2018 bliver ‘kvindernes år’
10. januar 2018  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Modstanden imod præsident Trump, kulturbevægelsen #MeToo og kvinders vrede igennem sidste år peger på endnu et politisk nybrud. Kvinders valgpolitiske styrke vil også være et af midtvejsvalgets helt store temaer.

Washington D.C. – Der var helt sort af mennesker.

The National Mall vrimlede med skilte, megafoner og de lyserøde pussy-hatte. Pennsylvania Avenue, hele vejen fra Kongressen til Det Hvide Hus, druknede i et mylder af aktivister. Du kunne føle energien fra de hundredetusindevis af mennesker fra hele landet. En knitren i luften, som farede rundt og i det næste øjeblik blev udløst i kampråb eller sang.

Dagen efter Donald Trump blev indsat som USA’s præsident fulgte den største demonstration nogensinde på amerikansk grund. Mellem 3,2 og 5,2 millioner rundt omkring i landet ifølge Washington Post. Et helt køn protesterede Trump efter en dag på jobbet jokede talkshow-værterne.

Hvad der startede med The Women’s March udviklede sig til protester og græsrodsaktivisme. Der var hurtige modsvar til det upopulære indrejseforbud. I april var der protester hver uge i D.C. om Trumps skattepapirer, March for Science, People’s Climate March. Alle tiltrak titusinder af demonstranter og flertallet var kvinder ifølge sociologen Dana Fisher. En undersøgelse foretaget af Lake Research partners i marts viste, at 86 procent af personer, der havde ringet til deres medlem af Kongressen var kvinder. ‘Protesting is the new brunch’ blev et mantra i distriktet.

#MeToo-bevægelsen opslugte Al Franken, der blev erstattet af Tina Smith. Flere medlemmer af Kongressen har måtte trække sig tilbage efter at være endt i krydsilden.

Energien blandt afroamerikanske kvinder var ifølge exit-polls drivkraften bag valget af den første Demokratisk senator i Alabama i 25 år. Kvinder spillede en hovedrolle i Virginias guvernørvalg i 2017 og deres statshus så tæt på en fordobling af antal af kvindelige repræsentanter.

En af dem var Danica Roem, USA’s første valgte åbne transkønnede kvinde. Hun valgte at stille op, fordi hendes modstander havde introducerede en lov, der ville forbyde transkønnede at bruge toiletter efter deres selvidentificerede køn.

I New Jersey slog 32-årige Ashley Bennett John Carman og blev valgt ind til et lokalt amtsråd. Bennett stillede op, fordi et meme Carman postede på Facebook havde forarget hende.

I 2017 var det definerende politiske fænomen kvindelig raseri. 2018 ligner på alle måder et år, hvor kvinder kommer til at spille en hovedrolle; en valgpolitisk ‘Kill Bill’ om du vil. Eller som de selv ville sige det selv: The pussy grabs back.

Kvindens år’
Det var den 11. oktober, 1991.

Det juridiske udvalg i Senatet var samlet for at høre beskyldninger om sex-chikane imod George Bush’ nominerede til Højesteret, Clarence Thomas. Professor Anita Hill gav sit historiske vidneudsagn om diskrimination og upassende kommentarer. Foran et udvalg bestående udelukkende af hvide mænd måtte Hill se sig selv anklaget for at være sexgal og have politiske motivationer. To kvinder, der havde oplevet lignede episoder blev nægtet at vidne i høringerne. Thomas blev bekræftet og sidder i dag stadig i landets mest magtfulde juridiske institution. Den nedladende behandling af Hill startede et modsvar fra kvinder overalt i landet.

”Det var barskt at se de mænd grille hende fra de store stole og se ned på hende. Og jeg sagde til mig selv, at jeg ville stille op til Senatet, for der var brug for en, der ville sige, hvad jeg havde lyst til at sige,” fortalte senator Patty Murray i bogen Broad Influence: How Women Are Changing the Way America Works.

Murray var en af de fire kvinder, der efterfølgende blev valgt til Senatet i 1992 og dermed tredoblede antallet af kvindelige medlemmer af det øverste kammer fra to til seks. 24 kvinder blev valgt til Repræsentanternes Hus, hvilket øgede kvindelige medlemmer fra 30 til 48. 1992 blev døbt ”kvindens år”.

2018 ser ud til at blive et endnu større skridt for kvindelig repræsentation.

Der er flere kvindelige kandidater til Kongressen end nogensinde før.

79 kvinder stiller indtil videre op som guvernør. Det er det højeste antal nogensinde og over dobbelt som mange som den tidligere rekord på 24 kvinder i 1994. I Georgia kan Stacey Abrams blive den første afroamerikanske kvindelige guvernør i USA’s historie. Energien blandt organisationer, der hjælper kandidater har aldrig været større end de sidste 12 måneder.

”Jeg har aldrig noget lignende.,” sagde Stephanie Schriock, formanden for EMILY’s List (den største organisation, der fokuserer på at få valgt kvinder til politiske hverv) til ABC News.

”Hver eneste dag kommer nye kvinder til vores hjemmeside og vores Facebook og siger: ’Jeg er vred som ind i helvede. Jeg vil gøre noget ved det. Hvad skal jeg gøre?’”

I 2016 hørte EMILY’s List fra omkring 1.000 kvinder. I dag er det tal mere end 26.000. Træningsudbyderen Emerge America har set en stigning på 87 procent i efterspørgslen af deres programmer. She Should Run har hørt fra mere end 15.000 kvinder i forhold til de 1.800, der kontaktede dem i 2016.

”Vælgerkorpset leder åbenlyst efter en anden model, en anden form for lederskab,” sagde direktøren for She Should Run, Erin Loos Cutraro, til CNN.

I centrum
Det klogeste af kønnene kan desuden få en markant indflydelse på midtvejsvalget.

Politiske kandidater, særligt kvindelige Demokrater, er i stigende grad støttet finansielt af kvinder ifølge tal fra OpenSecrets.org.

Deres valgpolitiske indflydelse kan i sidste ende også være det, der skubber Demokraterne over målstregen og giver dem sejre i begge Kongressens kamre. Kvinder, særligt single kvinder, er kendt som såkaldte drop-off vælgere. De stemmer i højere grad end mænd, men deres stemmedeltagelse i midtvejsvalg i forhold til præsidentvalg falder mere. Forskellen på mænd og kvinders stemmedeltagelse i de seneste tre præsidentvalg var 4 procentpoint i gennemsnit. I de seneste tre midtvejsvalg var den samme forskel 1,8 procentpoint.

Det samme fænomen har gjort sig gældende for single kvinder og kvinder mellem 18 og 29 år op igennem dette århundrede. Stemmerdeltagelsen for single kvinder var 58 procent i 2012 og faldt til 36 procent i 2014. De samme tal for gifte kvinder var 70 procent og 50 procent. Så ikke nok med, at gifte kvinder, der læner mere til den Republikanske side, stemte oftere, deres drop-off var også lavere. Procenttallene kan virke lave, men vi snakker om millioner og vælgere, der nemt kan afgøre magtbalance, hvis kontrollen af Huset bliver tæt, som mange spår.

Udover det er kvinder med en universitetsuddannelse blevet en af de vigtigste grupper af svingvælgere efter Trump indtrådte i Det Hvide Hus. I måling efter måling er Demokraternes forspring i den såkaldte generic ballot drevet af en overpræstation blandt hvide kvinder med højere uddannelse. Trump underpræsterede også markant i 2016 blandt denne typiske højre-lænende gruppe, og hans popularitet er mildest talt forfærdelig. Og som vælgerblok er de overrepræsenteret i en stor del af de valgdistrikter, der kommer til at afgøre kontrollen i Repræsentanternes Hus.

Demokraternes chancer for at overtage Huset kommer i høj grad til at afhænge af, hvor mange kvinder de kan drive til stemmeurnerne, særligt i stater som New Jersey, Pennsylvania og New York. Her forventes det, at frafaldet fra valget i 2016 til valget i 2018 blandt disse vælgere at være størst ifølge en analyse fra The Voter Participation Center.

Til slut er er der kvinder i centrum af de vigtigste valg i Senatet i 2018. I Arizona står Demokraternes kandidat Krysten Synema enten overfor Martha McSally eller Kelli Ward. Og i Nevada har Demokraterne rekrutteret deres favoritkandidat i Jacky Rosen imod den mest sårbare af alle Republikanske senatorer, Dean Heller.

Demokraterne har indtil videre haft størst gavn af de ovenstående dynamikker. Og 2018 ligner endnu et år, hvor de står til at drage fordel af denne valgpolitiske styrke.

Når historien om midvejsvalget bliver skrevet vil overskriften ikke kun være anti-Trump eller Demokraternes sejr. Demokraterne drev ikke kvindernes agenda som kandidater og vælgere. Pilen peger nærmere den modsatte retning. Hvor 1992 var ‘kvindens år’ med flere kvindelige folkevalgte end nogensinde bliver historien i år bredere.

2018 bliver ’kvindernes år’.

Om forfatteren:

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Har tidligere arbejdet for forskellige amerikanske valgkampagner og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.