Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Obamas opgør med Bush låser ham i dronekrig

En helt central del af Obamas valgkamp i 2008 var et opgør med dele af Bush administrationens krig mod terror. Obama er dog blevet fanget i en kontroversiel dronepolitik på grund af hans manglende succes med de indenrigspolitiske aspekter af opgøret

USA skal fortsat slå ned på terrorister som kan true USA’s sikkerhed. Det er der ingen tvivl om, lige meget hvor i det amerikanske politiske spektrum man spørger. Den indenrigspolitiske fastlåsning som vi oplever i øjeblikket i USA, har dog begrænset Obamas sikkerhedspolitiske muligheder i kampen mod terror.

Fanger kan ikke overføres til amerikanske fængsler, hvilket vil sige at det er stort set umuligt for det amerikanske efterretningsvæsen at tage formodede terrorister til fange i områder som Yemen, Somalia, eller Pakistan. I stedet er man nødt til at fokusere sin indsats på anvendelsen af droner, som ligeledes er gået hen og blevet en kontroversiel politik.

Opgøret med Bush æraen – uden guvernørerne
Som noget af det første i sin tid som præsident skrev Obama under på en meget populær ordre som skulle lukke fængslet på Guantanamo basen på Cuba, populært kaldet ”Gitmo”.
Vi befinder os nu 5 år fra den dag, og som det ganske rigtigt pointeres i artiklen ”Guantanamo er ved at blive pinlig for Obama” for små to uger siden, så er det noget af en streg i Obamas politiske regning, at fængslet på Gitmo stadig holder fanger.

Ud over at underskrive ordren om at lukke Gitmo, beordrede Obama også, at alle overførsler af fanger til hemmelige CIA fængsler rundt om i verden skulle stoppes. Det betød at fanger skulle fragtes direkte til amerikanske fængsler, hvis CIA eller andre efterretningstjenester tog dem til fange.

Obamas problem med CIA’s hemmelige fængsler var, at der ikke var meget kontrol med hvad der skete med fangerne i disse fængsler, da man ofte overlod selve opsynet til lokale myndigheder. Det store problem med Gitmo er, at fangerne befinder sig i et juridisk ingen mands land, da mange af dem er godkendt til løsladelse til deres hjemland, eller de ikke kan stilles for en amerikansk domstol fordi de befinder sig på den militære base på Cuba.

Obama havde dog ikke taget de amerikanske guvernører og Kongressen i ed om overførslen af fangerne, og de har blokeret mulighederne for at overføre fangerne til det amerikanske fastland.
Den fastlåste indenrigspolitiske situation i USA har dermed fået essentiel betydning for Obamas opgør med centrale dele af Bush’s krig mod terror.

Dronepolitikken er blevet hjørnesten
Anvendelsen af droner er gået hen og blevet en af hjørnestene i Obamas globale anti-terror indsats. Denne indsats blev allerede gjort central i forbindelse med tilføjelsen af 30.000 ekstra amerikanske soldater til operationerne i Afghanistan tilbage i 2009. For at kunne skære ned på antallet af tropper man sendte til Afghanistan, blev en stor del af anti-terror indsatsen lagt over på droneoperationer.

I områder som Yemen, Pakistan og Somalia er droner blevet anvendt for at undgå at skulle indsætte landstyrker.

Dronepolitikken er dog gået hen og blevet en belastning for Obama administrationen, som han møder stærk kritik for fra især den politiske venstrefløj i USA.

Internationalt møder Obama kritik for den måde som formodede terrorister bliver mål for droneangreb uden hensynstagen til national suverænitet over det territorium hvor angrebene finder sted, samt USA’s meget brede fortolkning af Folkeretten.

Nationalt møder Obama også kritik for fortolkningen af Folkeretten, men især angrebene på amerikanske statsborgere har været med til at få folk til at stille spørgsmålstegn ved dronepolitikken.

Hva’ gør vi nu?
Guvernørernes og Kongressens modstand mod overførsel af formodede terrorister til det amerikanske fastland har ført til at Obama administrationen har set sig nødsaget til at fokusere på droneoperationer.

Da man ikke kan tage formodede terrorister til fange, fordi man ikke har noget sted at placere dem efterfølgende, har man set sig nødsaget til at indsætte dødbringende kapaciteter for at stoppe dem.

Den manglende indenrigspolitiske afklaring omkring status for formodede terrorister har altså haft den betydning, at det eneste svar som Obama administrationen i øjeblikket har, set med amerikanske øjne, i den fortsatte krig mod terror, er droner og dødbringende magtanvendelse. Mulighederne er blevet så begrænsede pga. den amerikanske indstilling, at man er nødt til at gøre noget i forhold til disse formodede terrorister. Da muligheden for tilfangetagelse med amerikanske øjne er lukket, så er eneste mulighed at sende dronerne afsted.

Obamas kontroversielle dronepolitik er altså meget tæt knyttet til hans opgør med særlige dele af Bush administrationens krig mod terror, og en ændring af hans dronepolitik vil være afhængig af et indenrigspolitisk gennembrud. Et gennembrud som ikke virker særlig sandsynligt.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen