Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

“A day which will live in infamy”

Den amerikanske befolkning var stærkt imod engagement i 2. verdenskrig. Man ville ikke endnu en gang trækkes ind i en ødelæggende storkrig. En stille søndag morgen ændredes disse tanker, da japanske fly angreb den amerikanske flådebase Pearl Harbor.

Lørdag var det 72 år siden at japanske fly angreb den amerikanske flådebase på Hawaii og bristede drømmen om at USA kunne holdes ude af den nye krig.
I månedsvis var forholdet mellem USA og Japan blevet mere og mere anspændt som følge af Japans aggressive politik i Stillehavet. I 1936 havde Japan invaderet Kina, og det var især denne krig, som USA ønskede at Japan indstillede, mod at få normaliseret forholdet til USA.
Den japanske regering var dog ikke interesseret i en sådan normalisering af forholdet. Regeringen var domineret af den japanske hær, og de høge som stod i spidsen for denne, og de ønskede at USA accepterede Japans dominans i Stillehavet.
Mod slutningen af 1941 indsnævredes mulighederne for en fredelig løsning. USA indførte en olieembargo mod Japan, et træk som af mange ses som udslagsgivende for den efterfølgende japanske beslutning om at angribe USA.

The great arsenal of democracy
Efter 2. Verdenskrigs udbrud, så præsident Roosevelt det som USA’s fornemste pligt at levere materiel til de allierede magter Storbritannien og Sovjetunionen. Han kunne dog ikke få USA med i krigen, de isolationistiske kræfter som havde domineret amerikansk politik siden 1918 var for stærke. Man ville gerne hjælpe de allierede, men man ville ikke risikere at blive trukket ind i endnu en storkrig.
Gennem en række politiske kampe lykkedes det for Roosevelt at få leveret stigende mængder våben til de kæmpende magter. Han var aldrig i tvivl om, at det var i USA’s interesse at få besejret Hitlers Tyskland, som han så som en større trussel mod USA end Japan.
Det var dog ikke Tyskland som skulle bringe USA ind i krigen.

Overraskelsesangreb på en fredelig søndag
I de tidlige morgen timer den 7.december 1941 lettede fly fra 6 japanske hangarskibe, og satte kursen mod den amerikanske flådebase Pearl Harbor. Målsætningen var med et slag at sætte hele den amerikanske stillehavsflåde ud af spillet, og dermed tvinge USA til en hurtig kapitulation.

Kort før kl. 8 begyndte selve angrebet. De japanske fly angreb i to bølger, med en tredje planlagt. Men efter bølge nummer 2 valgte den japanske admiral at aflyse tredje bølge, fordi man nu havde tabt overraskelsesmomentet.
I Pearl Harbor var 4 ud af 8 amerikanske slagskibe blevet sænket, med flere andre skibstyber blandt tabene. 2400 amerikanere mistede livet i angrebet, heraf 1700 ombord på slagskibet USS Arizona.

I sig selv var angrebet en utrolig krænkelse i det der var tale om et overraskelsesangreb. Hvad der gjorde angrebet på Pearl Harbor til en endnu større krænkelse, var dog at krigserklæringen blev afleveret i Washington EFTER at angrebet var gået i gang på Hawaii. Mange amerikanere så det som en hån, at man fik serveret en krigserklæring, efter man var angrebet. Dette bidrog til den forening af den amerikanske befolkning, som skete efter angrebet.
Oprindeligt havde det da heller ikke været japanernes mening først at aflevere krigserklæringen så sent. Det var faktisk specifikt krævet af den japanske flådes øverstbefalende, admiral Yamamoto, at krigserklæringen skulle afleveres en halv time før angrebet skulle finde sted. Men pga. sikkerhedshensyn havde man ikke fortalt den japanske ambassadør i Washington om angrebet. Derfor så han ikke de store konsekvenser i, at man blev forsinket af at skulle afkode beskeden fra Japan, som skulle afleveres til den amerikanske udenrigsminister.

Pearl Harbor skulle hævnes
Den krænkelse som USA følte da man blev angrebet den 7.december og ønsket om hævn, gav brændstof til USA’s krigsindsats. Den 12.december 1941 erklærde Nazi-Tyskland krig mod USA, hvilket betød at USA kunne rette sin industrielle kraft mod både Japan og Tyskland.
Præsident Roosevelt tog den 8.december til Kongressen og bad om en krigserklæring mod Japan. I sin tale gav han den foregående dag, den betegnelse som stadig klæber til angrebet på Pear Harbor: ”A date which will live in infamy”.
Krigserklæringen blev enstemmigt vedtaget i Senatet og kun et medlem af Repræsentanternes Hus stemte imod. USA var nu krig med Japan.
Ønsket om at hævne angrebet mod Pearl Harbor blev et kampråb for mange amerikanere i de følgende år. Man ville ikke finde sig i et sådan snigangreb, og den totale krigsførelse som blev ført mod Japan, blev delvist retfærdiggjort af ønsket om hævn.

Skibene fra Pearl Harbor vendte tilbage
Af de 4 slagskibe som blev sænket ved Pearl Harbor, blev tre af dem hævet igen, og deltog i krigen mod Japan. Ligeledes returnerede flere andre af de skibe, som de japanske fly sænkede ved Pearl Harbor. Det var altså langt fra det fatale slag, som Yamamoto havde forestillet sig. Årsagen hertil skal især findes i den manglende tredje bølge.
Formålet med tredje bølge var at bombe de mange tørdoks, som var på basen samt basens oliedepoter. Hvis man havde gjort dette, havde amerikanerne haft en del sværere ved at reparere skibene, og operere med de tilbageværende skibe.

Af historiske finurligheder kan historien om USS Phoenix også nævnes. Den lette krydser overlevede angrebet 7.december 1941, og gjorde tjeneste gennem resten af krigen. I 1951 blev skibet solgt til Argentina, og omdøbt til General Belgrano.
Skibet blev dog først berømt i 1982, da skibet blev sænket af en britisk ubåd under Falklandskrigen. Således sluttede mange års tjeneste for et skib som havde overlevet angrebet på Pearl Harbor.

Den sovende kæmpe blev vækket
Admiral Yamamoto som var hjernen bag angrebet på Pearl Harbor, havde det formål at slå den amerikanske flåde ud med et slag, og tvinge USA direkte ud af krigen.
Han havde tilbragt flere år i USA, først som studerende ved Harvard og senere som flådeattache ved den japanske ambassade i Washington. Derfor vidste han, at Japan ikke ville kunne stå mål med USA’s industrielle kraft, hvis først USA fik mobiliseret sine ressourcer.

Den helt store skuffelse for Yamamoto var ved angrebet var, at man ikke fik ram på de amerikanske hangarskibe som lige præcis den dag ikke lå i havnen, som de ellers gjorde. Disse hangarskibe så Yamamoto som den største trussel, ud fra en anerkendelse af udviklingen i moderne maritim krigsførelse.
Et af disse hangarskibe var i april 1942 platform for et bombeangreb mod Japan, hvor amerikanske bombefly bombede mål i Japan for at markere, at USA var villige til at gøre modstand.

Yamamoto var ikke galt på den, da han forudså at Japan ikke ville kunne stå mål med USA’s industrielle magt.
Fra 1941 og frem til 1945 gjord 16 millioner amerikanere tjeneste i de væbnede styrker i kampen mod Japan og Tyskland. Enorme mængder materiel blev produceret, og sikrede efter krigen, USA’s status som en af verdens to nye supermagter.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen