Capitol Hill tør ikke op lige foreløbig
9. oktober 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

I flere år har dysfunktionaliteten ligget som en dyne over Capitol Hill. Men der er ikke noget, der tyder på at det bliver bedre lige foreløbig. Tværtimod tales der i Washington nu om, at det måske ligefrem bliver endnu mere kaotisk efter næste års midtvejsvalg

Jeg var en tur i Washington D.C. i sidste uge. En by, der fortsat står mit hjerte nært og hvor jeg tidligere har boet. Synet af Capitol Hill kan stadig give mig kuldegysninger. Denne storslåede bygningsværk, der gennem generationer har dannet rammen om USA’s lovgivende magt og som har huset store personligheder som Ted Kennedy, Daniel Webster, Lyndon Johnson, Sam Rayburn og Tip O’Neill.

De seneste år er bygningen imidlertid blevet et symbol på noget helt andet end storhed og styrke. Den er blevet et symbol på alt det, rigtig mange amerikanere hader ved politik. Dysfunktionalitet, snak uden handling, magtkampe og intriger. Stedet, hvor gode ideer dagligt går til grunde.

Da jeg i sin tid flyttede til byen, havde Republikanerne flertallet i begge kamre, men eftersom præsidenten var demokrat og hed Barack Obama, rakte flertallet ikke ret langt alligevel.

Det forhold ændrede sig mens jeg boede i byen. Nærmere bestemt på valgdagen i november sidste år, hvor Republikanerne ikke blot formåede at fastholde flertallet i begge Kongressens kamre, men samtidig vandt en ganske overraskende sejr ved præsidentvalget.

Dermed burde vejen have været banet for at Washington omsider ville tø lidt op og dysfunktionaliteten lette en smule. Men nej. For nok har Republikanerne flertallet over hele linjen, men som vi har set det ved flere lejligheder, ikke mindst omkring Obamacare, kan man ikke enes internt om, hvad vej man skal og hvorfor. Det har gjort ganske mange vælgere rundt om i Amerika godt sure. For hvorfor sker der ikke noget, når nu man har muligheden?

Vreden har primært rettet sig imod flertalslederen i Senatet, Mitch McConnell. Ved stadig flere lejligheder bliver han fremstillet som hovedskurken i de republikanske problemer, og som ham, der står i vejen for den fremdrift, mange af Trumps vælgere fortsat tror på, at deres præsident kan levere.

Virkeligheden er noget mere nuanceret end som så. Men nuancer er ofte det første, der går tabt, når bølgerne går højt, hvilket de må siges at gøre og have gjort i Washington de sidste godt otte måneder.

Konsekvenserne af denne nye form for vrede, utilfredshed og skuffelse blandt de republikanske vælgere, så vi for første gang konsekvensen af i Alabama for nylig. Ledelsens mand, Strange, måtte se sig tacklet internt af outsideren, Moore, som med Steve Bannon i ryggen, hev en yderst opsigtsvækkende sejr i land.

Resultatet i Alabama giver anledning til bekymring i Washington. Og ikke mindst anledning til bekymring hos den republikanske ledelse på Capitol Hill. For en ting er, at man skal til at forholde sig til Moore som ny kollega i stedet for Strange. Man er samtidig nødt til at sande, at det samme kan ske andre steder. Og at dette vil gøre det endnu vanskeligere end det er nu, at få Capitol Hill til at fungere igen. For en mand som Moore er ikke partiledelsens mand. Han føler ikke, at han skylder en mand som Mitch McConnell noget som helst. Tværtimod. En holdning, han langt fra står alene med rundt om i flere af de delstater, der næste efterår skal enten vælge eller genvælge senatorer. Og såfremt det sker, at flere i stil med Moore kommer til fadet, ja, hvad vil det så få af konsekvenser? Kan den republikanske gruppe overhovedet fungere? Kan McConnell fortsætte som flertalsleder? Det mest sandsynlige svar på begge disse spørgsmål er nej. Nej, det er meget svært at se for sig, hvordan den republikanske ledelse skal få senatsgruppen til at gå i takt ikke bare med Moore, men flere i samme stil. Og nej, det er derfor også svært at se for sig, hvordan McConnell kan fortsætte som flertalsleder. For hvordan skal nyvalgte senatorer retfærdiggøre at støtte ham, hvis de har brugt energi i deres valgkamp på at angribe ham? Det er svært at se for sig.

Dermed er der udsigt til, at den dysfunktionalitet, der fortsat præger Capitol Hill, vil fortsætte. Men hvis Moores valg i Alabama er et varsel om, hvad næste års midtvejsvalg kommer til at byde på, vil dysfunktionliteten blive yderligere forstærket, fordi der bliver tilsat et solidt stænk af kaos. Hvilket ikke vil gavne processen på nogen måder.

Man kunne på det amerikanske demokratis vegne håbe, at tingene snart tøede lidt op i Washington. Og ikke mindst på Capitol Hill i særdeleshed. Jeg tvivler dog på at det sker. Og sandsynligheden for at de politiske panderynker i den republikanske partiledelse er blevet endnu dybere, næste gang jeg besøger Wahington, er ganske omfattende.

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og senest 'JFK100'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i foråret 2018.

Relaterede nyheder

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.