Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Chelsea menneskeliggjorde moren og bedstemoren Hillary

En af Hillary Clintons helt store opgaver under Det Demokratiske Partikonvent i Philadelphia var at vise amerikanerne en mere personlig side af sig selv. Tirsdag var det Bill Clinton, der fortalte om sit lange ægteskab med “sin bedste ven” og på konventets sidste dag var det datteren Chelseas tur.

PHILADELPHIA, PENNSYLVANIA: Hvem er mennesket Hillary Clinton? Det er der mange amerikanere, der stadig ikke forstår, og den tidligere førstedame, senator og udenrigsminister indrømmede da også selv i sin nomineringstale, at “nogle mennesker ved bare ikke, hvad de skal tro om mig.”

Derfor var Chelsea Clintons fornemste opgave da også at fortælle om moren og bedstemoren Hillary Clinton, da hun præsenterede USA’s første kvindelige præsidentkandidat for et større parti på konventets sidste dag.

“Jeg er her som en stolt amerikaner, en stolt demokrat, en stolt mor og særligt i aften en meget, meget stolt datter,” sagde en smilende Chelsea Clinton, da hun var trådt op på podiet til publikums stående klapsalver og store jubelråb.

Chelsea brugte første del af talen på at fortælle om sine to børn, to-årige Charlotte og nyfødte Aidans, forhold til deres kendte mormor. Hun fortalte blandt andet, hvordan hendes datter elsker at facetime med sin mormor, og hvordan Hillary Clinton altid tager sig tid til at læse historier for sit barnebarn på trods af sit travle politikerliv. “Hver dag jeg har som Charlotte og Aidans mor, tænker jeg over min egen mor; min vidunderlige, betænksomme og morsomme mor,” sagde hun blandt andet – ord, der ikke normalt bliver associeret med den tidligere udenrigsminister.

Talen var mere personlig, end den var politisk. Chelsea Clinton fortalte små anekdoter fra sin barndom, der alle skulle være med til at tegne et billede af en anden Hillary end den, den amerikanske offentlighed kender til. “Mit tidligste minde om min mor er, hvordan hun samlede mig op, efter jeg var faldet, gav mig et kæmpe knus og læste Goodnight Moon for mig,” sagde Clinton. Hun fortalte også, hvordan hendes mor, når hun var ude at rejse, efterlod Chelsea små håndskrevne noter for hver dag, hun var væk – en påmindelse om, at “jeg altid var i hendes tanker.”

Amerikanerne vil have en politiker, de føler, de kender personligt, og Chelsea Clinton forsøgte da også at gøre hendes mors politiske projekt mere troværdigt ved at koble det til fortællingen om den kærlige mor og bedstemor. “Den følelse af at blive elsket og taget sig af vil min mor give videre til alle børn,” sagde hun blandt andet.

I talens måske stærkeste øjeblik adresserede Chelsea også Clintons store nederlag, da hun forsøgte at få gennemført sundhedsreformen i 1994. “For mig, der kun var kun 14 år gammel, var det svært at se på,” sagde hun. “Men min mor var fantastisk. Hun tog sig lidt tid til at komme oven på igen….og så var hun tilbage og arbejdede videre, for hun troede stadig på, at hun kunne gøre en forskel for børn.”

Chelsea Clinton er ingen stor taler. Men med hendes personlige beretning torsdag formåede hun alligevel at menneskeliggøre Hillary Clinton og vise en side, amerikanerne ikke følte, de kendte.

Som Hillary Clinton selv formulerede det, da hun gik på scenen efter Chelseas tale: “Mine jobtitler fortæller kun hvad jeg har gjort. De fortæller ikke hvorfor.”

Det var det “hvorfor” både Bill, Chelsea og i sidste ende Hillary Clinton selv skulle sætte ord på ved partikonventet. Chelsea Clinton tilføjede nogle nye aspekter til fortællingen om Hillary Rodham Clinton. Spørgsmålet er så bare, om det var nok til at få amerikanerne til at holde af deres første kvindelige præsidentkandidat.

Kirstine Biltoft-Knudsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Har tidligere arbejdet for TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og er i dag bosiddende i New York. Tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent. Mail: kb2824@columbia.edu

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen