CIA-direktør klar til at håndtere verden (og Trump?)
30. maj 2018  //  Af:   //  Portrætter, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly, PDF & Email

Efterretningstjenesten CIA har fået sin første kvindelige direktør. Gina Haspel har været mere end 30 år i CIA, og hendes store erfaring vil gavne tjenesten i en tid, hvor international usikkerhed suppleres af indenrigspolitisk splittelse. CIA har dog en klart højere stjerne hos USA’s præsident end f.eks. FBI, og det kan give arbejdsro efter en slidsom proces i Senatet.

Det er et mørkt kapitel af CIA’s historie, som de helt berettiget ikke kan slippe udenom at diskutere. Brugen af tortur ved CIA’s faciliteter i årene efter terrorangrebene 11. september 2001 har været genstand for megen debat og fordømmelse i årenes løb.

Med nominering af CIA-veteranen Gina Haspel blev emnet igen helt centralt. Haspel var i en periode chef for et såkaldt ”Black Site” – et sted hvor formodede terrorister kunne bringes hen (udenfor USA’s grænser), og der blive forhørt uden juridiske rettigheder og meget vide rammer for metoderne. Med en præsident i Det Hvide Hus som tidligere har været fortaler for genindførelsen for tortur, så gav det anledning til bekymring, at han nominerede en kandidat, som havde været ansvarlig for et sådant sted.

Til de offentlige høringer bragte Haspel ikke sindsro til de skeptiske senatorer, da hun ikke ville tage klar afstand til tidligere tiders praksis.
Hendes fortid og manglende svar førte bl.a. til at den indflydelsesrige senator fra Arizona, John McCain anbefalede at man stemte imod Trumps nominerede.

I et brev til det ledende demokratiske medlem af Senate Intelligence Committee, Mark Warner fra Virginia lagde Haspel dog noget afstand til programmet, i hvert fald i en grad som hun ikke havde gjort til høringen.
I brevet skrev hun: ”With the benefit of hindsight and my experience as a senior Agency leader, the enhanced interrogation program is not one the CIA should have undertaken. The United States must be an example to the rest of the world, and I support that.

Men som beskrevet i en tidligere artikel her på Kongressen, så er det et dilemma for Haspel at lægge afstand til programmet, for hun vil ikke også lægge afstand til folkene, som udførte handlingerne – handlinger som på det tidspunkt var i henhold til gældende retningslinjer. Det håndtere Haspel således i sit brev: “While I won’t condemn those that made these hard calls, and I have noted the valuable intelligence collected, the program ultimately did damage to our officers and our standing in the world.

Nu har Haspel så indtaget posten som direktør for CIA, og med sine mange år i tjeneste nyder hun allerede stor respekt blandt de ansatte, og flere tidligere direktører var også blandt fortalerne for hendes udnævnelse.

Nu skal Haspel stå i spidsen for et CIA, som skal agere i en verden, hvor Trump-administrationen har erklæret at stormagtskonkurrence igen er det primære fokus.
Hun skal støtte præsidentens arbejde med Nordkorea, og tilsyneladende støtte hans indsats for at få stablet sin strategiske fejlberegning på benene igen. CIA har i en rapport konkluderet, at Nordkorea ikke vil opgive sine atomvåben – i modsætning til præsidentens klare udmeldinger om, at det ville de. Så Haspel står i første omgang med den lidet misundelsesværdige opgave at forberede administrationen og præsidenten til et muligt topmøde, som begyndte som en dårlig idé, inden det blev aflyst af Trump, inden Trump bragte det tilbage på bordet.

Det står dog klart, at Haspel og CIA har et bedre udgangspunkt for at håndtere deres forhold til præsidenten, end f.eks. deres kolleger i FBI. Præsident Trump har i lang tid været i konflikt med sine efterretningstjenester, men begyndende med Mike Pompeo som direktør har det virket til at CIA kunne slippe igennem med skindet på næsen. Det gode fundament skal Gina Haspel nu bygge videre på.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og hovedforfatter til 'Commander-of-Tweets'. Han har også skrevet og bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.