Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Da Hillary spillede kvindekortet

Donald Trump har flere gange beskyldt Clinton for at spille kvindekortet – en formulering Clinton siden har brugt til netop at nå ud til de kvindelige vælgere. Tirsdag på Demokraternes Partikonvent brugte hun igen kortet til sin fordel og spillede på den historiske betydning af sin nominering til præsidentkandidat.

PHILADELPHIA, PENNSYVLVANIA: Jerry Emmett fra Prescott, Arizona, blev født seks år før amerikanske kvinder havde ret til at stemme. Tirsdag – 102 år senere – annoncerede hun sin stats stemmer på den første kvindelige præsidentkandidat i USA’s historie.

Det var svært ikke at føle historiens vingesus, da senator Bernie Sanders som den sidste på konventet afgav sin stemme og officielt nominerede Hillary Clinton til Demokraternes Præsidentkandidat.

“Er I stolte af at være en del af dette historiske øjeblik?” spurgte Nancy Pelosi, den første kvindelige leder af Repræsentanternes Hus, det hujende publikum, da hun kort efter gik på scenen sammen med samtlige af Demokraternes kvindelige medlemmer af Kongressen. En efter en talte de til de delegerede i Wells Fargo Arena og satte en tyk streg under, at tirsdag var kvindernes dag – en dag, hvor der blev skrevet historie.

Donald Trump har flere gange beskyldt Clinton for at spille kvindekortet. ”Hvis hun ikke var kvinde, ville hun slet ikke være med i det her kapløb,” sagde han blandt andet på Fox News tilbage i maj. Clinton har siden brugt formuleringen til at sætte fokus på de emner, der optager netop de kvindelige vælgere. “Hvis det at kæmpe for kvinders sundhed, barselsorlov og ligeløn er at spille kvindekortet, så tæl mig med,” lød hendes modsvar.

Tirsdagens talere på Demokraternes Partikonvent var da heller ikke bange for at spille det famøse kort. Lige fra skuespillerne America Ferrera og Lena Dunham, der talte om ligeløn, til Planned Parenthoods direktør, Cecile Richards, der blandt andet fokuserede på kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, var det kvinders problemstillinger, der var i fokus.

I primærvalgkampen i 2008 mod Barack Obama var Clinton meget påpasselig med at fokusere på de feministiske undertoner i sin fortælling og undlod at bruge sin historiske betydning.

Men tirsdag aften var nogle af de helt store kvindelige ikoner og forbilleder med til at sætte øjeblikket i det rette perspektiv. Den tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, der også var den første kvindelige af sin slags i USA, hyldede Clintons arbejde som udenrigsminister og beskrev hende som en forkæmper for kvinders rettigheder. Hun nævnte blandt andet Clintons berømte tale på FN-konferencen i Beijing i 1995, hvor hun sagde, at ”kvinderettigheder er menneskerettigheder, og menneskerettigheder er kvinderettigheder.”

Sidst på aftenen satte Hollywoods førstedame, Meryl Streep, trumf på, da hun til publikums jubel proklamerede, at: ”I har I skrevet historie. Og I skriver historie igen til november, for Hillary Clinton vil blive vores første kvindelige præsident.”

Sangerinden Alicia Keys tog over og sang passende ”I am a Superwoman.” Da hun var færdig, løb en sort-hvid film over skærmen med ansigterne på USA’s forrige præsidenter – alle alvorligt udseende mænd. Glasset splintredes, og frem tonede Clinton selv – en symbolsk hentydning til det berømte ”glasloft.” ”Hvis der er nogen små piger, der ser med i aften,” sagde hun. ”Jeg bliver måske den første kvindelige præsident, men du vil blive den næste.”

Publikum jublede og viftede med de blå og røde skilte med en tekst, der ganske kort summede dagen op: “History,” stod der. Så kort kan det siges.

Kirstine Biltoft-Knudsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Har tidligere arbejdet for TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og er i dag bosiddende i New York. Tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent. Mail: kb2824@columbia.edu

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen