Dejligt nørdet ny bog om flådehistorie
10. marts 2017  //  Af:   //  Forlag, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Bogen ”A Tale of Two Navies” fra Naval Institute Press er en dejlig nørdet bog om forholdet mellem de to dominerende flådemagter gennem de seneste 200 år. Bogen fokuserer på forholdet fra 1960-2015, og giver et fantastisk indblik i hvordan de to flåder udkæmpede Den Kolde Krig, men også samarbejdet i tiden med nye fjender.

Lad os slå det fast med det samme, man skal være lidt nørdet for at kaste sig over bogen ”A Tale of Two Navies: Geopolitics, Technology, and Strategy in the United States Navy and the Royal Navy, 1960-2015”. Hvis man ikke i forvejen har den store viden om flådestrategi og mere tekniske aspekter af emnet, så kan der også være dele af bogen, som man måske ikke lige forstår det store af. Men hvis man på forhånd accepterer, at det vigtigste ikke lige er om man forstår hver eneste tekniske detalje, så er det en rigtig god bog at give sig i kast med.

Fra afslutningen af Napoleonskrigene og frem til efter Første Verdenskrig var den britiske Royal Navy ubestridt dominerende på verdenshavene. Den status opgav man i 1922, da man underskrev Washington-traktaten, hvor man accepterede numerisk lighed med den amerikanske flåde. På det tidspunkt sluttede Royal Navy’s dominerende rolle, som i cirka et århundrede havde understøttet ”Pax Britannica”. Udviklingen i US Navy gik så lidt i stå frem til en massiv flådeudvidelse i forbindelse med Anden Verdenskrig, som efterlod dem som dominerende på verdenshavene.

I den nye bog af Anthony Wells får vi historien om hvordan disse to store flådemagter samarbejdede mod en fælles fjende – Sovjetunionen, og hvordan de sammen har tilpasset sig tiden efter Den Kolde Krig med nye fjender.

Wells har et unikt udgangspunkt for at fortælle netop denne historie, da han som den eneste person nogensinde har arbejdet for den britiske efterretningstjeneste og Royal Navy, samt for en amerikansk efterretningstjeneste og i US Navy. Han har altså arbejdet på begge sider af denne fortælling. Med den unikke baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at Wells kan formå at lave et virkelig indsigtsfuldt værk, som burde kunne tilfredsstille selv de meget nørdede sjæle.

Vi får både indsigt i teknisk samarbejde, mellem efterretningstjenesterne og de forandringer som de to flåder har gennemgået rent organisatorisk. På den måde får man et bredt perspektiv på de to flåders samarbejde, men pga. den måde som bogen er bygget op, så dykker man også ind i mellem ned i nogle områder. Bogen er nemlig ikke bygget kronologisk op, men snarere tematisk, så man på den måde kan komme omkring flere dele af samarbejdet. Det er dog ikke kun de to flåders udvikling, som man får indblik i, men også den sovjetiske modstander. Wells fortæller nemlig også, hvordan den sovjetiske fjende søgte at tilpasse sig og modvirke de to vestlige flåders udvikling.

Det er altså informationstunge 260 sider, hvor man kommer igennem et af de vigtigste sikkerhedspolitiske samarbejder under og efter Den Kolde Krig.

”A Tale of Two Navies: Geopolitics, Technology, and Strategy in the United States Navy and the Royal Navy, 1960-2015” er udgivet af Naval Institute Press.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Relaterede nyheder

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.