Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Demokraterne spiller højt spil med deres søgsmål

Partiet anklagede Rusland, Trump-kampagnen og højtstående medlemmer af præsidentens inderste cirkel i aftalt spil. De risikerer at politisere Mueller-undersøgelsen yderligere og spænde ben for deres egne chancer for at vinde midtvejsvalget.

Washington D.C. – Lad os få en ting på plads med det samme.

Der er hverken overraskende materiale eller nye afsløringer i det Demokratiske Partis anklageskrift imod Rusland og Trump-kampagnen. Og det er måske det mest slående af alt.

Diskursen omkring den russiske affære har for længst bevæget sig ind i et område, hvor vi taler om lovbrud og kriminelle handlinger. For mange mangler der en rygende pistol, der for alvor sender Trump-kampagnen i fedtefadet. Det er ganske rigtigt endnu uvist, hvorvidt de gav russerne materiale under bordet for at hjælpe deres indsats. Det er samtidigt sandt, at kampagnens valg og visse ansattes opførsel burde være en af de største politiske skandaler i moderne historie. Som minimum accepterede de øverste rådgivere Ruslands indblanding og var okay med at mødes med dem. Kampagnens leder Paul Manafort og den udenrigspolitiske rådgiver Michael Flynn var på samme tid aktive lobbyister på vegne af andre lande. Og der er stadig en lang række uopklarede spor.

På de første sider udlægger anklageskriftet de utallige mulige forbindelser i mellem Trump-kampagnens øverste personer og højtstående russere og dets efterretningstjenester. De viser en klar tidslinje, der sammenfletter den russiske stats forsøg på at påvirke det amerikanske præsidentvalg og Trump-kampagnens konstante villighed til at modtage information og udnytte den.

Det er bestemt værd at læse demokraternes version af forløbet (side 2-6), men hav for øje, at det i sidste ende er et politisk dokument.

Søgsmålet går ikke personligt efter præsident Trump, men anklager en lang række medlemmer af hans kampagne og hans inderste cirkel for at konspirere med Rusland om at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Det drejer sig blandt andet om tidligere kampagnechef Paul Manafort, vicekampagneleder Rick Gates, kampagnerådgiveren George Papadopoulos, konsulenten Roger Stone, sønnen Donald Trump Jr. og svigersønnen Jared Kushner.

Demokraterne var på mange måder nødt til at gøre noget. Deres politiske bagland raser stadig over manglende handling over den russiske indblanding i præsidentvalget og er frustreret over Kongressens mangel på et modsvar. En stor del af partiets base og aktivister følger Mueller-undersøgelsen lige så intenst som danskerne følger X-faktor. Og moralsk virker det også nødvendigt, siden partiet var udsat for tyveri, mens deres ansatte modtog hån og trusler.

Der er omvendt altid muligheden for, at dette juridiske skridt er et politisk stunt. Medierne er allerede fokuseret på Rusland. Hvorfor ikke præsentere deres side af sagen og spinne det politisk? Det kunne også give deres kandidater et dokument, som de kan bruge som reference, hvis Rusland kommer op under valgkampen. Det kunne være endnu en måde at gøre midtvejsvalget om den siddende præsident, der stadig er upopulær blandt den bredere befolkning.

Og nøgternt set er ideen at vinde en juridisk sejr. Demokraterne vandt 750.000 dollars et civilt søgsmål imod Nixon-kampagnen tilbage i 1974 for deres ulovlige aflytning af deres hovedkvarter. Men pengene er næppe gevinsten, som DNC har i øje. Hvis en domstol tillader søgsmålet at fortsætte, kan de søge dokumenter og officielle vidneudsagn fra Trumps allierede.

Hvad der er knapt så nemt at se, er hvordan søgsmålet er den del af partiets valgpolitiske strategi.

Det politiske spil

Det er stort set umuligt at følge med i Rusland-affæren. Dag efter dag kommer der nye afsløringer og udviklinger. Og andre sager, som ransagelsen af Trumps personlige advokats filer, kan ligeledes få betydning for Mueller-undersøgelsen.

Her er kort sagt, hvor vi befinder os: Husets efterretningsudvalg nedlagde deres undersøgelse i sidste måned med konklusionen, at ingen i Trump-kampagnen konspirerede med den russiske indsats i at påvirke præsidentvalget, og at Rusland ikke forsøgte at hjælpe kandidaten Trump. Demokraterne i udvalget afviste den konklusion. Den sidste del er ligeledes blevet afvist af USA’s efterretningstjenester. To udvalg i Senatet fortsætter ufortrødent deres undersøgelser. Specialanklageren Robert Mueller efterforsker stadig, om der var aftalt spil i mellem Trump og hans kampagne og russerne. Og det er værd at bemærke, at han stadig ikke har offentliggjort materiale eller sigtet nogen i sagen, der omhandler de hackede dokumenter, som DNC-søgsmålet taler om.

Mueller er ligeledes ansvarlig for spørgsmålet om, hvordan Rusland forsøgte at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Undersøgelsen har også udviklet sig til at omhandle, om præsidenten forsøgte at obstruere rettens gang under forløbet.

Det har altid været ren spekulation, om hvor potent Rusland er som et talepunkt for begge partier. Det er så godt som umuligt at drage historiske paralleller. Nixon minder på nogle måder om det, men Watergate var endnu ikke blevet til Watergate, da han vandt genvalg i 1972, og han trak sig tilbage, inden midtvejsvalget i 1974.

Her er, hvad vi ved. Vælgerkorpsets holdninger til Rusland-spørgsmålet er splittet over de sædvanlige partiske linjer. Partiloyalitet virker til at drive holdningerne til Rusland ikke omvendt. For eksempel er republikanske vælgere blevet langt mere sympatiske overfor Vladimir Putin siden Trumps valgsejr. Reagan-republikanere bør være forvirrede. Det modsatte er sandt på den demokratiske side, hvor 4 ud af 10 demokrater ifølge en Pew-måling kalder Rusland for den største fare imod Amerika. Det er den højeste andel siden slutningen af den kolde krig og ironisk, når du tænker på de utallige nedladende kommentarer den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney fik med på vejen, da han sagde det under valgkampen i 2012.

Sådan som tingene ser ud lige nu, så virker det Ikke smart at gøre midtvejsvalget til en kamp om Rusland. Amerikanske vælgere rangerer Rusland-spørgsmålet som en af deres laveste prioriteter i måling efter måling. De går langt mere op i sundhedssystemet, jobsikkerhed og økonomien og immigration. Desuden tyder meget på, at vælgerne allerede har besluttet sig om, hvorvidt Trump-kampagnen havde upassende kontakt med Rusland under valgkampen. Og det er ikke sikkert, at det vil betyde noget for at flytte deres stemme

Argumentet fra den demokratiske side er, at dette søgsmål kan ændre holdningen i den amerikanske befolkning. Samtidig satser partiet på, at Mueller-undersøgelsen fremlægger flere beviser i de kommende måneder, der gør Rusland-affæren mere betændt for det Republikanske Parti. Sagen trækker desuden allerede mediernes opmærksomhed og de forestående retsager imod Paul Manafort i juni og september kommer utvivlsomt i pressens søgelys.

Det er ikke uden politisk risici. Demokraterne risikerer at politisere Rusland-sagen yderligere og tilsnavne en igangværende undersøgelse, der på grund af Robert Mueller integritet bliver set som fritaget for politisk partiskhed. Det kunne også give en undskyldning til de få Republikanere i Kongressen, der har holdt fast i Rusland-samarbejdet på trods af internt politisk pres til at stoppe deres indsats.

Det er heller ikke sikkert, at det er en smart politisk strategi. Demokraternes valgsejre i 2017 og 2018 har været en blanding af at fokusere på sundhedsreform og uddannelse og holde Trump langt ud af rampelyset i røde distrikter som PA-18. Hvis dette søgsmål rent faktisk finder grobund, bliver partiets kandidater nødt til at kommentere på hver ny udvikling i et mediemiljø, der allerede er svært at trænge igennem.

En ting er sikkert: Midtvejsvalg handler altid om den siddende præsident. Der er ikke en gennemgående sammenhæng i mellem, hvor sund den amerikanske økonomi er, og hvor meget succes den siddende præsidents parti har valgpolitisk.

Tidligere valgresultater og meningsmålinger dikterer, at Demokraterne bør holde sig langt væk fra Rusland, men hvis de formår at gøre det til et spørgsmål om præsident Trumps integritet og person kan det måske hjælpe dem.

Det er noget af en risiko at tage. Men nu har de taget den. Vi må vente til efteråret med at se, om det var smart.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen