Den dag i Dallas for 54 år siden i dag
22. november 2017  //  Af:   //  Perspektiv  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Mere end et halvt århundrede efter mordet på John F. Kennedy, er tabet af den unge præsident stadig et åbent nationalt sår, som tiden ikke har haft held med at hele. Andre præsidenter er blevet dræbt i embedet, men ingen af dem fylder så meget i den aktuelle bevidsthed som JFK.

Jeg genså storfilmen ‘Jackie’ for et par uger siden. Det er stadig en fremragende film og stadig ubegribeligt, at Natalie Portman ikke fik en Oscar for sin enestående skildring af Jacqueline Kennedy. Jeg har set filmen flere gange nu og hørt spændende historier om tilblivelsen af den fra min ven, Caspar Phillipson, der spillede rollen som præsident Kennedy i filmen.

Det var første gang jeg så den siden Caspar og jeg startede vores samarbejde om showet ‘The Speeches Of President Kennedy’ og første gang jeg genså filmen siden bogen ‘JFK100’ udkom.

Der er noget særligt ved at se gode film mere end en gang. På samme måde som at læse gode bøger igen eller lytte til store kompositioner igen, er det noget nyt man hæfter sig ved. Noget nyt man får øje på og noget nyt, der gør indtryk. Sådan var det også, da jeg genså ‘Jackie’ for nylig.

Jeg havde kort forinden beskæftiget mig en del med mordet igen i forbindelse med offentliggørelsen af de mange klassificerede dokumenter i forbindelse med mordet. Måske derfor var det derfor, at en af de scener, der fangede min opmærksom i særlig grad ved dette gensyn med filmen var scenen fra ankomsten til Dallas kort tid før skuddene faldt på Dealey Plaza.

Til de af jer, der endnu har til gode at se filmen, så viser scenen en kort samtale mellem Kennedy parret på vej ud af Air Force One og den lokale tiljubling af parret på landingsbanen. Ikke filmens mest dramatiske scene, men alligevel en scene, som fortæller os meget, uden at der sker ret meget.

For den 22. november 1963 skulle jo bare have været en dag som så mange andre. Den eneste, der på det tidspunkt viste, at den ikke ville blive det, var Lee Harvey Oswald. Kennedy ægteparret var i Texas som en del af de indledende øvelser til JFK’s 1964 valgkamp, hvor ‘The Lone Star State’ igen ville blive essentiel.

Dagen var startet som så mange andre dage på landevejen for Americas førstepar. De havde deltaget i et lokalt morgenmadsarrangement, hvor præsidenten havde joket med, at hans hustru var et øjeblik forsinket.
‘Det tager hende lige længere at gøre sig klar end mig, men hun ser også så meget bedre ud,’ havde præsidenten joket fra scenen, hvorefter han havde kigget i retning af sin vicepræsident, Lyndon Johnson, og tilføjet:
‘Der er ingen, der går op i, hvad Lyndon og jeg har på af tøj.’

Det var præsident Kennedy, som pressen, vælgerne og partifæller med tiden havde lært ham at kende. Som en mester på en talerstol. Ikke bare når han holdt sine taler, men også når han var på slap line og gjorde brug af sin veludviklede humoristiske sans.

Efter lidt hyldest fra de lokale i Dallas’ gader, var det meningen, at Kennedyerne skulle deltage i et frokostarrangement, hvor præsidenten skulle tale. Blandt andet om nogle af de lokale fortræffeligheder, igen med det for øje at gøre sine texanske hoser grønne nok en gang.

Men hvad der lignede en dag som så mange andre i Kennedys præsidentskab, skulle som bekendt vise sig at udvikle sig anderledes tragisk. Og ende som en dag som ingen anden i amerikansk historie.

Fra det øjeblik, Lee Harvey Oswald affyrede skuddene fra skolebogslageret, har datoen den 22. november været tatoveret ind i det åbne nationale sår, som Kennedy mordet fortsat er i USA.

Alle, der er gamle nok, kan huske, hvor de var den dag. Kan huske, hvordan de fik det at vide. Kan huske, hvordan de reagerede. Kan huske, hvad de tænkte. Og huske hvad de følte. Den eneste dato, der har samme ‘effekt’ om man vil, er tirsdag den 11. september 2001.

For selv om chokket over mordet måske nok har fortaget sig med årene, er det stadig noget, der fremkalder stærke følelser hos amerikanerne. Alle har deres opfattelse af præsidenten. Alle har deres opfattelse af mordet. Alle har deres opfattelse af, hvem der stod bag. Ligesom alle har deres opfattelse af motivet for mordet. Det gælder på kysterne, i midtvesten, i sydstaterne – og ikke mindst i Dallas. Sådan har det været lige siden den dag for 54 år siden lige netop i dag. Og sådan vil det forblive i mange år fremover.

For det, der startede som en ganske almindelig dag i Amerika, endte med at blive en af de værste dage i landets historie. Den drøm mange amerikanere følte, at de levede med Kennedy som præsident blev brutalt afbrudt og forvandlet til et mareridt. På få sekunder ændrede amerikansk historie sig dramatisk. Kennedy gik fra menneske til myte. Og den 22. november ville for altid været forbundet med en af de største amerikanske tragedier.

Det lignede en almindelig dag, men blev det så langt fra. Den dag i Dallas for 54 år siden i dag.

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og senest 'JFK100'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i foråret 2018.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.