Det sejler, men kaptajnen nægter at anerkende vandet

Det har været en sommer uden sidestykke i amerikansk politik. Kaos om sundhedsreformen, trusler om atomkrig med Nordkorea, fyringer af topfolk i Det Hvide Hus og en præsident, der konsekvent fastholder at alt kører på skinner, har domineret dagsordenen

Hvor skal man næsten starte efter en af de mest hæsblæsende sommerferier i moderne amerikansk politik? Skal man starte med at se nærmere på, hvordan den interne republikanske strid om Obamacare for alvor blev udstillet? Skal man starte med at fortælle om, hvordan truslerne om atomkrig fyger gennem luften mellem USA og Nordkorea? Man kunne selvfølgelig også tage fat på noget af det mere aktuelle, nemlig urolighederne i Charlottesville. Eller Trumps heftig kritik af den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

Alt sammen emner og tematikker, vi kommer til at se nærmere på her på Kongressen.com i løbet af de kommende dage og uger.

Men når jeg i løbet af de seneste dage har gået og tænkt tilbage på sommeren 2017 i amerikansk politik, er den person, der tydeligst står som eksemplet på, hvordan kaos for alvor hersker i Det Hvide Hus, manden, de fleste af os for en stund lærte at kende som ‘The Mooch’, nemlig Anthony Scaramucci.

Kan I huske ham eller havde I allerede glemt ham igen? Ikke engang to uger nåede ‘The Mooch’ at lave så meget ballade fra sin position som kommunikationschef i Det Hvide Hus, at jeg ikke mindes at have set noget lignende. Trumps talsmand, Sean Spicer, tog sit tøj og gik i protest mod ansættelsen af Scaramucci, og få dage senere fik stabschefen, Reince Priebus, sparket af Trump. Efter at have været udsat for voldsomme angreb fra ‘The Mooch’.

Ny mand på posten som stabschef blev – som så ofte før med Trump – en general. En firestjernet en af slagsen, nemlig John Kelly, som har lige så lidt lovgivningserfaring som sin chef, hvilket gør det lidt svært at se, hvordan han skal blive en succes som stabschef. Nå, men det må vi vente og se lidt endnu. Første handling fra Kellys side var i hvert fald at kyle Scaramucci ud af Det Hvide Hus igen, efter mindre end to uger i embedet. En kilde til uro af den kaliber, kunne Kelly ikke bruge til noget, og dermed var ‘The Mooch’ fortid nærmest inden han nåede at blive nutid.

På mange måder af forløbet om Scaramucci symptomatisk for sitautionen i Trump lejren lige nu. Kaos hersker, og hvis ikke noget virker, bliver den ansvarlige fyret. Nøjagtig som vi kender det fra Trumps tid i erhvervslivet (og hans tv-program ‘The Apprentice’)

Trumps problem er imidlertid, at han – uanset, hvor gerne han vil – ikke kan lede USA på samme måde, som han ledte sin virksomhed. Det at være præsident er ikke det samme som at være CEO. Og det er ikke nødvendigvis klogt at fyre folk, bare fordi man kan eller for at signalere styrke. Tværtimod kan det give bagslag på den længere bane. Og som måske ikke engang har den ønskede effekt på den korte bane.

Havde det været tilfældet, havde Trump-toget jo kørt på skinner uden slingren i øjeblikket. Men det er jo så langt fra tilfældet. Tværtimod fortsætter uroen både internt og eksternt. Dels med Trumps mundhuggeri med Kim Jong Un i Nordkorea, dels hans massive kritik af Senatets flertalsleder, Mitch McConnnell.

Selv om den ophedede Nordkorea retorik kan give anledning til lidt koldsved på panden, så må det fortsat påpeges at ingen af landene har interesse i en væbnet konflikt, ligesom det internationale samfund heller ikke har det, hvorfor det stadig ikke er særlig sandsynligt at konflikten kører helt ud over afgrunden.

Striden mellem McConnell og Trump derimod, den har potentiale til at eksplodere. Mere end den allerede har gjort. Trump har flere gange nu luftet sin utilfredshed med McConnell og Senatet over, at de ikke fik ændringerne af Obamacare igennem tidligere på sommeren. Og nu er han så begyndt at gøre det han plejer at gøre, når tingene ikke går som han ønsker det, nemlig begyndt at true med at fyre folk. I det her tilfælde Mitch McConnell.

En stilfældig observation herfra; det var nok omtrent den sidste fjende, jeg ville vælge lige nu, hvis jeg var præsident. For uden McConnell kan Trump godt vinke farvel til mulighederne om at realisere bare nogle af sine valgløfter. Og i stedet risikere, at der enten ikke sker noget som helst eller at han bliver kørt ud på et sidespor, mens Senatet kører hen over ham i lovgivningssammenhæng. På samme måde som vi for nylig så det med sanktionerne mod Rusland.

Det har præsidenten absolut ingen interesse i, men des mere han eskalerer konflikten med McConnell, des mere sandsynligt er det, at det bliver realiteten.

Det har med andre ord ikke været nogen god sommer for præsident Trump. Og der er ikke meget, der tyder på at efteråret bliver meget bedre. Kløften mellem Trump og den republikanske ledelse bliver stadig dybere, og det er svært for sig at de politiske vinde vender. Ikke mindst fordi Trump konsekvent nægter at anerkende, at han også selv har et ansvar i forhold til det faktum, at det politiske maskineri i Washington ikke fungerer som det skal.

Lige nu tager skibet dagligt vand ind, men kaptajnen nægter at anerkende vandet og hvad det har af betydning. Klogt? Bestemt ikke. Men det ser indtil videre ud til, at det fortsætter. Hvilket får Trumps approval ratings – også blandt kernetropperne – til at synke yderligere.

Velkommen tilbage her på Kongressen.com til, hvad der uden tvivl bliver et begivenhedsrigt andet halvår af 2017. Hele holdet glæder sig til at dække de forskellige sager tæt, og som altid gør det på en stærk, substantiel og analytisk kompetent måde.

På vegne af alle os på Kongressen.com, velkommen tilbage efter sommerferien.

Anders Agner Pedersen
Chefredaktør, Kongressen.com