En historisk høring

Der er øjeblikke i amerikansk politik, der føles ubeskrivelige. Øjeblikke, der virker bestemt til historiebøgerne. Uhåndgribelige i deres tyngde; uforgængelige af natur. Comey-høringen senere i dag er sådan et øjeblik.

WASHINGTON D.C. — Torsdag morgen amerikansk tid vender en nations øjne mod Washington D.C. og den tidligere FBI-direktør Jim Comey.

Det er første gang, siden han blev fyret den 9. maj, at Comey udtaler sig offentligt, under ed, om den russiske affære, der har omhyllet de første måneder af præsident Trumps kaotiske embedsperiode.

Opmærksomheden omkring høringen er kun vokset, nu da Comey tilsyneladende optager en central rolle i en igangværende FBI-undersøgelse. En undersøgelse, der inkluderer spørgsmålet om, hvorvidt præsident Trump forsøgte at obstruere rettens gang, og som åbner op for muligheden for en rigsretssag.

Et er spørgsmålet om Rusland og Trump-kampagnen. Men torsdagens høring har bevæget sig over mod en anden sag. Det centrale som senatorerne i efterretningsudvalget vil have svar på er implikationerne bag, at præsident Trump bad den fyrede FBI-direktør om at lukke en mulig undersøgelse omkring den afskedigede national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

Comeys åbningsudtalelse er allerede blevet offentliggjort. Du kan se den her. Derfor ved vi allerede, at Comey vil bekræfte:

• At Trump sagde, at han håbede Comey “kunne lade Flynn gå fri.” Og at Comey tolkede dette som, at præsidenten bad ham om at lukke mulige undersøgelser omkring Mike Flynn, den tidligere national sikkerhedsrådgiver
• Comey fortæller om tre episoder, der kunne være grundlaget for Trumps påstand om, at han ikke personligt er målet for en undersøgelse
• Trump bad Comey om hans loyalitet ved en privat middag med præsidenten. Comey så dette som det første skridt i at etablere et forhold, hvor han personligt stod i gæld til præsidenten

De fakta alene er vanvittige og atypiske i moderne amerikansk historie. Vi er oppe på samme niveau som Watergate og rigsretssagen, der var et resultatet af Clintons Lewinsky-affære. Og ideen om at hverve en uafhængig FBI-direktør minder mere om opførsel i autoritære regimer, ikke vestlige demokratier.

“Det er det mest rystende enestående dokument, der omhandler offentlige handlinger begået af en præsident, siden udgivelsen af Watergate-båndene,” skriver Benjamin Wittes, redaktør på Lawfare og Senior Fellow i Governance Studies ved Brookings Institution.

Comey skulle efter sigende have interne notater, der beskriver hans version af de samtaler, og ifølge Vox kan tre personer sige god for Comeys version. Det forventes desuden, at Comey vil give sin version af omstændighederne omkring sin opsigtsvækkende fyring.

Senatorerne vil givetvis også spørge ind til, hvad han ved om mulige underhåndsaftaler mellem Trump-kampagnen og Rusland og Ruslands overordnede forsøg på at underminere det amerikanske præsidentvalg. Særligt i lyset af denne uges afsløring i The Intercept, der offentligjorde en tophemmelig rapport om Ruslands cyberangreb på amerikanske stemmesystemer få dage før efterårets valgdag. Men Comey kan næppe udtale sig i detaljer, fordi det ville indebære at afsløre klassificeret materiale.

Comey vil sandsynligvis også blive tvunget til at svare på spørgsmål, der anfægter hans egen integritet og dømmekraft. Hvorfor sagde han ikke op, eller truede med at gøre det, hvis han følte, at Det Hvide Hus forsøgte at blande sig i FBI’s undersøgelse? Hvis han så noget, han anså som kriminelt, skulle han have sagt noget tidligere.

Comeys vidneudsagn bliver dækket af samtlige netværk og kommer utvivlsomt til at tiltrække hele USA’s opmærksomhed på højde med ikoniske høringer som Watergate, Iran-Contra og Anita Hill.

Jo mindre Comey siger, jo mere opsigtsvækkende
Comey vil blive bedt om at bekræfte, hvorvidt han følte sig presset af præsident Trump til at stoppe undersøgelsen. Det er nyhedsværdigt i sig selv, hvis han bekræfter det under ed. Resten af høringen kommer til at handle om fortællingen. Hvor stort et pres følte Comey? Vurderede han, at der kunne være tale om en kriminel handling? Hvorfor bad hans justitsminister Jeff Sessions om ikke at blive efterladt alene i et rum med præsidenten, sådan som New York Times skrev tirsdag aften?

Men der er et underligt paradoks i Comeys høring og de tårnhøje forventninger til et politisk drama live på tv.

Comey har allerede talt med Bob Mueller, der kontrollerer den nuværende FBI-undersøgelse om Trump og Rusland. Efter alt at dømme indebærer Muellers undersøgelse spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten brød loven og obstruerede rettens gang. Hvis Mueller mener, at der er nok til at forfølge en sag mod præsident Trump, kunne have bedt Comey om at sige så lidt som muligt og tilbageholde hans interne notater. Det ville forhindre mulige vidner og Trumps advokater i at forberede sig og skabe en alternativ fortælling.

Hvis Comey medgiver, at hans noter er bevismateriale for en igangværende FBI-undersøgelse vil hans vidneudsagn være sparsomt og faktuelt, men et langt større problem for Trump-administrationen på lang sigt. Et er dårlig presse fra en yderst dramatisk historie, om hvordan Comey følte sig presset. Det Hvide Hus har døjet med negativ dækning siden indsættelsen. Men det er naturligvis værre, hvis Mueller undersøger lovbrud. Særligt fordi Trumps udtalelser og handlinger beskrevet i medierne allerede bekræfter forsøg på at blande sig i FBI’s undersøgelse.

Comeys åbning er faktuel og kort. Han tillægger ingen holdninger eller vurderinger om, hvorvidt Trump gjorde sig skyldig i at obstruere rettens gang. Det er dårlige nyheder for Trump for at sige det mildt. Men spørgsmålet er, hvad han kan sige, når senatorerne begynder at stille spørgsmål.

Denne teori blev kun forværret af vidneudsagn fra vicejustitsminister Rod Rosenstein, fungerende FBI-direktør Andrew McCabe, NSA-direktør admiral Mike Rodgers og leder for de nationale efterretningstjenester Dan Coats. Alle nægtede at svare på spørgsmål om samtaler med præsident Trump vedrørende obstruktion. Coats og Rodgers havde nøje overvejet deres svar og indrømmede, at de ikke havde noget juridisk grundlag for at nægte at svare på udvalgets spørgsmål. Det er svært at se, hvordan de udtalelser passer med teorien om, at der ikke er sket noget mistænkeligt.

FBI-undersøgelsen kan føre til strafferetssager. Det er Trump-administrationens største problem. Sådanne sager vil blive ført ved domstolene. En rigsretssag er politisk og ikke juridisk. Og alle beviser indtil videre peger på, at det Republikanske flertal i kongressen allerede har valgt at vende det blinde øje til Trumps potentielle kriminelle handlinger og forfatningsstridige forbindelse til sine virksomheder.

Spændingen bliver ikke bare forøget af de historiske omstændigheder. James Comey ved, hvordan han skal fortælle en historie. Da han vidnede tilbage i 2007, gav han en af de mest dramatiske fortællingerne, der igangsatte et politisk jordskælv, og som kostede den daværende justitsminister Alberto Gonzalez sit job. Comey fortæller om, hvordan han som fungerende justitsminister havde nægtet at godkende et hemmeligt NSA projekt, fordi det kunne være ulovligt. Daværende justitsminister John Ashcroft var indlagt på hospitalet. En aften i marts blev Comey klar over, at Alberto Gonzalez, den daværende advokat i Det Hvide Hus og stabschef Andy Card var på vej til hospitalet i et forsøg på at få Ashcroft, der var syg, til at godkende NSA-projektet.

Comey nåede frem først. Den efterfølgende historie er som taget ud af et oscar-nomineret drama.

Comeys vidneudsagn varede 20 minutter og er i dag anset som et af de mest dramatiske høringerne i moderne historie.

Torsdagens høring kan på samme måde overgå i historiebøgerne. Og selv hvis Comey siger så lidt som muligt, kan det meget vel blive startskuddet til strafferetssager og en fremtidig rigsretssag.