Et (lidt for) tidligt kig på midtvejsvalget
4. september 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Kongresmedlemmer tænker allerede på genvalgschancer i 2018. Efterårets politiske beslutninger bliver taget med dem i baghovedet. Kongressen.com forklarer dynamikkerne, der er i spil

Washington D.C. — Hvis du er medlem af den amerikanske Kongres, er der én ting, du tænker på hver eneste dag:

Genvalg.

Det siger måske sig selv, men ingen dynamik driver amerikanske politikere mere i forhold til, hvordan de opfører sig, hvordan de planlægger deres skemaer, og hvordan de stemmer. Vil du forstå politiske beslutninger, er du nødt til at kigge på det miljø, der driver genvalgsmulighederne.

Vi kommer til at analysere Demokraternes muligheder for at genvinde magten i Repræsentanternes hus, og hvad det vil få af betydning senere. Men i første omgang kigger vi på, midtvejsvalget mere generelt, og hvad der dikterer det politiske miljø.

Alle 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus er på stemmesedlen næste år, mens en tredjedel af senatorerne skal søge genvalg.

I realiteten er det dog kun omkring en fjerdedel af distrikterne, der er i spil. Samtidig er genvalgsraten ekstremt høj. 97 procent af Husets medlemmer blev genvalgt i 2016, mens 87 procent af senatorerne blev sendt tilbage til Kongressen. I Huset har raten ikke været under 85 procent siden 1964. Den laveste rate i Senatet var 55 procent, men i de seneste 10 valg ligger den stabilt omkring 85.

Vælgerkorpset ser desuden markant anderledes ud. Der er langt lavere valgdeltagelse. I 2014 fandt sølle 36,4 procent af vælgere vej til stemmeurnerne. Det var den ringeste valgdeltagelse siden 2. verdenskrig. Vælgerne er i gennemsnit ældre, hvidere og har et højere uddannelsesniveau. Det er generelt til Republikanernes fordel. Deres koalition bygger i højere grad på disse segmenter.

Men midtvejsvalg handler i lige så høj grad om entusiasme blandt din base. Derfor har Republikanerne en ulempe alene på grund af det faktum, at deres parti sidder på magten i Det Hvide Hus. Det regerende partis vælgere er typisk mindre motiverede og den siddende præsidentens parti mister typisk en håndfuld sæder i senatet, og over midtvejsvalgene fra 1994-2014 mistede de 24 sæder i Huset. De to gange hvor en siddende præsident har vundet midtvejsvalget har det været under unikke omstændigheder: Clinton i 1998 og Bush i 2002.

1998 var ironisk nok på grund af Lewinsky-skandalen og det bagslag, som Republikanernes aggressive kampagne medførte. Bush kom i en periode, hvor 11. september stadig sad i folks bevidsthed, og hvor landet var i krig med Afghanistan.

Du kan få et bedre overblik over, hvilke distrikter der er i spil ved at kigge på, hvordan distriktet stemte til de sidste to præsidentvalg. Cook Polical Report anslår, at der er 72 distrikter i spil i 2018, men det tal kan naturligvis ændre sig før 2018. Hvis du er Demokrat i et Trump-distrikt (fx Peterson i MN-07) eller Republikaner i et Clinton-distrikt (Curbelo i FL-26) er du som hovedregel i fare.

Derudover er der fem pejlemærker, du kan følge for at få en ide om, hvilke veje de politiske vinde blæser.

Den første er den såkaldte generic Congressional Ballot, der måler hvem vælgerne ville stemme på til Kongressen, hvis valget var mellem en Demokrat og en Republikaner. Denne indikator er en de bedste måder, vi allerede nu kan bruge til at forudse, hvad der kommer til at ske i november 2018. RealClearPolitics har Demokraterne oppe med 8,6 procentpoint i snit, mens 538 giver dem et forspring på 10,2. Holder den margin frem til november 2018, har Demokraterne en god chance for at overtage flertallet i Huset. Senatet er en anden sag, og vi kommer ind på hvorfor senere.

For det andet er midtvejsvalg altid et referendum på den siddende præsident. Kigger du tilbage på samtlige midtvejsvalg siden 1946, så giver approval ratings et godt indblik i, hvor mange pladser i Huset der skifter farve. Tag de numre med et gran salt. Som du kan se er fejlmargin temmelig stor. Hvis Trump har en approval på 45 procent kan der ske alt fra, at GOP ikke mister pladser i Huset, til at de taber 65 (!). Men det giver os stadig en indsigt i, hvor vi skal starte analysen.

Kigger vi på tallene nu, så kommer Præsident Trump til at være giftig for de fleste medlemmer af sit parti. Han er ikke bare historisk upopulær, intensiteten i strongly approve/strongly disapprove er gyselig. Omkring 20 procent af sandsynlige vælgere støtter ham helhjertet, mens cirka 47 procent er kraftigt imod ham. Intensiteten er typisk en bedre indikator, fordi det som nævnt kun er de mest motiverede, der stemmer i midtvejsvalg.

Det betyder ikke nødvendigvis, at du kommer til at se Republikanske politikere, der vender ryggen til Trump. De er fanget i en klassisk catch-22. De er afhængige af hans vælgere, der er mere loyale overfor præsidenten end det Republikanske lederskab.

For det tredje skal du holde øje med kandidatrekruttering. Research peger på, at kvaliteten af kandidater har stor betydning for valgresultater, og en stor del af partiernes strategier fokuserer på at finde de mest egnede. De fleste kandidater til Kongressen er ikke kendte personer. Selv i de stater, som de stiller op i. Name-ID spiller en væsentlig rolle, både i forhold til kandidaters evne til at fundraise og tiltrække aktivister og dygtige konsulenter.

Omvendt kan dårlige kandidater koste partierne dyrt. Tænk for eksempel på Republikaneren Todd Akin i 2012. Han stillede op imod Demokraten Claire McCaskill i en temmelig konservativ stat, hvor han burde have vundet. Men Akin klokkede gevaldigt i det, da han på et spørgsmål om abort foreslog, at kvinders krop kunne ”lukke ned for det, hvis der var tale om en legitim voldtægt”.

Der er tidlige tegn på, at Trump-æraen har aktiveret venstrefløjen. Ifølge en analyse fra Brookings er der et usædvanligt stort antal Demokrater, der allerede nu er stillet op til Kongressen. Emily’s List melder også, at de er blevet kontaktet af mere end 11.000 kvinder, der vil stille op til politiske embeder.

Desuden kan medlemmer, der træder tilbage åbne op for distrikter, der ellers var ude for rækkevidde, eller gøre allerede sårbare distrikter endnu mere sårbare. I de næste måneder kan vi komme til at se en række medlemmer gå på pension som Ileana Ros-Lehtinen (R) allerede har gjort i FL-27 eller erklære, at de stiller op til til større embeder som Jacky Rosen (D-NV3), der udfordrer Dean Heller til Senatet.

For det fjerde handler det om penge. Jo flere, jo bedre. Amerikansk kampagner er afhængige af store mængder penge til at bygge en organisation op fra bunden, betale regninger og reklamere på tv, internet og radio. Hold øje med, hvilke stater partierne satser på, og hvilke kandidater der formår at indsamle dollarsedler på stribe.

For det femte er det værd at holde øje med strukturelle faktorer, der i lige så høj grad afgør en stor del af valgresultaterne.

For eksempel har Demokraterne en forfærdelig hånd, når det kommer til Senatet. Fem af deres senatorer sidder i postkasserøde stater, hvor Trump vandt overlegent i 2016. Republikanerne har blot to stater, som de skal forsvare – Arizona og Nevada. Kun Heller i Nevada sidder i en Clinton-stat. Desuden sidder Republikanerne i højere grad på magten i små stater, der sender lige så mange senatorer til D.C. som Californien og New York. Den geografiske fordeling, og at demokratiske vælgere er samlet i større stater, er hovedgrunden til, at deres chancer for at tage Senatet i 2018 er små.

Samtidig giver såkaldt gerrymandering, altså den måde distrikterne er blevet tegnet på, en stor fordel til Republikanerne. Og den skade bliver endnu større af, at Demokratiske vælgere i stigende grad klumper sig sammen i byer. Det såkaldte median distrikt i Huset har et stærkt GOP-bias som David Wasserman forklarer. Trump tabte med 2,1 procentpoint på landsplan, men vandt median-distriktet i Huset med 3,4 procentpoint. Hvad betyder det reelt?

Ifølge en analyse fra Decision Desk HQ kan Demokraterne få 54 procent af stemmerne på landsplan, men stadig kun få 206 pladser i Huset, hvilket efterlader Republikanerne med 229 medlemmer og flertallet.

De fleste tegn peger på en Demokratisk fordel i skrivende stund. Men det står samtidig klart, at deres geografiske og demografiske problemer kan blive en gigantisk hæmsko. Det er for eksempel i realistisk scenarie, hvor de vinder flertallet af stemmerne i Huset, men stadig ikke genvinder det faktiske flertal og tilmed taber pladser i Senatet.

Republikanerne kan omvendt heller ikke læne sig tilbage med ro. Entusiasmen i den Demokratiske base virker reel og holdbar, så længe Trump er præsident. Samtidig er han historisk upopulær med en stabil økonomi og uden nationale kriser.

Det kan alt samme nå at ændre sig. 2018 er stadig et stykke ud i fremtiden. Men kig på de fem faktorer i løbet af de næste måneder, og så har du en god ide om, hvordan kampen om Kongressen kommer til at udfolde sig.

Om forfatteren:

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Har tidligere arbejdet for forskellige amerikanske valgkampagner og er i dag bosiddende i Washington D.C., hvorfra han skriver om valgkampsteknik og vælgeradfærd for Kongressen.com

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.