Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Første år i Trumps D.C.

Donald Trumps første år som præsident har afsløret en række ubehagelige sandheder om Amerika, hendes institutioner og politik i sumpen.

Washington D.C. – Donald Trump er USA’s præsident.

Nogle gange tvinger tanken dine søvnige øjne åbne.

Andre gange er det blinket fra en Twitter-notifikation eller ordene BREAKING fra en vilkårlig nyheds-app.

Det kan være en samtale, du overhører på fortovet, i larmen af en happy hour eller under ekstranummeret til en koncert.

Måske er det et dybt suk fra en kollega efterfulgt af: ”Har du set, hvad han nu har sagt?”

Alt for ofte har det været min egen udmattelse, der har gjort sætningen ”har du noget imod, at vi ikke taler om Trump” nødvendig for at vedligeholde forstanden.

Du ved aldrig rigtigt, hvornår på en given dag,  at du igen, igen, igen bliver konfronteret med udueligheden og uvidenheden, der definerer manden i Det Hvide Hus. Det øjeblik, der sender dig igennem en eller alle de fem stadier af sorg.

Donald Trump er USA’s præsident.

Hans første år i det ovale kontor har suget verdens opmærksomhed. Intrigerne i hans administration har overgået ethvert reality tv-show. Det er som trafikulykken, du sænker farten for at undersøge. En moderne tragikomedie. Veep i den virkelige verden, hvor inkompetence driver dagen, og de mest absurde jokes og manuskripter aldrig er blevet kasseret.

Mængden af nyheder i amerikansk politik oversvømmer din hukommelse. I søndags kom det for eksempel frem at:

  • Muellers undersøgelse om muligt samarbejde mellem Rusland og Trump-kampagnen havde nok beviser til at tiltale den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og hans søn
  • Adskillige medlemmer af administration var indblandet i de såkaldte Paradise Papers og skattely
  • Særligt handelsministeren Wilbur Ross, der stadig havde en finansiel andel i et shippingfirma med forbindelse til Putins svigersøn og havde tjent millioner på et område, der involverede hans ressortområde
  • Et af USA’s værste masseskyderier ramte en kirke Texas. De 26 omkomne var mellem 18 måneder og 77 år
  • Senator Rand Paul meddelte, at skaderne fra et overfald i sit hjem var værre end antaget, og at han kunne være væk fra Senatet i et stykke tid
  • Den russiske advokat fra den infamøse møde i Trump Tower påstod i Bloomberg, at Donald Trump Jr. havde talt om at ændre på den såkaldte Mignitsky-lov, et af Ruslands største politiske mål, i det samme møde, hvor han bad om inkriminerede information på modkandidaten Hillary Clinton. Dette kunne være quid pro quo og efterlader præsidentens søn sårbar over for kriminel retsforfølgelse
  • I et møde med leder af indianske stammer foreslog præsident Trump, at de kunne bryde føderal lov

 

Og ja. Det var bare søndag.

Under Obama-administrationen var det en skandale, da han gav honnør med en kop kaffe i hånden. Eller dengang han mødte pressen i et beigefarvet jakkesæt (en skandale i sig selv, men ikke ligefrem af den kaliber, som Fox News gav det ved at give det flere dages dækning).

Der er en stående joke i D.C., som du støder på hver uge. Oftest mandag eller tirsdag.

”I det mindste er det fredag.”

Og hver fredag er det:

“Sikke et år den her uge har været.”

Præsidenten kan tweete, at han vil have sit justitsministerium til at retsforfølge sin tidligere politiske modstander. Og to dage senere er det ikke engang en historie, der trækker spalteplads længere.

Kaosset og skandalerne fra Trump-administrationen minder om et spil whack-a-mole. Så snart du har ramt en, dukker den næste op. Og efterhånden udmatter spillet dig, og du misser nogle af dem, lige meget hvor godt du følger med.

Det bedøver din evne til at blive chokeret. Antænder dit stemmebånds længsel efter at skrige. Deprimerer dit humør. Smuldrer illusionen om et Amerika, der trods hendes mangler og uretfærdigheder stadig omfavner liberale principper, kæmper for en bedre union og stræber efter en moralsk kurve, der i sidste ende ville bøje imod retfærdighed.

Du balancerer mellem at fremstå rationel og sober – særligt i en alder hvor clicks skabes gennem de mest bombastiske overskrifter og hyperbolske udtalelser – og at kalde en spade for en spade baseret på, hvad der rent faktisk foregår. Præsidenten kan tweete, at han vil have sit justitsministerium til at retsforfølge sin tidligere politiske modstander. Og to dage senere er det ikke engang en historie, der trækker spalteplads længere.

Det kræver hverken et originalt intellekt eller en særlig analytisk evne at være meningsdanner, når det kommer til USA’s præsident.

Skru op for brandalarmen og råb ”utilgiveligt” og ”frastødende” fra din moralske højborg. Tolk alle handlinger som værende meget alvorlige. Giv et forbløffet smil og en let hovedrysten i kameraet og erklær, hvor tosset det hele er. Som en tv-kritiker, der kommenterer på de seneste udviklinger i ”Vild med Dans”.

Alt for ofte fortaber du dig i den sisyfosiske øvelse, det er at kritisere den nuværende administration.

Træder du et skridt tilbage, er udsigten ikke kønnere.

Donald Trump er både symptomet og sygdommen på, hvad der står som Amerikas største udfordring. Hans tid som præsident har accelereret splittelsen i det røde og det blå USA, hvor der eksisterer to parallelle parti-faktuelle virkelighed, og hvor hadet til det andet parti kan retfærdiggøre enhver opførsel fra dit eget. Se bare forsvaret for Senatskandidaten Roy Moore i Alabama, der torsdag blev anklaget for seksuelle handlinger med en 14-årig pige, da han var 32 i en historie i Washington Post. En lokal GOP-formand nægtede at tro på historien. En anden ville stadig stemme på Moore, fordi han aldrig kunne forestille sig at stemme på den Demokratiske kandidat. Med manden i Det Hvide Hus er der noget, der kan diskvalificere politiske kandidater længere?

Trumps politik har genåbnet landets evige kamp med racisme. Og hans personlige impulser har udfordret demokratiske normer og afsløret, at de illiberale, autoritære og reaktionære strømninger, der karakteriserer Europas demokratier også flyder vest gennem Atlanterhavet.

Og så har det bevist, at valget af Donald Trump for de fleste aldrig rigtig handlede om lovgivning. Imens spillet om skattereform er i gang i Kongressen, er det værd at huske på, hvad Trump-kampagnens skatteplan var i 2016.

”Hvis du er single og tjener under 25.000 dollars eller gift og tjener over 50.000 dollars, skylder du ingen indkomstskat. Det frigiver næsten 75 millioner husholdninger – mere end 50 procent – fra at betale skat på indkomst. De får en blanket, de kan sende til skattestyrelsen, hvor der står ”Jeg vinder”. Enhver som normalt ville betale skat vil spare næsten 1.000 dollars i gennemsnit.”

Ja, det var hans skatteplan. I stedet har hans succes været som en kulturel force, der genskabte respekt og en tilbagevenden til social konservatisme. Og indtil videre har han leveret fuldt ud. Han har skabt debat om NFL-spilleres protester. Om statuer fra de gamle Sydstater og hvid nationalisme. Om religiøs frihed. Om elitære medier. Om politisk korrekthed.

Det er sandt, at visse institutioner har begrænset præsidentens værste impulser. Domstolene har fortsat deres rolle. Justitsministeriet har til en vis grad opretholdt uafhængighed med ministeren Jeff Sessions, der erklærede sig inhabil i Rusland-undersøgelsen og udpegelsen af specialanklageren Bob Mueller efter fyringen af FBI-direktøren Jim Comey. Kongressen har gennemført sanktioner med Rusland uden om Det Hvide Hus.

Men tag ikke fejl. Ovenstående er undtagelser.

Trump-administration er et skræmmende eksempel på et amerikansk kakistokrati. Der er ingen hjemme i udenrigsministeriet. Miljøagenturet bliver ledt af en klimaforandringsbenægter. Uddannelsesministeriet chef tror ikke på offentlig uddannelse. Den nominerede kvinde til at være USA’s globale ambassadør for kvinders rettigheder er anti-abort og har sammenlignet det med Holocaust. Hver nominering i administrationen virker som et eksperiment i Poe’s lov.

Desuden er der et godt argument om, at Trump selv er i strid med forfatningen og er skyldig i korruption. Præsidenten er mere interesseret i at fremstå som en god præsident end rent faktisk at være en god præsident. Hans fyring af FBI-direktøren Jim Comey var et enormt brud på demokratiske normer. Han er en uvidende egoist. Hans håndtering af naturkatastrofen i Puerto Rico og terrorangrebet i New York har afsløret, at han ikke er interesseret i at være præsident for hele USA, men ser befolkningen gennem valgmandskollegiets linse, og hvem hans politiske venner og fjender er. Og så er der selvfølgelig hele den russiske affære, der med de to første tiltaler og den første tilståelse i sidste uge nåede dybere ind i Trump-kampagnen.

Republikanerne har ikke udvist appetit for at holde ham ansvarlig. Demokraterne snakker allerede om en rigsretssag, hvis de genvinder Huset i 2018. Det er svært at nå frem til andre konklusioner, end at USA er på vej imod en forfatningskrise.

Kandidaten Donald Trump lovede, han ville dræne sumpen i D.C. Præsident Trump har ikke vist interesse i det projekt. Men han lovede også at sende chokbølger igennem et dysfunktionelt Washington. Og her kan der ikke være nogen tvivl. Det Washington han har skabt efter et år, er fundamentalt anderledes.

Og det Washington han efterlader, vil aldrig blive det samme igen.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen