Foo Fighters – amerikansk rock når det er bedst
27. juni 2017  //  Af:   //  Portrætter  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

På fredag gæster et af Amerikas mest legendariske rockbands Danmark. Det sker nærmere bestemt klokken 22 på Roskilde Festivals Orange Scene, hvor Dave Grohl og resten af Foo Fighters tjekker ind.

En tidlig sensommermorgen i Sydney for godt seks år siden, sad jeg i min lejlighed i Sydney og var ved at binde mine løbesko. Sammen med min gode ven og kollega, Jonas Løvschall-Wedel, var jeg ved at træne op til at løbe Sydney Half Marathon, og vi havde derfor aftalt at mødes hos Jonas og derfra løbe en længere tur sammen.

Jonas og hans australske kone, Tanny, boede i det nordvestlige Sydney, nærmere bestemt i Lilyfield, mens jeg selv boede inde i centrum, nær Darling Harbour, små fem kilometer fra deres lille hus.

Den hurtigste måde at komme dertil var med letbanen, men jeg besluttede mig i stedet for at gå. Der var noget, jeg lige ville gå og lytte til i ro og fred. Og da vejret var godt, var det oplagt.

Nogle dage forinden havde jeg i lufthavnen på vej til Cairns købt det nye Foo Fighters album ‘Wasting Light’, men hotellejligheden var beklageligvis uden cd-afspiller, så jeg måtte vente til jeg kom tilbage til Sydney, før jeg kunne få albummet ned på min iPod.

Jeg begyndte at slentre ned af Broadway og ned gennem bydelen Glebe, mens jeg tændte for musikken:
“These are my famous last words!” lød første linje, nærmest skrålet af bandets forsanger, stifter og indpisker, Dave Grohl. Åbningsnummeret ‘Bridge Burning’ var forrygende, og blev efterfulgt af de mindst lige så forrygende numre ‘Rope’ og ‘Dear Rosemary’, hvor den gamle rockveteran Bob Mould gjorde bandet selskab.

Det var en fantastisk gåtur og det passede med at jeg havde hørt det sidste track på pladen, Walk, færdig et par minutter før jeg nåede Jonas og Tannys hus.

Jonas stod ude ved trappen op til hoveddøren og var ved at varme lidt op.
“Jeg har et album, du skal høre, når vi kommer tilbage. Det er en af de bedste plader, jeg nogensinde har hørt,” indledte jeg, og kom først bagefter i tanke om, at ord som hej eller hvordan går det? plejede at være det, man normalt indledte en samtale med.
Jonas grinede lidt og svarede så:
“Fedt! Hvad er det for et?”
“Det nye Foo Fighters! Det er helt suverænt! Jeg har lige hørt det, mens jeg gik herud,” svarede jeg.
Han nikkede og vi begav os ud på løbeturen.

Et par dage senere fandt jeg ud af, at der i forbindelse med udgivelsen af ‘Wasting Light’ var blevet lavet en dokumentarfilm om bandets historie, heriblandt tilblivelsen af det nye album. En film, som ville blive vist henne i den lokale biograf ved et helaftens arrangement. For i forlængelse af filmen, ville man få muligheden for at overvære en 3D koncert med bandet, optaget hjemme i Dave Grohls garage. Det samme sted som de havde indspillet det nye album. Et usædvanligt element, men des mere, jeg satte mig ind i bandet og læste om Dave Grohl i særdeleshed, des tydeligere blev det for mig, hvor skrap han var (og fortsat er) til netop dette.

Evnen til at tænke nyt, modet til at sige: nu gør vi noget andet, end det vi plejer. Og formatet til at kunne eksekvere ideerne.

Forud for udgivelsen af udgivelsen af ‘Wasting Light’ havde Foo Fighters spillet to udsolgte koncerter på Wembley i London og samtidig havde monsterhittet ‘The Pretender’ taget verden med storm. Nu ventede alle på, at bandet ville gøre alt muligt vildt. Men Dave Grohl havde en anden plan. Hvorfor ikke lave den næste plade hjemme i hans garage på gammeldags bånd, så der ikke var mulighed for at sidde og pudse lyden af i diverse computerprogrammer efterfølgende? Det ville både være nyt, anderledes og udfordrende. Og som Grohl så tilføjede i dokumentarfilmen:
‘But let’s do it with Butch Vig, so it’s fucking huge!’
Butch Vig var manden, der i sin tid havde produceret det berømte Nirvana-album ‘Nevermind’-album, som løftede Grohl og hans to gamle bandkammerater Krist Novoselic og Kurt Cobain op på rockmusikkens allerøverste hylde.

Resultatet af garageoptagelserne under Butch Vigs kyndige ledelse blev ‘Wasting Light’, der med rette er blevet kaldt et af de bedste Foo Fighters album i flere år.

Hvad der skulle ske derefter, var der kun Grohl, der vidste. De skulle næppe optage hjemme i en garage igen. Det havde de jo lige gjort. Derfor tid til at gå i en ny retning. Udtænke en ny ide og udleve den.

Ideen skulle vise sig at blive en af de mest helstøbte, Grohl nogensinde havde fået. For ‘Sonic Highways’ var ikke blot titlen på bandets kommende album. Det var samtidig titlen på en dokumentarserie om den amerikanske musikhistorie, fortalt fra otte forskellige dele af USA. Og med forskellige musikalske input til den nye Foo Fighters plade til følge.

De otte afsnit blev vist på HBO, og hvert af de otte sluttede med at bandet spillede det nummer, de havde lavet det sted fra, akkompagneret af lokale musikere.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt ‘Sonic Highways’ og det er også blevet til mere end et par gange, at jeg har fået set serien.

Ville der så komme en ny omgang ‘Sonic Highways’, lød spørgsmålet straks efter seriens slutning og udgivelsen af albummet? Med andre ord: ‘Etteren var fantastisk! Kommer der en toer?’ Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det gjorde der formentlig ikke. Det ville ligne Grohl dårligt at lave det samme en gang til. Selv om det havde været en succes sidste gang.

Og det ser da heller ikke ud til at være tilfældet. De første par sange fra det kommende album ‘Concrete And Gold’, der udkommer 15. september, er nu en del af festivalsetlisterne denne sommer. Inklusiv den forrygende ‘Run’, hvor Grohl selv har instrueret musikvideoen. Der bliver hamret igennem i bedste Foo Fighters stil. Men alligevel er det anderledes end både ‘Sonic Highways’ og ‘Wasting Light’. Og det er netop det, der gør at bandet på snart 25 år fortsat kan henrykke over hele kloden. De bliver ved med at tænke nyt, de bliver ved med at udvikle sig, de bliver ved med at tænke stort og de bliver ved med at være sig selv.

Det er blot nogle af de mange grunde til, at jeg er en af de mere end 70.000, der fredag aften er at finde foran Orange Scene på Roskilde Festival. For Foo Fighters er amerikansk rock når det er bedst. Og Dave Grohl en kilde til inspiration.

Se videoen til ‘Run’ her

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter' og senest 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om præsident Kennedy, der udkommer i foråret 2017.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.