Forandringens vinde rusker i Republikanernes energipolitik
29. juni 2018  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Der tegner sig et paradoks i det centrale USA. På trods af den republikanske energipolitik, som søger at fremme kul- og atomkraft og samtidigt er kritisk indstillet overfor vedvarende energi, sker der en kraftig vækst inden for vindkraft i en række republikanske stater. Antallet af vindmøller på amerikansk og republikansk jord kommer kun til at stige, hvilket så småt er begyndt at udfordre de ellers så fasttømrede dogmer i amerikansk klima- og energipolitik.

Af Lars Kobbelgård

Når du hører om amerikansk klima- og energipolitik, hører du ofte om kul – specielt når det er republikanernes politik, der er tale om. Kul fylder meget i amerikansk politik, og i 2016-valgkampen var kul et af Trumps foretrukne emner. Du har måske hørt Trump kalde klimaforandringerne ”a hoax”, og hørt ham tale om ”beautiful, clean coal”, hvilket må siges at være et imaginært begreb, omtrent lige så virkeligt som enhjørninger. Amerikanerne bruger da også meget kul, også selvom andelen kulkraft på el-nettet er faldet kraftigt over det seneste årti.

Derimod er det nok de færrest, der forbinder USA med vindmøller og solceller, men det er fejl. De vedvarende energikilder buldre nemlig frem i USA, og det er ikke kun i demokratiske klima-dukse-stater som Californien og New York. Faktisk produceres mere end to tredjedele af den amerikanske vindenergi i stater, der stemte på Trump i 2016.

Vindindustrien har bragt tusindvis af jobs og økonomisk vækst til tyndbefolkede landbrugsområder, som har haft problemer med affolkning og økonomisk nedgang i årtier. Derfor er en gruppe af republikanske kongresmedlemmer og guvernører nu begyndt at bryde med den republikanske energipolitik. De bruger deres politiske indflydelse på at sikre gode forhold for vedvarende energi for derved at beskytte de mange arbejdspladser vindindustrien har skabt i deres stater. Dette vil over de kommende år påvirke den amerikanske energipolitik, og gøre det endnu sværere for Donald Trump at indfri sit valgløfte om at bringe kul og kuljobs tilbage.

Det amerikanske vindbælte strækker sig fra Texas i syd til North Dakota og Montana i nord og er kendetegnet ved flade, åbne og tyndt befolkede arealer, samt en kraftig og regelmæssig vind, der blæser over de store sletter. Det er denne vind og de tusinder af vindmøller der opføreres i disse stater, som har givet tilnavnet vindbæltet. Dette har gjort republikanske stater som Texas, Kansas, North Dakota og Iowa til nogle af frontløberne inden for vedvarende energi i USA. Selv Wyoming, som står for næsten 40% af den samlede amerikanske kulproduktion, dækker omkring 10% af sit elforbrug med vindenergi og har landet største vindenergiproduktion målt per indbygger. Selvom republikanske vælgere og politikere fra disse stater ikke ytrer megen bekymring over klimaforandringer, er de for alvor ved at blive lune på det enorme potentiale vindkraft har i disse stater. Det er med andre ord ikke isbjørne og smeltende poler, der driver investeringerne i vindkraft – det er ren business og vindenergi er god forretning i disse tider.

Mens kul- og atomkræftværker lukker på stribe, stiger andelen af el fra gas, sol og vind på det amerikanske elnet. De samlede omkostninger per kilowatt for vind- og solenergi er lavere end for gas og er under halvdelen af omkostningerne for kul og atomkraft. Desuden er priserne for vedvarende energi faldende, mens prisen på gas generelt anses for at være unaturligt lav og den forventes derfor stige i de kommende år. Tech-giganter som Google, Facebook og Apple har læst skriften på vægen og etablerer derfor datacentre med tilhørende vindmølleparker i vindbæltet. For firmaerne er dette et win-win, hvor de både sikrer sig den billigste elektricitet, men også kan bryste sig at være drevet på vedvarende energi, som Apple og Google der begge er drevet af 100% vind- og solenergi.

Successen er ikke til at tage fejl af. Staten Iowa for eksempel dækker tæt på 37% af sit elforbrug med vindenergi og har landets 6. laveste elpriser. Vindindustrien har bragt 9000 jobs til Iowa og hvert år inkasserer jordejere i staten 25 millioner dollars i lejeindtægter fra vindmølleparkerne. Vindindustrien har således leveret et kæmpe boost til staten og dens 3,1 millioner indbyggere, og endnu engang er det værd at bemærke, at arbejdspladserne i vindindustrien skabes i de tyndtbefolkede områder, hvor der er allermest brug for dem. Det er derfor ikke overraskende at statens guvernør, republikaneren Kim Reynolds, har taget kampen op mod den skepsis, mange republikanere nærer over for vedvarende energi, og forsøger at overbevise sit parti om, at vedvarende energi er vejen frem.

Stater af stor betydning
Iowa er blot en af mange stater i det centrale USA, som oplever de positive følger af vindindustriens fremgang på de store sletter. Politisk set ligner en del af disse stater hindanden. Der er tale om landbrugsstater med relativt små befolkninger, som stemmer overvejende republikansk. Men på trods af deres små befolkninger har disse stater en stor magt i amerikansk politik. I senatet har hver stat som bekendt to stemmer, Wyomings halv million indbyggere har derfor samme stemmekraft som Californiens knap 40 millioner. Det kan derfor vise sig at få stor betydning, hvilken side landbrugsstaterne svinger til i fremtidens energi- og klimapolitiske afstemninger.

Også tidligere har senatet spillet en stor rolle i klima- og energipolitikken. Både Clinton og Obama havde store klima- og energireformer på boret, som blev stemt igennem i repræsentanternes hus, men i begge tilfælde blev reformerne bremset af senatet. Senatets vetoer er således en bærende grund til at amerikansk klimalovgivning ikke har rykket sig synderligt, siden Jimmy Carter var præsident. Vindkraftens store indtog og fortsatte vækst på de store sletter kan derfor få stor betydning for fremtidens amerikanske klimapolitik. Republikanerne kommer næppe med et klimaudspil, men når demokraterne genvinder det hvide hus, vil de have et klimapolitisk kort på hånden, som hverken Clinton eller Obama havde. Staterne i vindbæltet kan således blive tungen på vægtskålen, der gør at amerikanerne endelig får en klimapolitik vedtaget i kongressen.

De fleste af os har set minearbejdere i kedeldragter og hjelme stå sammen med Trump i forbindelse med hans taler om at redde arbejdspladser i kulindustrien, og i modsætning til klimaet er arbejdspladser et centralt emne i amerikansk politik. Men på trods af Trumps valgløfter er der ikke gode udsigter for de arbejdsløse minearbejdere. Inden for vedvarende energi er der derimod brug for flere hænder. Det amerikanske beskæftigelsesministerium forventer, at solcelleinstallatør og vindmølletekniker bliver de to hurtigst voksende jobtitler over det kommende årti. Det stigende antal ansatte giver vindmølle- og solcelleindustrien større politisk indflydelse, i forholdet til staternes kongresmedlemmer. Det har i årtier være praksis, at demokratiske senatorer fra kulstater stemmer sammen med republikaneren på det energi- og klimapolitiske område grundet kulindustriens store betydning for disse stater. Men med udviklingen inden for vedvarende energi er det ikke usandsynligt, at vi vil se en lignende tendens, hvor en række republikanske stater fra vindbæltet stemmer med demokraterne på klima- og energipolitiske spørgsmål.

Hen mod slutningen at 2017 fik vi en forsmag på, hvor stor betydning senatorerne fra disse stater kan få for den amerikanske klima- og energipolitik og den grønne omstilling i USA. Under forhandlingerne om vinterens skattereform havde republikanerne i repræsentanternes hus lavet et skattepolitisk udspil, der indeholdt store besparelser på vedvarende energi. Helt konkret indeholdt forslaget en kraftig reduktion to skattefradrag for vedvarende energi, som har stor betydning for vind- og solkraftsindustriens konkurrenceevne. Besparelserne blev dog aldrig en del af den endelige skattereform, hvilket i store træk skyldtes modstand i senatet, hvor en række senatorer fra stater med meget vind- og solenergi kæmpede højlydt imod besparelserne.

Det store spørgsmål bliver så om denne udvikling vil betyde, at en kommende demokratisk præsident vil have bedre held med at indføre en ny klimapolitik end Clinton og Obama, som begge så deres klimaplaner smuldre efter modstand i senatet. Hvis demokraterne skal have nogle republikanere med om bord, er der dog noget der tyder på, at indpakningen bliver vigtig. Selvom kløften mellem demokrater og republikanere på klimaspørgsmålet er større end nogensinde, mener syv ud af ti amerikanere at regeringen skal investere flere offentlige midler i vedvarende energi frem for olie og gas. Det tyder altså på, at det er muligt at samarbejde henover midten på energipolitik og sikre den fortsatte udbredelse af vedvarende energi og derved begrænse CO2 udslippet. Det vil dog unægteligt blive en svær balancegang, og med miljøgrupper på den ene side og klimafornægtere på den anden vil der være stor risiko for, at forhandlingerne går i hårdknude og ender i en ophedet diskussion om global opvarmning.

Om forfatteren:

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.