Giver Trumps kurs Kina en strategisk mulighed i Stillehavet?
6. februar 2017  //  Af:   //  Perspektiv, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Situationen mellem USA og Kina er højspændt i øjeblikket efter en række bombastiske udtalelser fra både præsident Trump og den nye udenrigsminister Rex Tillerson. Men hvordan reagerer Kina på den nye situation? Kongressen.com har spurgt Andreas Bøje Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier om lige netop dette.

Siden 2011 forsøgte Obama-regeringen i vidt omfang at flytte USA’s udenrigspolitiske fokus mod Asien, og særligt den strategiske udfordring som Kinas stigende status præsenterede. Under den amerikanske valgkamp gjorde Donald Trump, og senest i sin indsættelsestale, det så klart, at USA ikke længere vil bære byrderne for international sikkerhed, og lægger dermed op til en mere tilbagetrukken rolle. Som en af sine første handlinger som præsident, trak Trump også USA ud af den ellers meget ambitiøse frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership.

Alt dette burde efterlade en strategisk åbning for Kina i det vestlige Stillehav. Samtidig har Trumps udenrigsminister Rex Tillerson dog også meldt ud, at USA om nødvendigt skal anvende magt for at sikre sine interesser i det Sydkinesiske Hav.
Så hvordan forholder kineserne sig til den nye præsidents bombastiske og modsatrettede udmeldinger, og også overfor sine naboer, som nok i øjeblikket er meget afventede overfor om de kan forvente amerikansk hjælp, som Obama ellers lagde op til.

Kongressen.com har snakket med Andreas Bøje Forsby fra Dansk Institut for Internationale Studier, som forsker i kinesisk sikkerheds- og udenrigspolitik for at få en idé om hvordan Kina ser på det strategiske miljø, som udfolder sig i Asien i øjeblikket.

Har kineserne fundet ud af hvordan de skal forholde sig til den nye amerikanske præsident og de bombastiske udmeldinger fra Washington?

Nej, de kinesiske ledere forholder sig stadig temmelig afventende og har svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på. På den ene side har man søgt at byde præsident Trump velkommen med en række officielle udmeldinger, som understreger behovet for samarbejde mellem verdens to største økonomier, og som betoner de to landes mange fælles interesser på den internationale scene (fx kampen mod klimaforandring, terrorisme og spredningen af masseødelæggelsesvåben). På den anden side er der udbredt nervøsitet at spore i forlængelse af Donald Trumps tweets og Rex Tillersons senatsudtalelser om Kinas kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav, som tilsammen indvarsler en mere konfrontatorisk amerikansk linje i sikkerhedspolitisk forstand. Med andre ord hersker der en form for nervøs spænding fra officielt kinesisk hold.

Anser man fra kinesisk side udmeldingerne om en mere tilbagetrukken, eller i hvert fald betinget, amerikansk rolle som en strategisk åbning for større indflydelse i regionen?

Det er helt oplagt, at hvis Trump-administrationen rent faktisk ender med at føre en mere tilbagetrukket kurs i Asien, vil det give Kina blod på tanden for at udfylde det tomrum, der opstår. Her er Trumps aflivning af Trans-Pacific Partnership nok det mest oplagte eksempel, idet kineserne besidder de fornødne økonomiske muskler til at være omdrejningspunkt for et alternativt regionalt frihandelsregime (fx inden for rammerne af Regional Comprehensive Economic Partnership). Det vil selvfølgelig forstærke Kinas i forvejen dominerende handelsposition i regionen, hvor man allerede udgør den største samhandelspartner for næsten alle de sydøstasiatiske lande. Også i diplomatisk og politisk forstand virker det meget nærliggende, at Trump-administrationen ikke har tænkt sig at deltage nær så aktivt i de sydøstasiatiske samarbejdsinstitutioner, som Obamas topfolk gjorde (især de ASEAN-baserede institutioner), hvilket altså øger Kinas politiske indflydelsesmuligheder. Til gengæld synes meget at tale for, at USA med Trump ved roret har tænkt sig at fastholde en forholdsvis aktiv sikkerhedspolitisk profil i Kinas nærområde. Det gælder især løfterne om at styrke den amerikanske Stillehavsflåde og de positive tilkendegivelser om USAs såkaldte Freedom of Navigation Operations, som jo helt primært retter sig mod Kina. Med andre ord er det samlede billede langt fra entydigt.

Man har jo set tættere samtaler mellem den filippinske præsident Rodrigo Duterte og kinesiske ledere. Er det et forsøg på at skubbe USA i baggrunden?

Ja, der er ikke nogen tvivl om, at kineserne er meget lettede over, at Duterte vandt det filippinske præsidentvalg, og Duterte har da også allerede indgået nogle væsentlige samarbejdsaftaler med Beijing. Endnu væsentligere er det, at Duterte har trukket Filippinerne ud af USA’s favn og sat spørgsmålstegn ved selve den amerikansk-filippinske sikkerhedsalliance. Men den måske allerstørste gevinst for Beijing har været, at Duterte har vist sig villig til at ignorere sommerens domsfældelse fra en international voldgiftsdomstol i Haag, der med afsæt i FNs Havretskonvention erklærede Kinas adfærd og krav i Det Sydkinesiske Hav for konventionsstridige. Det har markant lettet det internationale pres på Beijing, at Filippinerne – som under den tidligere præsident havde anlagt sagen ved domstolen – nu er villig til at finde et kompromis med Kina vedrørende deres territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav.

Vi har også set de første flådeøvelser for Kinas første hangarskib foregå i det Sydkinesiske Hav. Hvad skal vi lægge i det? Er det et signal fra Kina om en hårdere kurs for at hævde sin position i regionen?

Der er meget symbolværdi i Kinas første hangarskib, Liaoning, som er genstand for stor national stolthed blandt kineserne. I den forstand er Liaoning et væsentligt symbol på Kinas militære og maritime ambitioner, hvor man ønsker at udfylde den stormagtsrolle, som præsident Xi Jinping i stigende grad italesætter. Omvendt er det vigtigt at holde sig for øje, at Liaoning i teknologisk forstand halter langt efter de amerikanske hangarskibe, og at det derfor ikke på nogen måde forrykker den overordnede magtbalance i Det Sydkinesiske Hav, eftersom den amerikanske Stillehavsflåde relativt hurtigt vil kunne intervenere i en tilspidset situation. Ganske vist har Kinas nabostater i Det Sydkinesiske Hav ikke nogen hangarskibe, men USA vil utvivlsomt ikke kigge passivt til, hvis Kina rent faktisk begynder at bruge Liaoning til at lægge pres på nabostaterne. Under alle omstændigheder er det værd at bemærke, at de territorielle stridigheder i Det Sydkinesiske Hav er på vej ind i et mere roligt leje end længe set. Ikke blot fordi Filippinernes Duterte har vist sig kompromisvillig, men også fordi både Vietnam og Malaysia er rykket nærmere Kina i løbet af den seneste måneds tid. Trumps uberegnelige kurs i Asien vil med stor sandsynlighed yderligere forstærke denne udvikling, hvor de mindre stater i stigende grad orienterer sig mod Kina.

Om forfatteren:

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.