Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Hillary i fuld kontrol

Den tredje tv-debat mellem de tre demokratiske præsidentkandidater blev helt som ventet endnu en sejr til Hillary Clinton. Både Bernie Sanders og Martin O´Malley skal håbe på julemirakler af den større slags, hvis ikke fru Clinton skal ende med at vinde partiets nominering

En af de bedste bøger, der til dato er skrevet om Hillary Clinton, er skrevet af Watergate-journalisten Carl Bernstein. Den udkom tilbage i sommeren 2007 og har titlen ´A Woman In Charge´. Bogen er et både velskrevet og dybdegående portræt af en af de mest magtfulde kvinder i moderne amerikansk politik. Og fortællingen om en kvinde, der tilbage i sommeren 2007 lignede et godt bud på USA´s næste præsident.
Sådan gik det som bekendt ikke helt, og otte år efter indtager fru Clinton nok engang rollen som demokratisk favorit. Forskellen på den gang og nu er imidlertid, at der ikke er nogen ung, karismatisk, veltalende senator fra Illinois, der kan true hende.

Clintons suverænitet blandt de demokratiske kandidater blev nok engang demonstreret ved lørdagens tredje demokratiske tv-debat, der fandt sted i New Hampshire. Styrkeforholdet i de nationale målinger viste ifølge RealClearPolitics 55 procent til Hillary, cirka 30 til Bernie Sanders og godt 3 til Martin O´Malley. Der var med andre ord lagt i ovnen til endnu en aften, hvor Sanders ville appellere til venstrefløjen i partiet ved at tale dunder om bankernes grådighed og ønsket om mere velfærd til alle, mens O´Malley igen ville forsøge sig med angreb på fru Clinton, i håbet om, at det kunne udløse en katapulteffekt i hans noget sløje meningsmålinger. Og fru Clinton, ja, hun skulle for så vidt bare spille en sikker sejr hjem og undgå skader, for nu at bruge et fodboldudtryk.

Som sagt, så gjort. Sanders skældte og smældte imod Wall Street, nøjagtig som han gjorde for en måned siden. Og fik dermed konsolideret sig yderligere som venstrefløjens darling. Og som manden, der skal være med til at sikre, at Hillary ikke bliver for midtersøgende i sin politisk kurs og ikke tager Sanders og allierede for givet, når primærræset er overstået.
O´Malley er en presset mand, der højest har et par måneder tilbage før hans præsidentkampagne slutter. Den tidligere Maryland-guvernør har på intet tidspunkt fået sin kampagne op i gear, hvilket gør at han nu er nødt til at være stadig mere krads i sin angreb på både Clinton og Sanders. Det kiskede for en måned siden og det kiksede igen i lørdags, hvor O´Malley i stedet måtte bide publikums buh´en i sig, da han langede ud efter sine to partifæller.

At Hillary Clinton er ´A Woman In Charge´ kunne de færreste, der så debatten, være i tvivl om. Hun ved godt, at det virkelige slag ikke er det, hun lige nu udkæmper mod Bernie Sanders og Martin O´Malley om partinomineringen. Det virkelige slag bliver det, der venter næste år mod Republikanerne om den samlede valgsejr. Derfor er hun allerede nu gået i gang med at angribe Republikanerne og Trump i særdeleshed. En stil, vi formentlig kommer til at se gentaget, når den næste demokratiske tv-debat finder sted i midten af januar 2017.

Til den tid til der blot være et par uger til det går løs i Iowa, og et bud herfra vil være, at vi på det tidspunkt vil se nogenlunde samme billede i målingerne som vi har set den seneste tid. Altså en klar føring til Clinton, efterfulgt af Sanders og med O´Malley som marginalt tredje hjul.

Begge de herrer skal håbe på julemirakler af de større, hvis dynamikken i den demokratiske primærvalgkamp skal ændre sig. For på baggrund af det, vi så i New Hampshire i lørdags, sker det ikke. Snarere tværtimod. For det er en driftsikker Clinton, der lige nu har kurs mod partinomineringen. En Clinton, der udstrålede så meget overskud, at hun sluttede af med at recitere Star Wars og dermed elegant surfede med på den globale Star Wars-bølge. Så skulle Bernstein føle for – og det kan man da kun håbe på – at skrive et par nye kapitler til sin biografi, ville det ikke være nødvendigt at ændre titlen. Det vi så i lørdags var Hillary Clinton i fuld kontrol. Eller som Bernstein skrev det i sin tid: ´A Woman In Charge´.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen