“House of Cards kysser og danser med virkeligheden”
13. marts 2015  //  Af:   //  Interview, Nyheder, Perspektiv  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Lars Mikkelsen spiller en af de bærende roller i 3. sæson, nemlig rollen som den russiske præsident, Viktor Petrov. I dette eksklusive interview med Kongressen.com fortæller han om rollen, politisk drama og tv-seriers betydning

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mirco Reimer, nyhedschef

Det vakte stor opsigt, da traileren til 3. sæson af “House of Cards” blev frigivet en måneds tid før de 13 nye afsnit blev frigivet af Netflix. For et par af brudstykkerne fra den nye sæson afslørede, at danske Lars Mikkelsen spillede en central rolle. 27. februar fik vi så alle sammen syn for sagen, og kunne se, at Mikkelsen folde sig ud som den russiske præsident, Viktor Petrov. En mand, der gør livet surt for Frank Underwood, men som samtidig er den, der forstår ham bedst. Kongressen.com har mødt Lars Mikkelsen til en samtale om rollen i “House of Cards” og seriens betydning for den politiske forståelse. Med alt, hvad der til hører.

Du spiller en af de centrale roller i 3. sæson af ”House of Cards”, nemlig den russiske præsident, Viktor Petrov. En rolle, der har fået stor opmærksomhed, både herhjemme og i udlandet. Hvad siger du selv til, at du fik muligheden for at spille rollen?
”Jeg tænkte lidt: ’Hold da op. Hvordan kom jeg her til?’ Jeg kan stadig ikke rigtig forstå det. Men jeg er meget stolt over det. ”House of Cards” er en af de bedste serier, der findes.”

I kølvandet på, at du spillede spindoktoren i ’Kongekabale’, udtalte du, at du faktisk mente, at virkelighedens politik var sådan, som det blev fremstillet i filmen. Er det på samme måde du har det med den måde, ”House of Cards” skildrer amerikansk politik? At den flugter godt med virkeligheden?
”Jeg tror måske at jeg er blevet lidt klogere siden dengang. Når vi laver drama, så dramatiserer vi jo. Og sætter tingene på spidsen. Jeg tror, at man skal se det som noget, der danser med virkeligheden. Virkeligheden er et element, man er inspireret af. Men det er jo ikke virkelighed. Og det beskriver ikke virkeligheden. Det tror jeg, at vi har meget få forudsætninger for at gøre, faktisk. Men visse personer er jo i politik, fordi de er drevet af nogle forkerte ting. Af ønsket om magt alene. Det kan man jo ikke være i tvivl om, sådan som verden ser ud. Men det er jo ikke gældende for alle politikere. Så det vi laver i eksempelvis ”House of Cards” er en dramatiseret virkelighed. Men folk går til den i det politiske liv. Det gør de da.”

”House of Cards” bliver en forståelsesramme for mange i forhold til at forstå amerikansk politik og opfatte amerikansk politik. Hvordan ser du på det? Altså at fiktion kan være med til at give folk et indtryk af noget, de tror er virkelighed?
”Jeg tænker ikke så meget i de retninger. Jeg har stort set ikke set på Putin for at forberede min rolle som Petrov. Jeg ville skabe karakteren Petrov og ikke en karikatur af Putin. Om Petrov må man sige, at han virkelig kan spillet. Og som Underwood, bryder han spillets regler. Han har lige så meget magt som Underwood. Og det interessante er jo, at Petrov smaddergodt kan lide Underwood. De er nærmest et spejlbillede af hinanden. Lige hensynsløse og lige skruppelløse. De bliver jo næsten som to drenge med legetøj, når de står over for hinanden.”

Sæsonen har fået kritik for måden, den fremstiller Rusland. Selv om det er fiktion og Petrov ikke er Putin. Hvad siger du til det?
”Det er vigtigt at huske, at det er fiktion. Det er jo ikke det, der foregår i virkeligheden. Det er en dramatiseret virkelighed. Men jeg har da tænkt, at Putin-sammenligningen ville være nærliggende. Men netop derfor har vi været så optagede af at skabe karakteren Petrov. For det er dybt uinteressant at lave en imitation. Det var heller ikke det, manuskriptet ville. Men når man tager Pussy Riot ind, så lægger man et meta lag ind, hvor man gør opmærksom på, at det her er dramatik. Og ikke virkelighed”

Ja, for i den virkelige verden er det nok næppe sandsynligt, at Putin ville tillade, at Pussy Riot sidder med til et middagsselskab i Det Hvide Hus, hvor han deltager?
”Nej, det ville de nok ikke komme til. Men der, hvor fremstillingen er god nok er, at en type som Putin ville tænke: ’Kan jeg få taget der her billede med dem, kan jeg fremstå som en verdensmand, der favner mine opponenter.’ Det ser man jo hele tiden i den virkelige verden.”

Når du sidder og iagttager virkelighedens magtspil, tænker du så, at det næsten er som i skolegården, bare i pænere jakkesæt?
”Jeg vil sige det på den måde, at næsten lige meget hvor en politiker kommer fra og uanset hvilken given debat der er tale om, så sker det jo aldrig, at vedkommende stopper op og siger: ’Det er spændende, det du siger der. Det har jeg faktisk ikke tænkt over. Det vil jeg lige gå hjem og finde ud af, hvad jeg mener om.’ Det bliver ofte et nedladende smil, som signalerer at alting preller af, og så kaster de ellers bare lagkager i hovedet på hinanden. Man kan næsten ikke mere. Så man har da ind i mellem indtrykket af, at det er lidt en børnehave. Jeg leder efter et andet ord, men det er ofte det mest rammende. For det at tabe ansigt i selve duellen er væsentligere end den reelle debat. Den store fare ved det er, at det fylder det kommunikative rum ud med ingenting.”

Underwoods måde at fremstille amerikanske politikere, flugter godt med den virkelighedsopfattelse folk har af politikerne i Washington D.C. Nemlig at de kun er optaget af egen magt og vinding og intet andet. Tror du det er en del af forklaringen på, at serien har fået så meget luft under vingerne, fordi den bekræfter folk i deres opfattelse af det politiske system?
”Jeg mener, at vi har de politikere, vi fortjener. Og når der er magtkampe, så er det fordi vi som befolkning ikke har fat i politikerne. Hvis folk ikke køber en avis, så får de ikke bedre journalistik. Hvis de tænker: ’Jeg kan bare nappe det’, så bliver det jo værre og værre, det man får. På samme måde er det med politik. Hvis ikke man engagerer sig, så får man de politikere, man fortjener. Så ja, set i det lys, er det bestemt muligt, at serien afspejler det billede, som folk har, og derfor kan relatere til den. For mig som skuespiller er det politiske miljø jo et oplagt miljø at sætte Shakespeare ind i. For Richard III vil jo også opnå sine mål og slå sine modstandere ihjel. Det er Lady og Mister Macbeth som konspirerer. Og et væld af andre referencer. Og der er jo heller ingen grund til at lade være. For Shakespeare er stadig den største. Og ”House of Cards” er en brillant opdatering af Shakespeare.”

Studier har vist, at serier får en betydning for folks virkelighedsopfattelse. At det, de ser i serier, bliver en del af deres forståelsesramme. Og at serier kan være med til at sætte en dagsorden. USA fik eksempelvis den første præsident, der ikke var hvid, ikke 2006 i ”The West Wing”, nemlig Matt Santos. To år senere fik man det så i virkeligheden med Barack Obama. Tænker du over den indflydelse, serier kan have, når du er med til at lave dem?
”Nej, jeg har ikke tænkt over det på den måde. Men det er jo noget af et ansvar. Jeg tænker jo først på, om det er en god rolle. Vil jeg være med i ”House of Cards”? Ja, selvfølgelig. Men det er bestemt værd at overveje den pointe her. At serier også kan det. Det vil jeg da tænke over.”

Ja, for det gælder jo ikke kun ”House of Cards”. Det er jo gældende for mange serier. Eksempelvis bliver ”Beverly Hills 90210” jo den ramme, som vi alle sammen forstår det amerikanske uddannelsessystem ud fra. Når man starter på et amerikansk universitet, så tænker man lidt: ’Det ser ikke helt ud som det, jeg har set i Beverly Hills’?
”Det er nok rigtigt. Men jeg synes jo altid, at det må være sådan, når man kommer til andre lande, med de fordomme, man må have, at man giver landet chancen for reelt at være noget, som man ikke har lavet en aflæsning af på forhånd. Og så er det jo ikke forbudt at være en tænkende individ. Det står man sig jo egentlig meget godt ved. Derfor skal man også passe på med at tillægge dramaet for stor betydning. Men det gode drama kan jo ikke være noget, som folk ikke kan genkende. Folk skal kunne genkende det, vi fremstiller. Ellers vil de ikke se det. Tag ”Breaking Bad”. En lærer, der ender som meth baron. Er det så sådan, at alle skolelærere siger: ’Sådan vil jeg ikke ses’?. Men det er jo også drama. Og jeg er helt sikker på, at ”House of Cards” er skrevet med dramaet for øje.”

Men alligevel er det et drama med mange hints til virkeligheden? Inklusiv din egen rolle som Petrov i ’House of Cards?’
”Den både kysser og danser med virkeligheden. Og når Petrov fortæller Underwood, hvorfor han gør som han gør, så får det jo en kontekst af, at det måske er et meget godt bud på, hvordan det også kunne være i virkeligheden. At den russiske præsident er nødt til at være den stærke mand.”

Hvis vi ser mere generelt på tv-seriers udvikling de seneste år, så er kvaliteten jo højnet gevaldigt. Hvad er det for en udvikling, der er i gang i øjeblikket?
”Det er flere forskellige ting. Tilgængelighed er en vigtig ting. Netflix har jo været banebrydende, hvad det angår. Blandt andet med ”House of Cards”. Og så kan du fortælle nogle meget komplekse historier, når du har 13 timer til rådighed, som vi har i en sæson af ”House of Cards”. Det er noget andet, når du har et sted mellem halvanden og to timer til rådighed i en film. Der kan tv-serien noget andet. For den kan overraske. Lade figurerne gøre noget helt andet. Slå en af hovedpersonerne ihjel, som Underwood gør i starten af anden sæson og man som seer sidder og råber: ’WHAT?!?!’ Det kan noget andet på den måde. Og der synes jeg virkelig, at Beau Willimon har været fantastisk i denne nye sæson af ”House of Cards”. For det er et utrolig modigt manuskript. Netop fordi han giver det nogle fede, uventede drejninger i stedet for at give folk det, de forventer.”

Kommer der en sæson fire?
”Jeg ved det ikke. Men jeg tror, at der bliver taget en beslutning snart. De holder jo kortene tæt til kroppen. Men man kan jo håbe. Og man kan jo håbe, at man er med igen. Det kunne være fedt. Jeg vil gerne derover igen.”

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og senest 'JFK100'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i foråret 2018.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.