Hvad Mississippi Burning ikke fortalte
6. august 2014  //  Af:   //  Perspektiv  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

For præcis 50 år siden fandt man i delstaten Mississippi ligene af tre unge mænd, der havde været frivillige i en kampagne for at registrere sorte vælgere. Enhver, der har set filmen Mississippi Burning med Gene Hackman i hovedrollen, kender lidt til historien. Men der ligger meget mere bag, og der kan også trækkes tråde frem til i dag.

En junidag i 1964 kørte tre unge mænd i starten af tyverne af sted for at undersøge afbrændingen af en sort kirke i byen Longdale, Mississippi. De to hvide New Yorkere Andrew Goodman og Michael Schwerner samt den sorte James Earl Chaney fra Mississippi var alle tre frivillige i ”Mississippi Freedom Summer”, en kampagne, der blandt andet gik ud på at få delstatens sorte indbyggere til at registrere sig som vælgere.

Den voldelige modstand mod sort stemmeret
Sorte amerikanere havde haft stemmeret siden 1870, altså kort tid efter Borgerkrigens ophør. (Kvinder fik dog først stemmeret i 1920, uanset hudfarve.) Selv om sorte altså kunne registrere sig som vælgere på lige fod med hvide, var det bestemt ikke noget, man havde til hensigt at rette sig efter i de tidligere slavestater.

Hér førte forfatningsændringen i stedet til den såkaldte ”Jim Crow”-æra, der strakte sig frem til midten af 1960’erne, hvor præsident Lyndon B. Johnson fik gennemført både en Borgerrettighedslov (i 1964) og en Stemmeretslov (i 1965). Indtil da var der i Sydstaterne ”fri jagt” på sorte, der dristede sig til at forsøge at stemme. Repressalierne strakte sig fra fængsling og tæsk over bombninger af boliger og kirker til kastration og hængning eller drukning.

Derfor var det da også umådeligt svært at få gennemført borgerrettigheder for sorte sydstatsborgere i realiteten. De sorte borgerrettighedsforkæmpere havde efterhånden indset, at det var nødvendigt at involvere hvide frivillige fra Nordstaterne, for kun da ville amerikanerne lægge mærke til, hvad der foregik. Derfor inviterede Studenterorganisationen SNCC hundredevis af hovedsageligt hvide universitetsstuderende fra Nordstaterne til at bruge sommeren 1964 på at gøre sorte indbyggere i Mississippi opmærksomme på deres stemmeret og prøve at få dem registreret som vælgere.

Fannie Lou Hamers kamp
Én af initiativtagerne til Freedom Summer var Fannie Lou Hamer, et livsstykke af en sort kvinde med en stærk sangstemme og en endnu stærkere vilje. Hamer var yngste barn i en børneflok på tyve, og hendes forældre var såkaldte sharecroppers. Det vil sige, at de forpagtede jord for en plantageejer, som de delte overskuddet med. Hagen ved sharecropping var bare, at alle udgifter betaltes af forpagteren, og dermed var sharecroppere nærmere fæstebønder. Systemet er da også blevet omtalt som ”slaveri i forklædning”, fordi de hvide plantageejeres forpagtere tit var tidligere slaver (eller deres efterkommere), som på grund af de mange udgifter ikke kunne spare op, endsige flytte.

De fleste sorte indbyggere kendte ikke til deres rettigheder, og kun ved et tilfælde opdagede den sparsomt uddannede Fannie Lou Hamer, at hun faktisk havde stemmeret. Men da hun forsøgte at registrere sig som vælger, blev hun fængslet og fik tæsk. Efter løsladelsen blev hun fyret fra plantagen, og senere blev der skudt mod det hus, hvor hun havde fået overnatning. Hamers historie var langt fra unik, men det var hendes personlighed til gengæld, og derfor satte hun sig for at kæmpe for sortes rettigheder.

Bob Moses, en af de andre prominente sorte borgerrettighedsforkæmpere i Mississippi, kaldte direkte denne kamp for en ”guerillakrig”. For eksempel fik han på et tidspunkt smuglet de sorte filmstjerner Harry Belafonte og Sidney Poitier ind i staten. De ville nemlig gerne støtte sagen og medbragte titusindvis af dollars i kontanter. Det var dog nær gået helt galt, da de to berømtheder blev forfulgt fra lufthavnen af Ku Klux Klan i en ren biljagt, men de nåede heldigvis uskadte frem.

Freedom Summer-kampagnen
Pengene skulle bruges til at oplyse sorte indbyggere om deres rettigheder. Der skulle nemlig være præsidentvalg i 1964, og sorte vælgere ville være lig med sort politisk indflydelse. Man åbnede også såkaldte ”frihedsskoler”, hvor børnene lærte at læse og regne, mens de voksne blev undervist i borgerrettigheder og afroamerikansk historie, og man sørgede desuden for sundhedsklinikker og retshjælp.

Denne kampagne var grunden til, at de tre unge mænd, Goodman, Schwerner og Chaney, var på farten den skæbnesvangre juniaften i 1964. Undervejs blev de standset af politiet og midlertidigt fængslet. De blev løsladt senere på aftenen, men politiet sørgede for at opholde de tre så længe, at lokale Ku Klux Klan-folk kunne nå frem.

Da de tre mænd ikke kontaktede deres kampagnekontor som aftalt, slog man straks alarm til FBI og Justitsministeriet. Efter nogen tid udkommanderede regeringen blandt andet 200 søfolk, som skulle lede efter de tre mænd i de mange moser i området.

I løbet af eftersøgningen fandt man ligene af ni forsvundne sorte mænd, men det var nu ikke noget, aviserne skrev om. Fokus lå hovedsageligt på at finde de tre frivillige, for Goodman og Schwerner var jo hvide og fra New York.

Man fandt dem til sidst begravet ved en leret jorddæmning. Goodman og Schwerner var blevet skudt én gang hver, mens Chaney var blevet maltrakteret og skudt tre gange. Ingen af klanfolkene blev sigtet for mordene, og først i 2005 blev én af dem dømt for manddrab.

Hvad Mississippi Burning ikke fortalte
Mange kender sikkert filmen Mississippi Burning med Gene Hackman. Den fortæller den heroiske historie om to hvide FBI-mænd, der afdækker de tre mænds forsvinden, mens de sorte indbyggere ser på i frygt og afmagt. Realiteten var dog en anden.

For det første var FBI fuldt ud klar over, at de frivillige ved Freedom Summer kunne være i livsfare. Trods dette valgte man ikke at yde dem beskyttelse, og først efter mordene fik delstaten et lokalt FBI-kontor.

For det andet viser kampagnen, at de sorte indbyggere i Mississippi kæmpede med næb og kløer for deres rettigheder. De så ikke blot passivt til. Nogle, såsom James Earl Chaney, gav deres liv.

Det langsomme fremskridt
På trods af de grusomme mord var de mange frivilliges indsats ikke helt forgæves. Fannie Lou Hamer og andre oprettede for eksempel et nyt politisk parti, the Mississippi Freedom Democratic Party, som udfordrede statens eksisterende Demokratiske Parti, der var kridhvidt, fordi man ikke tillod sorte delegerede. Det lykkedes ikke at overtage de hvide Demokraters pladser, men Hamer fik på landsdækkende tv fortalt om sin kamp for at stemme og om mordene på Goodman, Schwerner og Chaney.

Der kom ikke forandringer med det samme. De tre unge mænds efterladte bad for eksempel om, at de tre blev begravet ved siden af hinanden, men det tillod Mississippis love ikke, så James Earl Chaney blev begravet separat på en kirkegård for sorte. Juridisk set var der også fortsat problemer. Borgerrettighedsloven var blevet underskrevet i juli samme år, og året efter kom Stemmeretsloven, men i Sydstaterne døjede man fortsat længe med vælgerintimidering og bombninger af sorte kirker.

Freedom Summer 2014
Man kan trække tråde fra sommeren 1964 til i dag, hvor den garvede borgerrettighedsforkæmper Al Sharpton har annonceret en Freedom Summer 2014 i forbindelse med det kommende midtvejsvalg i USA.

For nyligt vedtog den amerikanske Højesteret nemlig hvad mange ser som en udhulning af Stemmeretsloven fra 1965. Loven gav den føderale regering ret til at overvåge, at delstaterne ikke ændrede de lokale valgregler, så de diskriminerede mod minoriteter. Den ret har Højesteret nu fjernet. Flere stater har da også straks ændret deres valgregler, og det diskuteres nu, om der flere steder er tale om racediskrimination. Sharpton vil derfor samle frivillige til endnu engang at oplyse og registrere sorte vælgere.

Målet er altså endnu ikke nået, men vi kan dog nok forvente, at ingen af deltagerne i denne nye Freedom Summer behøver at lade livet i den fortsatte kamp for sortes rettigheder.

Om forfatteren:

Gitte Nielsen er stud.mag. i amerikanske studier ved Syddansk Universitet, med studieophold ved Ohio University. Blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?. Skriver fast for Kongressen.com om forhold vedrørende race i USA.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.