Kan man afgrænse USA’s ”evige krig”?
1. november 2017  //  Af:   //  Analyse, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Debatten raser igen i USA om den juridiske autorisation, som Kongressen gav præsident Bush i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001 til at bekæmpe bagmændene. Debatten er blusset op efter fire amerikanske soldater blev dræbt på en mission i Niger, hvis juridiske fundament er autorisationen fra 2001 – men som flere medlemmer af Kongressen ikke anede fandt sted.

The President is authorized to use all necessary and appropriate force against those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States by such nations, organizations or persons.” Så bred lød beføjelserne som blev givet til præsident Bush efter terrorangrebene 11. september 2001. Målet var, at præsidenten skulle have beføjelserne til at føre den nødvendige og retfærdige krig mod bagmændene bag terrorangrebene – og dem som støttede og samarbejdede med dem. Siden er denne Authorization for the Use of Military Force (AUMF), som det korrekt hedder dog blevet brugt langt bredere end hidtil tænkt. Men er det okay? Det er et spørgsmål som den amerikanske kongres og Det Hvide Hus stadig debatterer her 16 år efter terrorangrebene.

Den pågældende AUMF er nemlig blevet brugt og bruges som juridisk grundlag for en lang række amerikanske militære engagementer, som det viser sig at Kongressen ikke helt har overblik over. Nu er debatten begyndt igen, om man bør ændre i AUMF’en fra 2001, og begrænse præsidentens beføjelser. Det sker efter fire soldater fra de amerikanske specialstyrker blev dræbt i et baghold i Niger, en mission som flere medlemmer af Kongressen ikke anede foregik, og som faktisk involverer 800 amerikanske soldater!

Brede beføjelser eller brede friheder?

Den AUMF som Kongressen vedtog i 2001 (med kun en stemme imod i begge kamre) var som sagt tænkt, som det juridiske grundlag for bekæmpelsen af bagmændene bag terrorangrebene, og dem som måtte samarbejde med al Qaeda. Men der blev ikke sat geografiske, tidsmæssige eller faktisk nogen som helst begrænsninger på den bekæmpelse. Derfor har nu tre præsidenter brugt AUMF’en fra 2001 til at engagere amerikanske soldater over hele verden.

Faktisk er AUMF’en blevet brugt som juridisk grundlag for at sende amerikanske soldater til (ud over invasionen af Afghanistan) Filippinerne, Georgien, anvendelsen af specialstyrker og droner i Yemen og Somalia samt for en stor del af de 6.000 soldater som USA har i Afrika. Ligeledes blev AUMF’en anvendt af Obama-administrationen som juridisk grundlag for kampen mod Islamisk Stat. Hvordan kan præsidenterne i de seneste 16 år have anvendt denne AUMF som juridisk grundlag for engagementer over så store geografiske vidder og forskellige grupperinger. Jo for i AUMF’en står der blot at præsidenten har lov til at bekæmpe bagmændene bag angrebene 11. september ”and aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons”. Det har præsidenterne fortolket som grupper med en eller anden form for relation til al Qaeda. Så fordi Islamisk Stat er en udløber fra al Qaeda, så hørte den ifølge Obama-administrationens fortolkning under AUMF’en. Samme for Boko Haram, de var allieret med al Qaeda (og svor senere troskab til IS) – samme resultat: de hørte under AUMF’en og kunne bekæmpes med denne som juridisk grundlag.

På denne måde har tre amerikanske præsidenter kunne føre krig på globalt plan med det juridiske fundament i orden – ifølge dem selv – og derfor uden at behøve at spørge Kongressen om lov.

Forsøg på at ændre AUFM’en

Der har været flere forsøg på at revidere den gældende AUMF, da man mener, at præsidenten (det være sig Bush, Obama eller Trump) har taget sig for mange friheder med den som dække. Men man har trods flere forsøg ikke formået at blive enige.

Der opstår altid den samme diskussion. Ved at begrænse præsidentens magtbeføjelser risikerer man at svække USA’s evne til at bekæmpe terrorisme lyder den ene sides argument. Det kunne være ved at sætte en tidsbegrænsning eller geografisk afgrænsning på. Hvad så hvis terroristerne flytter sig? Skal præsidenten så til at spørge Kongressen inden han kan gøre noget? Det mener især republikanere ikke.
Man har dog hørt røster også fra republikansk side om at der bør laves en ny AUMF. Men det løber hele tiden ud i sandet, da man ikke kan finde et kompromis mellem dem som mener, at det vil hæmme USA’s terrorbekæmpelse, og dem som vil begrænse præsidentens magt.

Derfor kan USA’s præsident sende militære styrker rundt i hele verden, blot man kan argumentere for at dem man bekæmper har en relation til al Qaeda.
Diskussionen er seneste kapitel i en lang historie mellem Kongressen og Det Hvide Hus om hvem der har lov til hvad. Kongressen har retten til at erklære krig, og præsidenten er Commander-in-Chief. Men hvad er en krig? Hvornår er det nødvendigt at spørge Kongressen om lov, for hvad med missionerne i Afrika – er det krig? Er USA i krig med Niger? Nej det er man ikke. Man bekæmper ikke-statslige aktører, og det juridiske hul har man ikke formået at løse.

Umiddelbart er der ikke en løsning i udsigt, og både forsvarsminister James Mattis og udenrigsminister Rex Tillerson sagde da også mandag til Senatets Udenrigsudvalg, at der bestemt ikke var behov for en ny AUMF, den man havde var fin.

Den mere demokratiske diskussion om præsidentens magtbeføjelser og Kongressens ret og pligt til at holde øje med den udøvende magt har stået på siden Vietnamkrigen, hvor Kongressen gav Lyndon B. Johnson en lignende AUMF. Om den seneste hændelse i et ukendt militært engagement er nok til at få Kongressen til at oppe sig er dog tvivlsomt.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.