Klimaklarsynet har taget Obama med storm

Med sin ambitiøse klimaplan, må Obama hermed siges at være den mest klimabevidste amerikanske præsident nogensinde. Men har Obama en særlig dagsorden med klimaplanen, og hvordan er planen egentlig blevet modtaget i USA?

Obamas klimaplan var længe ventet. Ikke kun i USA men over det meste af kloden var der stor interesse for den såkaldte ’Clean Power Plan’. Og da den blev fremlagt på et pressemøde den 3. august ventede store dele af verden i spænding på at høre præsidentens plan for at bekæmpe klimaforandringerne. Chefen for EPA, Gina McCarthy, havde ordet, og forklarede de store træk i klimaplanen. EPA har lagt faste rammer som de amerikanske kraftværker fremover skal efterleve. I 2030 skal de amerikanske kraftværker have barberet 32 procent af deres CO2 udledning i forhold til niveauet fra 2005. Dette skal ske ved modernisering af nuværende kulkraftværker, samt høje krav til de kraftværker, der står til opførelse i fremtiden. Dette er det helt essentielle i klimaplanen. Et andet interessant krav til energiproducenterne i USA er, at der frem over skal være en væsentligt større andel af vedvarende energi i den amerikanske energiproduktion.

Da Gina McCarthy gav ordet til Barack Obama, blev indholdet af klimaplanen efterfulgt af en nøje gennemgang af motiverne bag klimaplanen. Her slog han ikke udelukkende på bekæmpelsen af klimaforandringerne, men ’Clean Power Plan’ er også samtidig en måde at gøre amerikanernes helbred bedre samt at skabe nye og flere job.

Klimaplanen er mere ambitiøs end forventet
Selvom man for et års tid siden annoncerede, at Obamas klimaplan ville blive færdiggjort i sommeren 2015, var der dog alligevel elementer i planen, der var højst overraskende. For hvem havde forventet, at EPA ville sætte kravene højere end de 30 procent, som var udgangspunktet for klimaplanen i 2014? Og ingen havde vel set det komme, at man i så høj grad vil implementere bæredygtig energi i den amerikanske energiproduktion, som klimaplanen lægger op til. Der i bestod overraskelserne. Ambitionerne var skruet op i forhold til for bare et år siden.

Der er ingen tvivl om, at det ikke er godt nok, hvis man holder videnskabens ønske om at begrænse den globale opvarmning til to grader celsius. Men ikke desto mindre bør man isoleret set byde Obamas klimaplan varmt velkommen. Håbet om en ambitiøs amerikansk delegation på decembers COP21 har i hvert fald fået et nøk opad. Desuden vil danske clean-tech virksomheder samt vindmøllemastodonten Vestas formentlig øjne et stort potentiale i klimaplanen. Hvis ikke deres øjne blev våde af glædestårer efter at have gjort sig bekendt med planen, så er det måske fordi dollartegnene i øjnene fik bugt med tårerne.

Men det er måske for tidligt at juble. For der er stadig lang vej. Obamas vel nok største modstander på den klimapolitiske front, senatets leder Mitch McConnell, har igennem lang tid ført en særdeles hård kampagne mod det han har døbt Obamas ’war on coal’. Allerede inden den endelige klimaplan blev fremlagt, havde Mitch McConnell forfattet et brev til samtlige guvernører i USA’s stater. Her blev et af den republikanske modstands stærkeste element i strategien forslået. Ganske kortfattet og ganske enkelt ’Just Say No’. Eller sagt på godt dansk – bare lad som ingenting.

Men kan staterne nu også bare lade være at følge klimaplanens standarder? Ja det kan de måske nok, men det vil resultere i en konfrontation, som man formentlig ikke er interesseret i. Desuden har Obama og EPA gjort det ganske økonomisk lukrativt for staterne, hvis man implementerer klimaplanen inden for få år. Derfor kan McConnells fremfærd imod klimaplanen få svære betingelser, navnlig fordi der er økonomisk gevinst i vente, hvis man gør som der bliver sagt. Men også fordi der i klimaplanen er lagt op til fleksibilitet.

Fleksibilitet til at efterkomme klimakrav kender vi fra tidligere. De henviser som regel til handel med kvoter. Vi kender det fra EU, og det er lidt samme system som kommer til at gøre sig gældende i Obamas klimaplan. Hvis man i en amerikansk stat enten ikke kan eller ikke vil følge de retningslinjer for begrænsning af CO2 udledning, som er udstukket, kan man købe sig til mere udledning fra andre amerikanske stater. Selvom prisen på CO2 kvoter i EU er alt for lave til at kunne gøre nogen som helst gavn for klimaet, har man i USA alligevel ment, at man via en ’cap-and-trade’ model kan give en håndsrækning til de stater, som ikke er lutter begejstrede for klimaplanen.

Klimaplanen er værre end slem
Et af Mitch McConnell og andre republikanske røsters stærkeste argument, er at klimaplanen vil koste arbejdspladser. I de mest skeptiske kredse i forhold til klimaplanen vil man formentlig pege på fleksibiliteten, som værende det bedste i klimaplanen. Hvis man nu skal vælge noget positivt. Men samtidig er det også det stærkeste modargument for, hvorfor klimaplanen vil koste job. Med fleksibiliteten er der nemlig indbygget en gradvis overgang, som betyder, at man højst sandsynligt ikke vil miste et stort antal arbejdspladser på en gang og heller ikke lige med det samme.

Et andet af modstandernes argumenter for, hvorfor klimaplanen bliver særdeles skadelig for amerikanerne i al almindelighed er, at prisen på energi vil stige. Dette er muligvis ikke grebet helt ud af den blå luft. For kulkraft er stadigvæk den billigste form for energi, og i takt med en udfasning og store moderniseringer, vil prisen på energi højst sandsynligt stige en smule. Især dette kan blive svært for Obama og EPA at forklare.

Foruden alle argumenterne imod klimaplanen synes det sikkert, at man fra republikansk side vil teste klimaplanen i et retsopgør. Republikanerne vil have højesterets ord for, at det Obama og EPA pålægger de amerikanske delstater ligger uden for beføjelserne. Samtidig synes EPA at være temmelig sikre på, at man fra modstandernes side ikke har en sag. Det er svært at spå om, hvorvidt klimaplanen bliver en succes eller ej. Og det afhænger i høj grad af om modstanderne i Washington og ude i delstaterne får held med deres kampagne imod klimaplanen.

Rummer klimaplanen skjulte dagsordener?
Straks efter klimaplanen blev offentliggjort, blev der fra forskellige sider stillet spørgsmål ved om, klimaplanen foruden amerikansk klimapolitik indeholder mere skjulte aspekter. Eksempelvis har det gentagende gange i forskellige medier været snak om, hvorvidt Obama blot bruger klimaplanen til at sikre sig et stærkt eftermæle, når han efter januar 2017 ikke længere er USA’s præsident. Det er meget let at få den tanke. For med ’Clean Power Plan’ er Obama utvivlsomt den amerikanske præsident, som har set med størst alvor på de klimaforandringer verden oplever. Men om klimaplanen ligefrem er en brik i Obamas strategi for at sikre sig et renomme som en stærk præsident, bør man ikke dvæle for meget og for længe ved. Nuvel, det skader da bestemt ikke præsidentens eftermæle, hvis klimaplanen bliver en succeshistorie. Men man skal samtidig huske på, at Obama allerede ved sin første indsættelsestale tilbage i januar 2009 gjorde det klart, at han ville gøre mere i kampen mod klimaforandringerne end man havde gjort i USA førhen. Og det virker en kende usandsynligt, at en kommende præsident allerede ved sin første indsættelsestale tænker på sit eftermæle. Derfor må man hellere sige, at kampen mod klimaforandringer altid har været placeret højt på Obamas prioriteringsliste, hvor hans status for eftertiden, som den hidtil mest klimabevidste amerikanske præsident blot er en bonus. En bonus han selvfølgelig tager med. Men det har ikke været den primære årsag til klimaplanen.

Herudover er der også spekuleret i, om klimaplanen har været en nøje udtænkt strategi frem mod COP21 i Paris til december. Har klimaplanen drejet sig om at udvise engagement i klimakampen over for andre store CO2 udledere såsom Kina, Indien og Rusland? Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Obama og hans forhandlingsdelegation vil bruge klimaplanen på klimatopmødet til december. For nu ligger det amerikanske udgangspunkt for forhandlingerne i Paris temmelig fast. Det virker således usandsynligt, at der inden for de næste par måneder vil ske noget i amerikansk klimapolitik, som gør, at det amerikanske udspil på topmødet ikke vil følge klimaplanen i store træk. Derfor er det rigtigt, at klimaplanen er essentiel for den måde USA møder op på COP21. Men hovedårsagen til at klimaplanen er kommet nu, er ikke at presse andre aktører på klimatopmødet. Endnu engang må argumentet være, at det ganske enkelt hele tiden har været Obamas ønske at lave en national handlingsplan for, hvordan man i USA kan tackle klimaforandringerne. Dette var ikke drevet af at opnå en bestemt forhandlingsposition på et internationalt klimatopmøde. Men det er da noget, man vil tage med. Præcis som hvad klimaplanen gør for Obamas eftermæle.

Der er ingen tvivl om, at ’Clean Power Plan’ er en vigtig og historisk regulering af energiproduktionen i USA. Om modstanderne får bugt med klimaplanen vil tiden vise, men indtil andet er bevist, så glæder man sig mange steder rundt om i verden. Potentialet for nye afsætningsmuligheder er stort for mange virksomheder, som arbejder inden for grøn energi. Men rent klimapolitisk er klimaplanen også meget vigtig. Det uventet høje amerikanske ambitionsniveau som klimaplanen præsenterede, har givet anledning til smil hos folk, som håber på en stærk aftale i Paris til december. Der er stadig mange ting, som kan gå galt for Obamas klimapolitiske ambitioner. Både på nationalt og på internationalt plan. Men præsidenten har viljen, og har haft det længe. Men viljen sikrer ikke et stærkt klimapolitisk eftermæle i sig selv. Det er resultaterne, som tæller. Og her er der stadig en del arbejde for Obama i fremtiden.