Lyserød lørdag i Amerika
21. januar 2017  //  Af:   //  Perspektiv  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Det var ventet, at tilslutningen til Women´s March ville blive ganske massiv. Men end ikke arrangørerne havde forudset, at der ville ende med at være cirka dobbelt så mange til demonstrationen imod Trump, som der var til fejringen af ham i går. For lørdag tilhørte på ingen måde den nye præsident, men kvinderne

Af Anders Agner Pedersen og Kirstine Biltoft-Knudsen

WASHINGTON D.C.: Man kunne allerede mærke det i toget på vej hen til området omkring Capitol Hill. Der var noget i historisk i vente. Lyserøde hatte, skilte, kampråb og tusindvis af mennesker kom ind med det ene tog efter det andet. Alle med kurs mod krydset ved Independence Avenue og 3rd Street. Stedet, der i går var en del af området, hvor ikke helt så mange som forventet, var samlet for at fejre indsættelsen af den nye amerikanske præsident, Donald Trump.

Hvor fredagens fremmøde var ganske sløjt, for nu at sige det diplomatisk, så var fremmødet lørdag helt uden for kategori. Det blev bare ved og ved med at strømme til med mennesker, og allerede tidligt på formiddagen stod det klart, at den spekulation der havde været om, hvorvidt der muligvis ville ende med at være flere deltagere til Women´s March end der havde været til indsættelsesfejringen, ville blive en realitet.

“This is what democracy looks like!” lød de taktfaste råb gentagne gange blandt de mange fremmødte. For tilfredshed med den nye præsident, er der på ingen måde blandt flertallet af amerikanerne. Og da slet ikke blandt de kvindelige vælgere. For ingen af dem har glemt Trumps både frygtede og berygtede ord: “Grab them by the pussy!” Af samme grund lød budskabet på tusindvis af bannere ‘This pussy grabs back!’

“Vi er her, fordi vi er i mod alt det, Trump står for. Vi er for kvinders rettigheder, minoriteters rettigheder, handicappedes rettigheder, og vi væmmes ved, at han er vores præsident” sagde Bridget Jerome, der var taget fra Maryland til DC med sine to teenage døtre, der begge var afro-amerikanere.

“Jeg vil gerne vise dem, at man skal stå op for det, man tror på og ikke holde sin mund. Forandringer sker, når man bruger sin stemme til at sige fra”, forklarede hun.

Hendes nabo i Maryland, Danielle Chapman, stod ved siden af og nikkede ivrigt. Både hende og hendes datter, ni-årige Kelly, var klædt i pink “pussy-huer” og matchende sweatre. Ligesom naboen var Danielles datter også afroamerikaner, og de ville derfor gerne sende et budskab om både respekt for både kvinder og minoriteter.

“Vi er bange,” sagde Danielle. “Vi vil gerne fortælle Trump, at vi står sammen imod det, han står for, og vi vil forsøge at ændre det.”

Imens Danielle, hendes datter og naboer råbte med på de mange kampråb, der lød ud over pladsen, stod en 67-årige mand ved siden af og talte i telefon.

“Hej, ville ønske du var her. Jeg står her med 1 million af mine venner. Du har noget, du skal deale med,” sagde han og lagde på.

Det viste sig, at Craig DuBose, som manden hed, havde lagt en besked på telefonsvareren hos sit republikanske kongesmedlem fra Charlottesville i Virginia – Thomas Jeffersons hjemstat, som han stolt fortalte, mens han citerede fra The Declaration of Independence:

“Donald Trump har alle karaktertræk, der kendetegner en tyran. Han er uegnet som leder for et frit folk,” råbte han.

Selv om det på den ene side var en særlig oplevelse at opleve det engagement, der var blandt de mange fremmødte, var det på den anden side vanskeligt ikke at tænke tanken: ‘Hvor var det engagement undervejs i valgkampen, før Trump blev præsident?’

På intet tidspunkt undervejs i valgkampen så man det engagement, man i dag så i Washington, omkring Clinton-kampagnen. Og ja, selvfølgelig kan det forsvares med, at vælgerne ikke i ret høj grad brød sig om Hillary. Men det har jo på intet tidspunkt været en hemmelighed, hvad alternativet var, nemlig at Donald Trump blev præsident. Dengang var det ikke tilstrækkeligt til at få folk op ad sofaerne, men nu, hvor præsident Trump er en realitet, er virkeligheden en anden.

Det store spørgsmål nu bliver, om det kolossale engagement, der viste sig både i Washington D.C. og i resten af Amerika, kan fastholdes. Både ved midtvejsvalget i 2018 og til præsidentvalget i 2020. Det vil kræve en indsats fra de nye ledere af det demokratiske parti, som skal være af en anden kaliber end den, Clinton var i stand til at levere.

Women’s March vil komme til at gå over i historien som noget helt unikt. Men om det bliver en engangsmarkering af utilfredsheden med den nye præsident, eller bliver startskuddet til en egentlig protestbevægelse imod Trump, der er så spørgsmålet. Det er altid efter den første, spontane frustration har lagt sig, at det lange, seje træk skal tages.

Lørdag den 21. januar 2017 var lyserød lørdag i Amerika. Og en understregning af, at han er en historisk upopulær præsident, som flertallet af amerikanere har det meget besværligt med. Der er blæst til modangreb mod den nye commander-in-chief. Og splittelsen i det amerikanske samfund fortsætter.

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter' og senest 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om præsident Kennedy, der udkommer i foråret 2017.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.