Mike Pence – manden, der skulle bygge bro mellem Trump og partiet
3. oktober 2016  //  Af:   //  Portrætter  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Tirsdag aften er det de to vicepræsidentkandidaters tur til at debattere på tv. I det ene ringhjørne har vi Indianas guvernør Mike Pence. En ”ægte” republikaner der har den politiske erfaring, Trump mangler, men som også har et par politiske skandalesager med sig i bagagen fra sin hjemstat.

CHICAGO, ILLINOIS: Når man kører fra Illinois ind i Indiana, lægger man hurtigt mærke til en række billboards langs motorvejen. På et af de store blå reklameskilte står der: ”Illinnoyed by higher taxes? Come to Indiana – a state that works”, og på et af de andre danner de gule bogstaver ordene: ”Balanced state budget since 2007”. Kampagnen er Indianas forsøg på at lokke virksomheder til at flytte over på den anden side af delstatsgrænsen. Samtidig med at reklameskiltene fremhæver Indianas skattefordele, henviser de også til nabostaten Illinois’ store økonomiske underskud. For mens Illinois har en kreditvurdering, der kun ligger to trin over ”junk-niveauet”, så praler Indiana til gengæld med en AAA kreditvurdering. Det er også en sammenligning, som Indianas guvernør, og nu også republikansk vicepræsidentkandidat, Mike Pence ynder at gøre brug af. For eksempel udtalte han sidste år til mediet Crain’s Chicago Business, at den eneste person, der taler mere om Indianas gode økonomi end ham selv, er Illinois’ guvernør Bruce Rauner.

Mike Pence har i det hele taget slået sig op på at have fået Indianas økonomi i topform. Og det har Donald Trump i øvrigt også pralet med gentagne gange, siden de to blev et fast makkerpar i juli. Med Pence på guvernørposten er der kommet mange nye arbejdspladser til delstaten. Blandt andet på grund af de lave selskabsskatter. Indiana ligger i top ti på flere lister over delstater, der er gode for virksomheder. Arbejdsløsheden er derfor faldet fra 8,4 procent til 5 procent, i den tid Pence har siddet som guvernør, og lønniveauet stiger langsomt men sikkert. Dog hører det med til historien, at arbejdsløsheden generelt er faldet i USA, og at lønningerne i delstaten er lavere set i forhold til det generelle gennemsnit i USA.

Selvom der ikke er tale om en økonomisk mirakelkur i Indiana, så kan indbyggerne trods alt være glade for at bo i stat, hvor der er styr på finanserne – i modsætning til nabostaten Illinois hvor der hersker økonomisk kaos. Og så skulle man jo tro, at alt var fryd og gammen i Indiana, og at mange var kede af at miste deres guvernør. For umiddelbart passer 57-årige Pence lige til en stat som Indiana, hvor de fleste vælgere stemmer republikansk. Pence beskriver sig selv som ”kristen, konservativ og republikaner – i den rækkefølge”. Han er født i byen Columbus og voksede op i en middelklassefamilie som en ud af seks søskende. Han har tilmed boet i delstaten det meste af sit voksenliv, hvor han både har stået i spidsen for en konservativ tænketank og været vært på et konservativt radioprogram. Desuden er Pence en mand med politisk erfaring fra sine 12 år i Repræsentanternes Hus, hvor han sad, før han blev guvernør i Indiana.

Alt i alt lyder Pence som den perfekte konservative politiker, der burde være et hit i en ”rød” stat som Indiana. Men sådan forholder det sig ikke helt. Mange vælgere ser faktisk frem til at slippe af med ham, og det gælder både demokrater og republikanere. Faktisk tydede flere meningsmålinger på, at Pence ville få svært ved at blive genvalgt til guvernørposten til november.

Pences fire år som guvernør har nemlig ikke været uden skandaler. Blandt andet havde han i 2015 planer om at oprette en statsstyret nyhedsservice. Planen blev lækket i det lokale medie The Indianapolis Star og blev derefter gjort til grin og sammenlignet med de statsstyrede medier i Nordkorea og Kina. Pence endte med at droppe ideen.

Samme år underskrev Pence en ret kontroversiel lov med navnet ’The Religious Freedom Restoration Act’. Ifølge Pence og andre fortalere for loven skulle den give borgerne frihed til at praktisere deres religion uden indblanding fra myndighederne. Kritikerne frygtede, at loven ville blive brugt til at diskriminere homoseksuelle. For eksempel betød loven, at virksomhedsejere kunne nægte at servicere homoseksuelle, hvis det var imod deres religion. Sagen vakte stor debat og endte også i de nationale medier. Pence måtte stille op til interview på tv-stationen ABC, hvor han gentagne gange nægtede at svare på, hvorvidt den nye lovgivning var diskriminerende eller ej. Pences politiske modstandere og flere af hans egne partifæller mente, at han havde håndteret mediestormen utroligt dårligt. Samtidig truede flere virksomheder og planlagte arrangementer med at boycotte Indiana. Det hele endte med, at Pence underskrev et tillæg til loven, som understregede, at loven ikke måtte diskriminere nogen på baggrund af seksuel orientering eller kønsidentitet. Det var der til gengæld flere præster og andre højreorienterede, der blev ret skuffede over. Således formåede Pence at gøre sig upopulær hos både modstanderne af og forkæmperne for homoseksuelles rettigheder. Derudover havde sagen skadet Indianas omdømme i en sådan grad, at Pence måtte hyre et PR-bureau, der skulle forsøge at genoprette delstatens image.

Men rækken af møgsager stoppede ikke der. I marts 2016 underskrev Pence nemlig en ny lov, der skulle gøre det ulovligt at få en abort, hvis fosteret havde en kromosomfejl som for eksempel Downs syndrom. Loven skulle også gøre det lovpligtigt at begrave eller kremere resterne efter enhver abort. Ligesom loven om religionsfrihed vakte den stor kritik, og inden længe befandt Mike Pence sig endnu engang midt i en mediestorm. Under navnet ’Periods for Pence’ begyndte en ny protestbevægelse på de sociale medier, hvor kvinder begyndte at skrive sarkastiske tweets om deres menstruation. Nogle kvinder begyndte sågar at ringe til guvernørens kontor for at fortælle detaljer om deres menstruationer, som en del af deres protest. Sagen fik også national opmærksomhed, og Facebooksiden, ’Periods for Pence’, endte med at få over 70.000 likes. Dog blev loven suspenderet af en dommer, inden den trådte i kraft, fordi den var i strid med tidligere højesteretsdomme.

Indiana regnes for at være en sikker republikansk stat, men det ser ud til, at Pence har befundet for langt til højre på det socialpolitiske område set med vælgernes øjne. I hvert fald er tilslutningen til Pence faldet drastisk ifølge meningsmålingerne – særligt efter stormvejret der fulgte loven om religionsfrihed.

Når Mike Pence tirsdag aften amerikansk tid skal debattere med demokraternes vicepræsidentkandidat Tim Kaine, så vil Pence nok håbe, at de ikke skal tale alt for meget om hans kuldsejlede lov om religionsfrihed. Og han vil krydse fingre for, at mange af seerne slet ikke kender til den mediestorm, der fulgte i kølvandet på loven. Til gengæld vil han helt sikkert forsøge at dreje samtalen over på økonomi og prale med, at han er guvernør for a state that works.

Om forfatteren:

Agnete Wismer er freelancejournalist med base i Chicago. Hun har tidligere arbejdet på TV 2 Nyhederne og TV 2 NEWS. Forfatter til ‘Byen De Kalder Chiraq’ og tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.