Mitch McConnell – Obstruktionens frontmand
8. marts 2017  //  Af:   //  Portrætter  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

“Et af de stolteste øjeblikke i mit liv var, da jeg kiggede Barack Obama i øjnene og sagde “Mr. President, du kommer ikke til at udfylde den ledige plads i Højesteret”. Sådan sagde Senator Mitch McConnell tilbage i august 2016 om sin holdning til Obamas højesteretsnominering af Merrick Garland. Udtalelsen er meget sigende for McConnell, som under hele Obamas præsidentembede var kendt som storforbruger af obstruktionspolitik.

WASHINGTON D.C.: Som leder af det republikanske flertal i senatet har McConnell indtaget en lederrolle i både partiet og kongressen siden januar 2015, da republikanerne sikrede sig flertallet i senatet under midtvejsvalget i 2014. Lederrollen er dermed kulminationen på en lang politisk karriere for McConnell, som har været senator for Kentucky siden 1985. Selvom han i dag er kendt som en yderst konservativ republikaner begyndte McConnell sin politiske karriere mere til midten for højre, end der hvor han befinder sig politisk i dag. Blandt hans mærkesager er blandt andet ytringsfrihed, en sag han vil gå meget langt for. Han støtter således blandt andet den, af venstrefløjen, udskældte Citizens United-afgørelse, der blandt andet gør det nemmere for private organisationer og virksomheder at yde økonomisk støtte til grupper, der støtter politiske kandidater og kampagner. Længe inden Obamas genvalg i 2012 udtalte McConnell at det vigtigste for ham var at sikre, at Obama kun var præsident i én periode. Et løfte han forsøgte at holde ved at sætte sig på tværs i senatet ved enhver mulighed der bød sig. For tiden, og i kølvandet på indsættelsen af Præsident Trump, samarbejder McConnell med sine partifæller i kampen for at fjerne og erstatte sundhedsreformen, ACA, der er en bærende del af Præsident Obamas politiske eftermæle.

Hvordan McConnell og republikanerne vil løse spørgsmålet om ACA er endnu ikke tydeligt, og efter demokraterne er begyndt at bruge McConnells egen obstruktionspolitiske taktik mod ham er udsigterne ikke ligefrem blevet bedre. I begyndelsen af februar kom McConnell med følgende udtalelse som en begrundelse for at formene Senator Elizabeth Warren adgang til salen i senatet: “She was warned. She was given an explanation. Nevertheless, she persisted.” McConnell mente, at Warren ved at læse op af et brev, der forholdt sig kritisk til Jeff Sessions overtrådte en regel om at senatorer ikke taler dårligt om hinanden under debat. Udtalelsen var et klart forsøg på at få Warren og hendes støtter til at klappe i, men endte i stedet med at blive et nyt kampråb for bevægelsen mod Trump og republikanerne. Sådanne situationer er selvsagt med til at gøre spændingerne mellem partierne i kongressen endnu større, og muligheden for at finde fælles grund mindre.

McConnells forhold til Præsident Trump er heller ikke så ligetil. Tidligt i præsidentvalget støttede McConnell kollegaen Rand Paul, som er den anden senator fra Kentucky. Da Paul senere trak sig, gik der flere måneder før McConnell meldte ud at han støttede Trumps kandidatur. Støtten blev begrundet med at et flertal af republikanske vælgere havde sat deres kryds ved Trump, og at det derfor var uomtvisteligt, at han ville som republikanernes kandidat til præsidentposten. Inden valget i november måtte McConnell da også flere gange offentligt give udtryk for sin frustration og divergerende holdning i forhold til udtalelser Trump kom med. Men støtten fra McConnell frafaldt ikke, selvom der i dagene omkring udgivelsen af Access Hollywood-båndet syntes at være stor nok splittelse internt i partiet til at McConnell kunne have trukket sin støtte. Selvom Trump flere gange rodede sig ud på så dybt vand at det var svært at se, hvordan hans kampagne skulle overleve stod fremtrædende republikanere – såsom McConnell – ved hans side, og det belønnede sig jo som bekendt i sidste ende.

At Trump ikke er den republikanske præsident McConnell havde håbet på er nok ikke helt forkert. Siden indsættelsen har McConnell gentagende gange indtrængende bedt Præsidenten holde igen med Twitter, og han ynder at fremhæve sin egen, mere afdæmpede, kommunikationsstil: McConnell taler meget langsomt og nærmest eftertænksomt, hvorfor han i mange år er blevet sammenlignet med en skildpadde af sine politiske fjender. Læserne må her selv afgøre, hvorvidt mandens ydre fremtoning også kan sammenlignes en koldblodet padde.

Om det er hans statiske form for kommunikation, der ligger til grund for McConnells dårlige approval rating i senatet er nok at tage munden for fuld, men ikke desto mindre misbilliger 51 procent af adspurgte, i en Morning Consult undersøgelse, McConnells virke som senator, hvilket er den absolut dårligste placering på listen. Modsat Præsident Trump er McConnell dog ikke en mand, der offentligt lader sig gå på af det amerikanske folks holdning til hans person, og han genvandt da også sin plads i senatet med en overlegen margin i 2014. Vælger den 75 årige senator at genopstille ved valget i 2020 er det klart, at resultaterne af de næste fire års kampe i kongressen og internt i partiet vil være med til at besegle hans politiske skæbne. Og lad os så i mellemtiden ikke glemme historien og haren og skildpadden.

Om forfatteren:

Amanda Hansen Bøllehuus er uddannet cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet og American University med speciale i immigrationspolitik. Har tidligere arbejdet for både DR Nyheder og TV2 News. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som indenrigsskribent.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.