Når sandheden skal frem

Robert Redford og Cate Blanchett som de bærende hovedroller i et politisk journalistisk drama, baseret på en virkelig historie. Der burde være lagt i ovnen til et hit af de større. Men det er desværre langt fra tilfældet med ‘Truth’.

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Mette Laursen, redaktionschef

Der findes næppe en mere ikonisk journalistfilm end ‘All The President’s Men’, hvor Robert Redford og Dustin Hoffman spiller de to bærende hovedroller som Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein. To unge reportere, der efter via flid, vedholdenhed og dygtighed afslørede Watergate-skandalen, der førte til præsident Nixons fald.
Selv om det snart er 40 år siden, at filmen havde premiere er der stadig ikke nogen, der har haft held med at lave en journalist-film, der kunne nå ‘All The President’s Men’ til sokkeholderne. Enkelte er kommet tæt på. Især ‘The Insider’ med Al Pacino og Russell Crowe, der handlede om striden mellem 60 Minutes-producer Lowell Bergman og tobaksindustrien i kølvandet på et program, hvor en insiderkilde – Jeffrey Wigand (Russell Crowe) – gik til bekendelse om, hvad der foregik bag tobaksrøgen i Brown & Williamson Tobacco. Både ‘All The President’s Men’ og ‘The Insider’ var baseret på virkelige historier. Og begge film havde journalisten som David, mens enten Nixon-administrationen eller tobaksindustrien indtog rollen som Goliat. Et udgangspunkt, der fint kan fungere, hvis det holder balancen. Nøjagtig som det gjorde i ‘All The President’s Men’. Og som det gjorde i ‘The Insider’.

40 år efter succesen med ‘All The President’s Men’, har Robert Redford sagt ja til at være med et nyt journalistisk drama, baseret på virkelige hændelser. Den gode Redford har i de mellemliggende år haft en storslået karriere, både som skuespiller, instruktør og producer. Og med tanke på hans rolle som Woodward, ja, så var der med rette store forventninger til, hvad den nye film kunne byde på. Ikke kun på grund af Redford, men i lige så høj grad på grund af udsigten til, at Cate Blanchett skulle spille den anden hovedrolle. Og nå ja, så ville filmens omdrejningspunkt være en af de mest kontroversielle sager i moderne amerikansk politik, nemlig om hvorvidt præsident George W. Bush fik særbehandling i forbindelse med sin militærtjeneste eller ej.

Der var med andre ord store forventninger til ‘Truth’. En noget kikset titel, men lad nu det ligge. For titlen kunne man nok bære over med, hvis så filmen havde været fantastisk. Det er bare så langt fra tilfældet. Tværtimod. Cate Blanchett spiller rollen som 60 Minutes-producer Mary Mapes, mens Robert Redford spiller en af programmets værter, den legendariske CBS-journalist Dan Rather. En duo, der med Mapes som altoverskyggende drivkraft satte sig for at afdække hvad der var op og ned i præsident Bushs militære fortid. Vel og mærke på et tidspunkt, hvor 2004-valgkampen var i fuld gang og præsident Bush var på genvalg. Det lyder da meget godt, sidder flere sikkert og tænker. Og ja, det burde det også være. Men nej, det er det ikke. Af flere grunde.

CBS-journalisterne, med Mapes i spidsen, kvajer sig. De har ikke styr på deres materiale, inden de breaker det. De fleste, der har bare så meget som snuset til journalistik ved, at det ikke bare er dumt. Det er direkte ubegavet. For hvad sker der så i det øjeblik, man fremlægger sit materiale? Lige nøjagtig. Det bliver pillet fra hinanden. Især når man er oppe imod en modstander som den republikanske spinmaskine, ledet af Karl Rove.

Det er meningen, at vi skal have ondt af Mapes. Det er meningen, at vi skal synes, at verden er urimelig og at det er befriende, at hun kæmper ‘den gode kamp’. Pointer, vi som publikum får skåret ud i pap gentagne gange, ved dels at se talrige scener fra hendes private hjem, hvor hendes mand viser sig som en evig overbærende overskudstype, dels ved at blive indviet i, hvordan hendes opvækst med en voldelig far har været, og endelig ved at få vist det far/datter-forhold, der er mellem hende og Rather. Ingen af delene burde være nødvendigt i et klassisk journalistisk drama. Hvor mange scener var der eksempelvis i ‘All The President’s Men’ af den slags? Lige nøjagtig nul. Hvilket blot er en af mange grunde til, at den fungerer så meget bedre end ‘Truth’.

Problemet med ‘Truth’ er, at den forsømmer det, som ellers er noget af det første, man lærer som journalist, nemlig at vinkle. I stedet for at sige: Her er historien, vi fortæller. Den handler om, hvordan 60 Minutes forsøgte at afdække præsident Bushs militære fortid, og hvordan det gik. Slut. Det kunne have været både tankevækkende, intenst og relevant. Nøjagtig som ‘All The President’s Men’ var det. Men i og med, at historien sovses ind i diverse private sidehistorier, og en overdrevet grad af idealisme tilsat strygermusik, ja, så bliver det ærlig talt svært at lade sig rive med. Selv om den grundlæggende historie er spændende.

At filmen baserer sig på en bog, Mapes skrev i kølvandet på hele sagen, er tydeligt fra start til slut. For det er en sjældent ensidig affære vi er vidne til. Med Mapes som helten i en rå verden. Og med hendes ven Rather som sandhedens fyrtårn.

Hvilket bringer os hen til manden, der spiller Dan Rather, nemlig Robert Redford. Man sidder på flere tidspunkter og tænker: ‘Så lad ham dog folde sig ud! I har Robert Redford med i filmen, så lad ham dog spille. Lad ham folde Rather-karakteren ud.’ Men nej. Redford er nærmere en slags bærende birolle, som vi ser alt, alt for lidt til, og som, når vi endelig ser ham, er det så karikeret at det til slut tangerer det ufrivilligt komiske. Det er en skam, for ingen tvivl om, at Redford er en af sin generations absolut bedste, og at han kunne have skildret Dan Rather glimrende, hvis han havde fået lov.

Cate Blanchett er som altid fremragende. Og må siges at være eneste rigtige lyspunkt i en mislykket film. Desværre kæmper hun en forgæves kamp og kan ikke trække filmens niveau ret meget op med sin præstation. Hvor fin den ellers er.

Når sandheden skal frem, så er ‘Truth’ så langt fra en værdig arvtager til ‘All The President’s Men’. Dels af de grunde, der her er nævnt. Men måske vigtigst af alt; skal man lave en film med titlen ‘Truth’, så skal man som seer helst ikke sidde tilbage med følelsen af, om det kunne også var sandheden man fik.