Nancy Pelosi – kvinde i eget hus
28. marts 2017  //  Af:   //  Portrætter  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

I fredags, efter republikanernes store ACA-nederlag i Huset, var det en næsten ekstatisk Nancy Pelosi, der udtalte sig: ”I dag er en stor dag for vores land. Det er en sejr, hvad der skete i salen er en sejr for det amerikanske folk.” Sejren for Pelosi og demokraterne kom syv år efter sundhedsreformen blev gennemført, og i kølvandet på republikanernes lige så lange kamp for at få reformen omstødt. Pelosi selv spillede en central rolle tilbage i 2010, da reformen blev gennemført, og fredagens afgørelse markerede dermed en foreløbig segmentering af en af hendes helt store personlige sejre.

Pelosis politiske know-how er uden tvivl kommet på prøve på det seneste. Siden Præsident Trumps indsættelse har hun stået side om side med andre fremtrædende demokrater såsom Chuck Schumer, Elizabeth Warren og Kamala Harris i ’kampen’ mod Præsident Trump. Hendes progressive politiske holdninger står da også i skarp kontrast til Donald Trumps politiske agenda, og når han kalder Schumer og Pelosi for ”tabere”, ja, så puster han blot til ilden under de to demokrater. Pelosi lader i hvert fald til at trives i oppositionen.

Siden 1987 har Pelosi været medlem af Repræsentanternes Hus for Californien, og i store dele af sit politiske embede har hun været en del af det demokratiske lederskab. I fire år under Bush var hun, i øvrigt som den første kvinde nogensinde, Speaker i Huset, og dermed leder af det forgangne demokratiske flertal. Siden 2011, hvor demokraterne tabte flertallet til republikanerne, har Pelosi stået i spidsen for det demokratiske mindretal i Huset. Hun er dermed ikke blot en garvet politiker, men også en erfaren leder. Pelosi er født og opvokset i Baltimore i staten Maryland, og har ikke sit politiske tæft fra fremmede: både faderen og en bror har ligeledes gjort politisk karriere som medlemmer af demokraterne. Til trods for hendes store erfarenhed blev Pelosi efter valget i november sidste år for første gang udfordret i sit kandidatur som leder af det demokratiske mindretal. Medlemmer af partiet mente, at hun med sin alder på 77 år måtte vige pladsen til et yngre medlem af partiet. Pelosi formåede dog alligevel at sikre sig posten endnu en gang.

Pelosis lederskab er på nuværende tidspunkt derfor ikke helt så stærkt, som det tidligere har været. Men i fredags, da sundhedsreformen ACA overlevede Paul Ryans forsøg på en dødsdom, kunne hun minde sine partifæller om, at det var hende, der i spidsen for demokraterne sørgede for at sikre sundhedsreformen de fornødne 219 stemmer tilbage i 2010. Denne præstation er uden tvivl en af hendes største sejre, hvis ikke dén største. Endnu større måtte sejren i fredags have været for Pelosi, som Trump i februar beskyldte for at være en dårlig leder. I fredags stod det klart, at det ikke var hende, der kunne beskyldes for at have modarbejdet republikanernes sundhedsreform, da modstanden, der i sidste ende fik Ryan til at trække lovforslaget tilbage, jo som bekendt kom fra præsidentens eget parti. Modsat Præsident Trump kunne Pelosi stå tilbage som en leder, der kunne give sine vælgere, hvad hun havde lovet dem.

Denne modstand mod Donald Trump har Pelosi lovet at fortsætte. Hun har blandt andet udtalt, at hun under ingen omstændigheder vil stemme for budgetter eller lovforslag, der har til formål at betale for Præsident Trumps mur på grænsen til Mexico. Og så er der spørgsmålet om gældsloftet, en kamp, der skal tages op midt på sommeren, når den amerikanske regering de-facto løber tør for penge. Politiske kommentatorer i DC mener, at Trump bør overveje at gøre kur til Pelosi, så fremtidige forhandlinger i Huset ikke går i hårdknude, hvilket ville være katastrofalt for præsidentens allerede dalende popularitet. På nuværende tidspunkt må det dog siges, at Pelosis fremgangsmåde minder meget om den måde Mitch McConnell har ført politik på i flere år, nemlig at modarbejde et hvert punkt på det regerende partis dagsorden. Hvorvidt hun ønsker at fortsætte en obstruktionspolitisk fremgangsmåde, eller om hun på et tidspunkt vil føle sig nødsaget til at forhandle med republikanerne, er uvist.

I det hele taget er det svært at spå om hvad fremtiden vil bringe for Pelosi. Selvom hun fortsat er en relativt populær leder i det demokratiske parti, er det højest usikkert, at hun pønser på at stille op til enten Senatet eller præsidentembedet. Hun har allerede opnået mere end de fleste af sine kolleger i løbet af sin lange karriere i Huset, og hendes høje alder taget i betragtning forsætter hun formegentlig i Huset indtil hun trækker sig fra det politiske liv. Hvisken i krogene på Capitol Hill om en forestående tilbagetrækken fra politik er dog på rygteniveau – intet i Pelosis tilgang til rollen som Speaker i Huset tyder på, at hun planlægger at trække sig tilbage på nuværende tidspunkt. Tværtimod fortsætter hun med fuld kraft fremad imod Republikanernes politiske agenda.

Om forfatteren:

Amanda Hansen Bøllehuus er uddannet cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet og American University med speciale i immigrationspolitik. Har tidligere arbejdet for både DR Nyheder og TV2 News. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som indenrigsskribent.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.