Nixon, 1968 og historien om ’det tavse flertal’
26. maj 2014  //  Af:   //  Nixon og Watergate, Tema  //  Kommentering ej mulig
Print Friendly

I 1968 var USA en dybt splittet nation præget af voldelige optøjer, og det udnyttede Richard Nixon. Han blev præsident på et budskab om genoprettelse af lov og orden samt en kodet racestrategi, der skaffede hvide Sydstatsstemmer. I dag lever arven fra Nixon videre i dagens politiske splittelse og i budskaber fra nye Republikanske kandidater.

Det var den 4. april 1968, og nyheden gik som en løbeild over USA: borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King, Jr. var blevet dræbt af en snigskytte. Kort tid efter eksploderede volden i flere sorte storbyghettoer, herunder i Washington DC, Baltimore og Chicago. Hundredevis af mennesker blev dræbt, tusinder blev såret, nationalgarden måtte sættes ind flere steder, og mange tusinde blev arresteret.

De blodige uroligheder var blot kulminationen på flere års spændinger, der også havde vist sig i massive raceoptøjer i for eksempel Los Angeles, Newark og Detroit de seneste år. I det hele taget var det en tid præget af uro og polarisering i USA. Amerikanerne blev dagligt konfronteret med diverse tendenser og grupper, som udfordrede det traditionelle USA: ungdomsoprør, demonstrationer mod Vietnamkrigen, terrorgruppen Weathermen Underground, den seksuelle revolution, borgerrettighedsbevægelsen, den militante gruppe De Sorte Pantere og et stigende antal raceoptøjer. Der opstod ganske enkelt konflikter og splittelse på tværs af generationer, køn, klasseskel og race.

Det Tavse Flertal
Præsidentkandidaten Richard Nixon forstod at udnytte dette kaos ved at appellere til den del af befolkningen, som han navngav ”Det Tavse Flertal”. Disse borgere var almindelige amerikanere, der ikke demonstrerede imod Vietnamkrigen eller deltog i optøjer. Han beskrev dem som patriotiske, lovlydige borgere, der arbejdede hårdt og satte familien først, og som følte, at USA efterhånden virkede som et fremmed land fyldt med vold og anarki.

Det var svært for mange hvide amerikanere at forstå, hvorfor sorte amerikanere, der havde fået rettigheder gennem Demokraten Lyndon B. Johnsons Borgerrettighedslov i 1964 og Stemmeretslov i 1965, ikke kunne stille sig tilfreds og i stedet tyede til optøjer. For de sorte amerikanere gik det hele dog alt for langsomt, der var splittelse internt i borgerrettighedsbevægelsen, og især i de nordlige stater, der ikke havde oplevet Sydstaternes voldsomme racediskrimination, var frustrationen stor og vreden ulmende i de fattige storbyghettoer, hvor man ikke kunne mærke fremskridtet på egen krop.

Nixon vidste, at han kunne vinde hvide stemmer ved at fremhæve hvad han kaldte Demokraternes fejlslagne politik og udbrede et slogan om lov og orden. ”USA er ved at blive et lovløst samfund”, erklærede han og tilbød sig selv som modgift.

På et tidspunkt fortalte Nixon tidligere præsident Eisenhower, at han fik ”fremragende respons” på sit lov-og-orden tema, selv i områder uden raceuroligheder og med lav kriminalitet. En af grundene var, at 1960’ernes mord på store mænd som John F. Kennedy, Martin Luther King og Bobby Kennedy havde givet befolkningen et stærkt indtryk af anarki, magtesløshed og voldelig omvæltning. En anden var, at amerikanerne hjemme foran tv’et blev direkte konfronteret med den stigende kriminalitet og vold i samfundet. Nixons valgslogan var da også: ”Stem, som om hele din verden afhang af det!” Med andre ord kunne den almindelige amerikaner ikke engang føle sig tryg i sit eget nabolag, men hvis man stemte på Nixon, ville han styre USA tilbage på rette vej.

Sydstatsstrategien
Nixon vurderede også, at han kunne vinde Sydstatsstemmer ved at appellere til de amerikanere, der var imod raceintegration og rettigheder for de sorte, men han måtte ikke fremstå direkte racistisk, for det kunne frastøde andre vælgere.

Derfor valgte han Spiro T. Agnew som sin vicepræsidentkandidat. Agnew var noget mere bramfri, hvad angik udtalelser omkring race, og så kunne Nixon overlade det til ham at komme med ytringer, der kunne appellere til hvide vælgere i Sydstaterne. Nixon og Agnew vandt da som bekendt også valget i 1968, og selv om den uafhængige og åbenlyst racistiske kandidat George Wallace, portrætteret for nylig her på Kongressen.com, vandt traditionelt Republikanske stater såsom Mississippi og Alabama, så tog Nixon for eksempel South Carolina og Florida fra Demokraterne.

Gennem sin ”Sydstatsstrategi” vandt Nixon dermed Syden for Republikanerne og skabte det politiske landkort, vi ser i dag. Det var også startskuddet til en periode på fyrre år, hvor kun to Demokrater, begge fra Sydstaterne, blev valgt til præsident: Jimmy Carter fra Georgia og Bill Clinton fra Arkansas.

Reagans og Bushs kodede signaler
Republikanske politikere som Ronald Reagan og George H. W. Bush lærte også af Nixons metoder i kampen om hvide stemmer. Reagan udbredte i 1976 myten om den sorte ”velfærdsdronning”, der uretmæssigt modtager understøttelse og bruger den til et liv i luksus, hvorimod Bushs valgkampagne i 1988 brugte en sort kriminel i et angreb på den Demokratiske modkandidat Michael Dukakis. Bush gav indirekte Dukakis skylden for, at Willie Horton, en sort morder, begik voldtægt og drab, mens han var under udgang fra fængslet. Dukakis var nemlig guvernør i Massachusetts, hvor Horton fik udgangstilladelse. Bush fik således kædet Demokraterne sammen med uansvarlighed og juridisk svaghed, og han profilerede sig selv som kandidat for ”lov og orden” via et kodet signal om en sammenhæng mellem sorte og kriminalitet; en forestilling, der appellerede til hvid frygt, og som eksisterer den dag i dag.

Nixons splittelse og strategi lever videre
Selv om Barack Obama vandt i 2008, sikrede han sig kun 41 procent af de hvide stemmer, og hans valgsejr, der inkluderede Sydstaterne, skyldtes i overvejende grad, at hele 96 procent af de sorte vælgere stemte på ham.

Derudover viste valget i 2012, ifølge The New York Times, at Republikanerne i Sydstaterne har næsten udelukkende hvide vælgere og Demokraterne næsten udelukkende sorte. Politisk er Sydstaterne derfor dybt splittet i forhold til race og til resten af landet, også blandt de yngre generationer.

Arven efter Nixon spores også i nylige udtalelser fra Republikaneren Paul Ryan om at mændene i ”de indre byer” må tage ansvar, få sig et arbejde og opgive deres ”fattigdomskultur”. Dette signal til vælgere, der mener, at fattige amerikanere (hvoraf langt de fleste er sorte) er uansvarlige og selv er skyld i deres situation, viser, at Nixons strategi stadig lever. Og meget tyder på at den stadig giver mening. En undersøgelse fra 2011 viste nemlig at hvide amerikanere i dag føler, at det er dém, der er ofre for racediskrimination. Hvis man hjælper minoriteterne, så bliver de hvide automatisk ofre, mener de.

Valgdeltagelsen blandt sorte amerikanere efter Obamas præsidentperiode forventes at falde ret meget, og det giver derfor god mening for Republikanerne igen at satse på et flertal af de hvide stemmer og endnu engang indirekte sætte sort mod hvidt i kampen om magten. Helt i Nixons ånd.

Om forfatteren:

Gitte Nielsen er stud.mag. i amerikanske studier ved Syddansk Universitet, med studieophold ved Ohio University. Blandt bidragyderne til antologien ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?. Skriver fast for Kongressen.com om forhold vedrørende race i USA.

Der er lukket for kommentarer.