Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Nixon og Watergate

Nixons liberale opgør med Johnsons ’Great Society’

I 1968 blev Richard Nixon i rollen som den stærkt konservative Barry Goldwaters republikanske arvtager valgt som USA’s præsident. Selvom Goldwater selv bakkede Nixon op ved valget, var Nixons politik dog ikke en umiddelbar forlængelse af Goldwaters.

I løbet af 8 år, hvor præsidentembedet var bestridt af Kennedy og Johnson, havde de mest indflydelsesrige, meningsdannende poster gennemgået en omvæltning i tænkningen. Hvor præsidentens politik hidtil var blevet formet af ideologer på de forskellige administrative poster, var der nu en langt mere videnskabelig tilgang til opgaverne. Det havde været den måske lidt naive drøm, at polariserede ideologier var fortid, og at regeringen skulle identificere de samfundsmæssige knudepunkter og engagere uvildige intellektuelle til at udforme politisk neutrale løsninger. Den grundlæggende indstilling til regeringens rolle i det amerikanske samfund havde dog villet det, at konservative langt mindre end liberale havde søgt mod arbejde i regeringen. Således var de ’uvildige’ løsninger blevet stærkt præget af liberal tænkning.

Med republikanernes erobring af det Hvide Hus i skikkelse af Nixon var forventningen, at der ville komme gennemgribende reformer af det amerikanske velfærdssystem. Først og fremmest skulle der gøres op med Johnsons ’Great Society’-program, der i de konservatives øjne var en ubetinget fiasko. Visse tiltag, der daterede tilbage til 30’ernes ’New Deal’ var også i skudlinjen. De fleste af Nixons ministre bevarede dog analytikere og troubleshooters fra Johnson tiden. Derfor vedblev løsningerne at være liberalt farvede. På trods af Nixons direkte ordre blev kun få fodfolk udskiftet, og flere af Nixons ministre har senere indrømmet, at man ganske enkelt ikke lå inde med nogen bæredygtig nytænkning.

Den forkerte mand til opgaven
Opgøret med the Great Society viste sig også snart at glide i den modsatte retning. Programmet, der til stadighed havde været motiveret af tanken om at genoprette USA som mulighedernes land, var fejlagtigt blevet misforstået som en fadæse, der tillod samfundets dovne elementer at hæve en garanteret indkomst fra sofarækkerne. Johnson havde imidlertid været meget klart omkring, at han ikke ønskede at uddele gaver, men at den maksimalt fysisk mulige deltagelse var en forudsætning for hjælpen.

Den ideologiske nomade, Daniel Patrick Moynihan, blev bedt om at udforme et alternativ til det stærkt bureaukratiske og lettere ineffektive Great Society. Resultatet af hans arbejde, Family Assistance Plan (FAP), var dog et besynderligt skridt i den modsatte retning. Moynihan havde ganske som lovet begrænset de mange tiltag og gjort op med et socialt system af tilsynsførende, der åd store dele af budgettet. Men under dæknavnet ’negativ indkomstskat’ blev det nu Nixons officielle politik at tildele fattige en ubetinget ret til understøttelse. Imidlertid var FAP ikke til at drive gennem kongressen. De konservative var nu stået af i forhold til Nixons indenrigspolitik. Samtidig var de liberale ikke villige til at stemme for et tiltag med Nixon som afsender. Dette til trods for, at principperne i sig selv ville have været ganske i tråd med deres ønsker for velfærden. Uden noget at vise for det stod Nixon nu med det prædikat, at han havde søgt mod en styrkelse af velfærdsstaten.

Økonomisk stimulans fra den liberale skuffe
Makroøkonomisk var Nixon gået til valg på et konservativt laissez-faire princip. Han lod sig dog snart af sine økonomiske rådgivere omvende til erklæret tilhænger af Keynes’ ekspansive finanspolitik. På denne måde lignede han meget Kennedy, der først havde modsat sig en ekspansiv politik i håb om, at blot en mindre skattereform ville fremelske de ønskede nøgletal. Oveni købet kanaliserede Nixon penge ud til delstaterne uden specifik øremærkning. Med andre ord stimulerede den føderale regering økonomien under dække af det konservative flagskib decentralisering.

Sådanne realiteter fortabte sig imidlertid i skyggerne fra Watergate. Nixon var en politisk paria, og ingen historiker rørte ved andet end skandalen. Ikke før 25-året for hans afgang i 1999 strømmede revisionisme ud i både artikler og faglitteratur. Man turde nu se igennem skandalerne til politikeren bag bl.a. jordskredssejren ved genvalget i 1972. Man fandt, at på trods af sit ry som udelukkende interesseret i udenrigspolitik havde Nixon øget den indenrigsmæssige regning med 44% mellem 1969 og 1972. En genlæsning af Nixon som konservativ var på sin plads.

Forskellige fortolkninger
Imidlertid var den faglige debat dog, i hvilket lys Nixon skulle ses. Skulle han sammenlignes med sin samtid? Eller skulle han ses i lyset af de forgående knap 20 år med den stærk konservative sande arvtager til Goldwater, Ronald Reagan efterfulgt af en vældig moderat demokrat i Bill Clinton? Revisionismen – af nogle hånet som Watergate-fornægtelse – var først for alvor opstået efter Reagan, og i sagens natur fremstod Nixon ikke som konservativ i sammenligning. Samtidig må man på trods af de nævnte undtagelser anse Nixon som konservativ i sin samtid.

Når flere prominente historikere, som Arthur Schlesinger Jr., var enige om, at en saglig redegørelse for historie er en afspejling af begivenhedernes samtid, må man konkludere, at Nixon var en konservativ politiker. Bl.a. startede Nixon i tråd med sine valgløfter en konservativ æra i højesteretten, der står på den dag i dag. At Nixon 40 år senere ligner en moderat demokrat eller ’værre’ kan udelukkende ses i lyset af den højredrejning af amerikansk politik, der nu når nye højder med konservativ fundamentalisme i bl.a. Tea Party.

Written By

Thomas Haabendal er BA i Engelsk fra Aarhus Universitet og stud.mag. ved Syddansk Universitet i Amerikanske Studier. Tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent med særlig fokus på Tea Party-bevægelsen.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen