Ny bog: Patton fortsætter med at dele vandene
11. september 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Mere end 70 år efter sin død deler general George S. Patton og hans bedrifter under Anden Verdenskrig stadig historikere. Var han gal eller genial? Den nye bog ”Patton’s Way. A Radical Theory of War” argumenterer for at generalen var forud for sin tid – og skyder med skarpt mod andre fremtrædende generaler fra Anden Verdenskrig.

Der udkommer hele tiden nye bøger om Anden Verdenskrig, og en helt særlig undergenre er biografier af de berømte generaler fra krigen.

Selv da han var i live var der delte meninger og intens debat om general George S. Patton. En farverig general som sagde kontroversielle ting (ofte), men som samtidig ledte en af de mest effektive kampagner gennem Europa efter den allierede landgang i Normandiet.
Han var kendt for at gå med to marmorbesatte revolvere ved siden, en ridepisk i hånden og et sprog som ville få en havnearbejder til at rødme. Han gik op i at gøre indtryk, og derfor gjorde og sagde han opsigtsvækkende ting. Han bad sin stabsbil stoppe på vej over Rhinen, fordi han ville “pisse i Rhinen” til stor begejstring for hans soldater. Han ledte den Tredje Armé på nogle af de mest bemærkelsesværdige manøvrer i amerikansk militærhistorie. Pressen elskede og hadede ham, hans kolleger elskede og hadede ham – og det samme gjorde det amerikanske folk.
Nu mere end 70 år efter er meningerne stadig delte om ham. Når moderne historikere skriver om Patton er det enten om hans genialitet, eller hvordan general Dwight D. Eisenhower og general Omar Bradley måtte kæmpe for at holde styr på den uregerlige general, som trods alt vandt slagene – men kun fordi de to andre kontrollerede ham.

Som regel hører det også med til legen, at hvis man kan lide Patton, så kritiserer man Bradley og Eisenhower, og omvendt.

Bogen ”Patton’s Way. A Radical Theory of War” af James Kelly Morningstar lægger sig helt klart i den kategori. Argumentet er, at Patton havde en særlig måde at føre krig baseret på fire faktorer: chok, kombinationen af flere våbentyper, fleksible kommandoveje og intens brug af efterretninger.
Alt dette gjorde tilsammen at han kunne operere hurtigere og mere fleksibelt end de øvrige allierede generaler. Ifølge Morningstar var de nemlig bundet af en forældet opfattelse af krigsførelse fokuseret på langsomme opslidende operationer. Deres måde at føre krig var simpelthen at tage et slag ad gangen, og slide modstanderen op med enorme egne tab til følge.
Når man læser bogen fortæller Morningstar, at modsat denne måde at føre krig, så søgte Patton at undgå konfrontationer med fjenden og i stedet fokuserede på at forstyrre fjendens handlemuligheder, således at de ikke kunne gøre modstand og i stedet måtte trække sig tilbage.

I indledningen argumenterer Morningstar for at Pattons måde at tænke krig var misforstået under krigen og hans succes ignoreret af hæren efterfølgende. I stedet videreførte de Eisenhower og Bradleys langsomme opslidende krigsførelse, hvilket ledte til uafgjort i Korea-krigen og nederlag i Vietnam-krigen. Det var først i 1980’erne, da den amerikanske hær gentænkte sin krigsførelse og kom frem til AirLand Battle Concept, at Pattons idéer kom til deres ret. Morningstar mener altså, at Patton var et par årtier forud for sin tid.

Personligt blev jeg fanget af den indledning, og syntes at det lød enormt lovende. Jeg var bestemt ikke skuffet, da jeg læste Morningstars kapitler om Pattons indsats under Anden Verdenskrig. De er gennemarbejdede og baseret på en omfattende læsning af primært og sekundært materiale om den farverige general. Den indeholder en interessant diskussion af Pattons eftermæle, og hvordan især Omar Bradley fik en afgørende indflydelse på dette.
Men så kommer vi til den klart svageste del af bogen. Om den efterfølgende indflydelse eller mangel på samme af Pattons tanker om krig.
Den helt klart svageste del af bogen er gennemgangen af amerikansk krigsførelse i Vietnam-krigen. Morningstar konkluderer, at det var en forkert måde USA førte krigen i Vietnam, set i forhold til den type modstander man stod overfor.
Men det bliver ikke helt tydeligt, om han så mener, at hvis man bare havde fulgt Pattons foreskrifter, så ville det være gået anderledes. Dét ville være en markant påstand, og en som ville være svær at finde belæg for. Her ligger problemet jo nok for Morningstar, og derfor den del af bogen ikke rigtig kommer fra jorden.

Overordnet set er det en utrolig velskrevet bog om en af de mest kontroversielle generaler fra Anden Verdenskrig, og et yderst kritisk blik på Eisenhower og Bradley som ellers blev nogle af de mest indflydelsesrige amerikanske generaler fra krigen.
Læs bogen og fokusér på den del om Anden Verdenskrig, og så læs diskussionen om Pattons varige indflydelse og brug den som udgangspunkt for egne tanker eller debat med andre. For én ting er sikkert: Patton vil give anledning til debat i mange år endnu.

Bogen ”Patton’s Way. A Radical Theory of War” er skrevet af James Kelly Morningstar og udgivet af U.S. Naval Institute Press

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.