Oberst: Officerer har fortsat fokus på det fulde spektrum af operationer
27. februar 2017  //  Af:   //  Perspektiv, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

De seneste mange års operationer i Irak og Afghanistan har stillet mange forskellige krav til den rolle, som danske officerer skulle løse. Det strategiske miljø er under forandring i disse år, men betyder det også at opgaverne for danske officerer ændrer sig? Kongressen.com har snakket med chefen for Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot, oberst Nicolas Teodors Veicherts om rollen for fremtidens danske officerer.

For omkring 10 år siden stillede krigene i Irak og Afghanistan nye krav til det amerikanske militær og krævede et fokus på oprørsbekæmpelse. Den type krig som man fokuserede på blev af nogle kaldt ”Graduate level of war”. I sin afskedsbesked til de amerikanske soldater i Irak skrev general David Petraeus i 2007: You have been builders and diplomats as well as guardians and warriors. Det udtrykte den meget forskelligartede rolle som amerikanske soldater og officerer skulle udfylde på det tidspunkt.

På samme måde havde danske soldater og officerer en meget forskelligartet opgave, som de skulle løse i Afghanistan. På den ene side var der stabiliseringsoperationerne, kontakten til civilbefolkningen og genopbygning – den del af operationerne som fik mest opmærksomhed i Danmark i lang tid. På den anden side var der hårde kampoperationer, som krævede klassiske militære færdigheder. Danske soldater og officerer skulle altså også løse en bred vifte af opgaver, som krævede meget forskellige kompetencer.

Den danske kampmission i Afghanistan er slut, og i øjeblikket debatteres det meget hvilke opgaver det danske forsvar skal løse. Meget af den debat fokuserer på nationalt eller i hvert fald regionalt forsvar – snakken om større stabiliseringsmissioner lader til at være forstummet.

Kongressen.com har spurgt chefen for Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot, oberst Nicolas Teodors Veicherts, om hvilken rolle en dansk officer skal udfylde i fremtiden.

Selvom kampmissionen i Afghanistan er slut, er der jo danske soldater og officerer udsendt mange steder i verden – lige fra Baltikum, Irak, en række afrikanske lande og Afghanistan.
Kan du prøve at give os en idé om hvilken type opgaver danske officerer løser rundt om i verden i øjeblikket?

Hærens officerer er fortsat indsat i de to arketyper opgaver, som officersvirket groft kan opdeles i; nemlig at lede og føre soldater eller som stabsofficer at bidrage til udvikling af militære planer. Lige nu har Hæren fx opstillet enheder, der med kort varsel kan sendes til fx de baltiske lande, hvorfra der kan være behov for at markere Natos sammenhold over for Rusland. Man kan sige, at de enheder fungerer i en ramme, hvor officererne og alle andre løser klassiske militære opgaver.

Samtidig har vi fortsat stabsofficerer, trænere, rådgivere og sikringsenheder indsat i blandt andet Irak, Afghanistan og Afrika. Her bidrager vi fx til uddannelsen af lokale styrker eller opbygningen af militære strukturer.

Det som hærens officerer overordnet bidrager med, uanset hvor de er indsat, er at finde løsninger, der bygger på alle de mange faktorer, der påvirker enhver opgave – og som kan samles i fire ret enkle spørgsmål: Hvad er det, vi skal opnå? Hvad kan vi gøre? Hvad udfordrer os? Hvornår skal en løsning foreligge?

Når I uddanner og videreuddanner officerer i dag, hvilken rolle spiller stabiliseringsoperationer så i den uddannelse? Altså de erfaringer som man har samlet igennem mange år i Irak og Afghanistan?

Alle officerer uddannes i det, som vi kalder det fulde spektrum af operationer, der kort fortalt dækker offensive- og defensive operationer samt stabiliseringsoperationer. Sådan har det altid været – også de seneste 20 år. Samtidig er det værd at bemærke, at de tre typer operationer ofte er indbyrdes forbundne. Fx når det i forbindelse med stabiliseringsindsatsen i Helmand i Afghanistan var nødvendigt at angribe og trænge Taliban tilbage, fx ved Musa Qala, samtidig med, at vi søgte at binde Taliban til bestemte områder ved hjælp af defensive indsættelser, fx omkring Armadillo-lejren.

Når det er sagt, finder jeg det helt naturligt, at vi med situationen i Europa – og en samtidig politisk bestemt bevægelse væk fra de militært meget tunge stabiliseringsindsatser i fx Afghanistan og Irak, vil lægge mere vægt på offensiven og defensiven – og dermed populært sagt en mere klassisk krigsførelse – og lidt mindre vægt på stabiliseringsoperationer. Dette også i lyset af at vi i givet fald må forvente at blive indsat i områder, hvor infrastrukturerne som udgangspunkt er gode, og hvor vi i øvrigt har befolkningens opbakning.

Samtidig må vi dog ikke glemme, hvad vi på godt og ondt har lært om stabiliseringsoperationer i bl.a. Irak og Afghanistan, og som jo også i disse år forankres i bl.a. Forsvarsakademiets forskning.

En interessant og samtidig meget væsentlig problemstilling omkring de seneste 20 års stabiliseringsoperationer er, at vi har stået over for en let bevæbnet fjende, fx Taliban, som nok har været farlig i kraft af fx lokale vejsidebomber og baghold, men som aldrig har kunnet tilintetgøre vore militære enheder, hverken alene eller med artilleri eller fly.

Samtidig har den komplicerede situation i stabiliseringsindsatserne af meget gode grunde ført til tilsvarende komplicerede militære planer, der i sig selv har taget meget lang tid at udarbejde.  

Over for en mulig ligeværdig modstander har vi dermed to udfordringer, som det fx er erkendt ved at studere Ruslands operationer i det østlige Ukraine: For det første skal vi rent taktisk tilpasse os muligheden for at blive angrebet fra luften eller med artilleri, hvilket stiller krav om en del genlæring. Hvor vi groft sagt i 20 år har kunnet være tæt på ligeglade med sløring og spredning af fx et infanterikompagni, kan samme tilgang i dag betyde, at kompagniet et tilintetgjort 30 minutter efter, at en fjende har spottet det med sine observationsdroner. For det andet så har det altid været afgørende – og særligt over for en ligeværdig modstander – at tænke hurtigere end fjenden på kamppladsen. Og derfor er der ikke tid til at udvikle store forkromede planer, der tager hensyn til både stort og småt. Snarere tværtimod. Den der iværksætter hurtigst vinder.

Den slags tænkning skal vi især promovere på vore videreuddannelser, hvor vi i dag finder de mange afghanistanveteraner blandt officererne.

Der er som nævnt ovenfor meget fokus i den danske debat på regionalt forsvar, altså forsvar af vores nærområde her i Skandinavien – især Baltikum. Som du ser det, er tiden så slut hvor officerer både skal være diplomater såvel som krigere? Er vi tilbage til en mere klassisk opgave for officerer i dag?

En officer skal først og fremmest være en person, der kan lede og føre militære enheder i krig – og i kraft af hans eller hendes personlighed og lederegenskaber samt selvfølgelig viden om militære forhold og evnen til at lave planer, der holder.

Jeg mener ikke, at officeren skal være eller opfattes som diplomat, fordi det har forledt andre til at tro, at politiske udfordringer kan løses af militæret alene. Se bare på de første års militært dominerede indsats i Irak fra 2003, som alle i dag erkender var fejlagtig.

Men når det er sagt, så skal officeren være empatisk og diplomatisk. Krig og konflikt bringer af gode grunde følelser i kog både menneskeligt og politisk, og dem skal officeren kunne håndtere. Fx skal officeren kunne forklare og perspektivere for soldaterne og deres familier, hvorfor den og den opgave nu skal løses – og i øvrigt uanset officerens egen personlige holdning.

Og det gælder også over for den danske befolkning, der har krav på at få en professionel vurdering af, hvad militæret kan løse af opgaver samtidig med, at officeren – som officer betragtet – skal respektere politikernes bestemmelse over forsvarets organisation og til hvad Forsvaret skal bruges.

Og så gælder det overfor fremmede befolkninger – ramt af krig eller ikke – som i deres eget land oplever at stå over for en dansk officer, der med sine soldater har ”indtaget” netop deres by. Også her skal udvises empati og diplomati.

Så svaret på dit spørgsmål er, at officererne skal være krigere, men også diplomatiske.

Forsvaret har ændret i officersuddannelserne i de seneste år, hvilke forandringer har man lavet på uddannelsen?

Med de seneste års store besparelser fulgte en kortere grundlæggende officersuddannelser. Det har ikke ændret ved officersuddannelsens fokus på krig, taktik og ledelse, men den ny delingsfører vil fremtidigt ikke vide lige så meget om kompagniniveauet over ham eller hende som hidtil. Den del skal så at sige læres ude i geleddet og ikke på skolen.

Samtidig forventer jeg, at officererne skal skabe sig mere tid til at lede de stadig mere komplekse sammenhænge i krig og konflikt. Det gælder de ny dimensioner af krig, fx cyber, men også evnen til at lede unge, selvbevidste og kritiske danske soldater. Derfor får befalingsmandskorpset – eller sergenterne – også en stadig mere afgørende rolle i Hæren i form af deres særlige ansvar for soldaternes faglige uddannelse og disciplin.

Og så vil både officerskorpset og befalingsmandskorpset fortsat skulle arbejde med den korpsånd, der i sidste ende gør forskellen mellem succes og fiasko på kamppladsen. Og det er også en ting som vi fortsat vil tale meget om med kadetterne på Hærens Officersskole.     

I har også gjort det til et krav for at kunne søge som civil, at man skal have færdiggjort en bacheloruddannelse. Hvad mener I, at civile bachelorer kan bibringe fremtidens officerskorps?

Eftersom vi nærmer os optagelsesfristen medio marts vil jeg gerne først slå fast, at man kan søge officersuddannelsen både fra gymnasiet, som sergent fra geleddet og som civil bachelor. Herfra er vejene gennem uddannelsen så forskellige – og hvis de forvirrer, så ring eller skriv til os.

Bachelorerne løfter officersuddannelsens niveau i og med, at de så at sige er erfarne studerende. Det er da også vores oplevelse, at bachelorerne læser mere samtidig med, at de er mere diskuterende end kadetterne fra gymnasiet var. Til gengæld er deres viden om militæret begrænset, hvorfor det også er så vigtigt for os at kunne optage erfarne sergenter og løjtnanter med en akademiuddannelse. Og med det mix opretholder vi en af de stærkeste sider af den gamle officersuddannelse.

Samtidig er optaget af bachelorer et udtryk for en erkendelse af, at officershvervet ikke nødvendigvis skal være livslangt, som det har været indtil nu. Der skal være plads til, at officeren via sin bachelor og vores diplomuddannelse i blandt andet ledelse kan søge andre græsgange.

Jeg ser dog helst, at officererne bliver i Forsvaret. Det skal de, fordi det er en god arbejdsplads, og fordi det tager så lang tid at uddanne en ny officer. Og dermed bliver fastholdelse nok en af vore største udfordringer i fremtiden.

Og den udfordring er ikke kun løst med gode opgaver og god uddannelse – det skal også være muligt for de dygtigste at avancere hurtigt, både for deres og for Hærens skyld. Derfor kigger vi nu også på mulighederne for at udvikle de eksisterende talentprogrammer.

Foto: Hærens Officersskole

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.