Pentagon lover ny Afghanistan-strategi

Situationen i Afghanistan er blevet så dårlig, at USA er nødsaget til at sende tropper tilbage til landet for at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker. Danmark er også blevet bedt om at stille soldater til rådighed. Lige nu er den amerikanske forsvarschef i Afghanistan for at få sidste input til en ny strategi til at udkæmpe USA’s længste krig.

Det hele minder lidt om noget man har set før. En nyudnævnt præsident, en krig som ingen kan se en ende eller løsning på, og en lang proces for at finde en ny strategi for at udkæmpe den længste krig USA nogensinde har udkæmpet.

Krigen i Afghanistan har nu fået sin tredje amerikanske præsident. Hvor lang tid krigen har varet understreges blot af det faktum at de to foregående præsidenter sad de to mulige perioder i Det Hvide Hus. 16 år har den varet, og ingen lader til at have et godt svar på, hvad der skal stilles op med situationen.

Præsident Obama brugte lang tid fra han overtog præsidentembedet i januar 2009 til at overveje og analysere mulige strategier for Afghanistan. Det endte med at 30.000 amerikanske soldater blev sendt til Afghanistan med en deadline, som hed at de ville komme tilbage efter 18 måneder.

I denne omgang er ansvaret for processen flyttet fra Det Hvide Hus, hvorfra Obama i sin tid styrede processen med hård hånd, til Pentagon. Præsident Trump har givet forsvarsminister Mattis lov til at afgøre vejen frem i Afghanistan – inklusiv eventuelle troppeforøgelser. Den måde at gøre det på er godt i tråd med Trumps valgløfter, om at militæret skulle have lov at gøre, hvad der skal til for at udkæmpe USA’s krige i stedet for at blive holdt tilbage af politikere i Washington. Generelt har lokale amerikanske chefer fået mere autoritet under Trump, noget vi så da det blev besluttet på lokalt plan at smide den enorme MOAB i Afghanistan tilbage i april. Det var ikke en beslutning som blev taget i Washington, men af den lokale chef.

Politisk er det jo en smart manøvre for Trump af to grunde. For det første giver det ham rygdækning i forhold til den beslutning som bliver taget. Præsidenten har givet frie hænder til militæret til at komme frem til hvad de skal bruge, dermed ligger ansvaret for udfaldet hos dem (sådan vil Trump se det i hvert fald). Præsident Obama blev kraftigt kritiseret for kun delvist at lytte til militærets anbefalinger, og krigen i Afghanistan blev hurtigt døbt ”Obama’s War” – hvad den så skal hedde nu, det må guderne vide.
For det andet vil det give rygdækning i forhold til det vælgerkorps, som Trump lovede at han ville slutte USA’s engagementer i endeløsning nation-building operationer. ”Militæret sagde det var nødvendigt, og vil I virkelig have at jeg siger nej til ’the boys’?” – det er der nok ikke nogen Trump-vælgere, som vil have. Men det er nok et af de svageste politiske led for Trump lige nu: hans kernevælgere. De er trætte af krige i Mellemøsten og Centralasien, som de ikke kan se nogen ende på, og som de ikke kan se en direkte mening med.

Lige nu lyder opgaven altså for Pentagon på at udarbejde en strategi for, hvordan man kan støtte den afghanske regering og sikkerhedsstyrker uden at overtage kampen igen – samt overbevise den amerikanske befolkning om at det er nødvendigt.

Som del af den proces er forsvarschef general Joseph Dunford i disse dage i Afghanistan for at få det sidste input fra de militære ledere i landet. Man diskuterer på nuværende tidspunkt at sende 4.000 amerikanske soldater til landet. Imens er forsvarsminister James Mattis i Europa for at samle allierede til den fornyede indsats, hvor man gerne fra amerikansk side ser aktiv europæisk deltagelse. Det vil også være en måde for de europæiske allierede at score noget velvilje hos den amerikanske præsident.
Folketinget er i øjeblikket i gang med at diskutere, hvordan Danmark skal bidrage til den nye strategi.

Alt i alt venter der en stor opgave forude for Pentagon, og de europæiske allierede, når man skal finde ud af hvad man skal stille op med en 16 år gammel krig. Flere af dem som sidder bag skrivebordene i diverse militærkommandoer har praktisk erfaring fra regionen, og spørgsmålet er om det kan give et nyt perspektiv på krigen, som ikke har været før.
I sidste ende er det et spørgsmål om, hvad man gerne vil opnå i Afghanistan. 16 år efter man invaderede landet er man nok desværre ikke kommet tættere på svaret på det spørgsmål. Måske snarere tværtimod.