Rice-udnævnelse ændrer ikke USA’s udenrigskurs

Udnævnelsen af Susan Rice som national sikkerhedsrådgiver blev af nogen set som et oplæg til en mere aktiv udenrigspolitik fra amerikansk side – måske endda hjælp til Syrien. Men det vil det ikke. Rice vil heller ikke engagere sig unilateralt i Mellemøsten, og lige meget hvor meget hun gerne ville, kan hun ikke ændre forudsætningerne for amerikansk udenrigspolitik

ANALYSE: Susan Rice er kendt som en loyal Obama støtte, som altid er klar til at sige sin mening i meget klare vendinger. Derfor var det som sådan heller ikke overraskende, at Obama den 5.juni udnævnte Rice til national sikkerhedsrådgiver.

Udnævnelsen vil dog ikke have den store betydning for amerikansk udenrigspolitik, men den kan til gengæld have betydning på den indenrigspolitiske bane.

Forudsætningerne er de samme
Selvom Obama måtte ønske at signalere en mere aktiv udenrigspolitik med udnævnelsen af Rice, så er det ikke muligt at gennemføre en mere engageret udenrigspolitik i forhold til f.eks. Syrien. USA’s økonomi sejler stadig, amerikanske tropper er stadig engageret i Afghanistan, og Obama administrationen ønsker at fokusere på Asien i stedet for Mellemøsten.
Især økonomien er den afgørende faktor for Obama. Han ønsker at bruge sin politiske kapital på at få ordnet sin indenrigspolitiske dagsorden, ikke en unilateral eller koalitionsbaseret intervention i Syrien.

Alle disse ting gør, at USA i Obamas anden periode ikke vil engagere sig militært i Mellemøsten.

Centralisering af udenrigspolitikken
Formålet med udnævnelsen af Rice ses af andre analytikere som et udtryk for en centralisering af udenrigspolitikken i det Hvide Hus. Rice skal stå som vagthunden for administrationens udenrigspolitik og forsvare den mod angreb.

Rollen som national sikkerhedsrådgiver betyder, at Rice vil blive Obamas personlige rådgiver indenfor udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun skal rådgive Obama således, at han kan dirigere den udenrigspolitiske indsats i det amerikanske udenrigsministerium og forsvarsministerium. Den meget centrale rolle som den nationale sikkerhedsrådgiver dermed har i den sikkerhedspolitiske proces, betyder at en dygtig og udadvendt sikkerhedsrådgiver kan gå hen og blive ekstremt magtfuld. Det så man bl.a. med Henry Kissinger, som formåede at dominere den udenrigspolitiske dagsorden. Til gengæld kan en svag sikkerhedsrådgiver betyde, at de traditionelle kampe mellem udenrigs- og forsvarsministerierne får frit spil og være med til at blokere den sikkerhedspolitiske beslutningsproces. Et eksempel på en sikkerhedsrådgiver uden den fornødne tyngde, var Condoleezza Rice (hun har ingen relation til Susan Rice). Condoleezza Rice var sikkerhedsrådgiver for George W. Bush, og hendes problem var, at Donald Rumsfeld i Pentagon og Colin Powell i udenrigsministeriet var så stærke personligheder, at hun ikke kunne styre den interne kamp mellem de to.

Susan Rice ser ud til at kunne blive en stærk national sikkerhedsrådgiver, som vil kunne centrere styringen af udenrigspolitikken i det Hvide Hus, og dermed konsolidere Obamas kontrol med hvad der foregår i amerikansk udenrigspolitik.

Meget upopulær dame hos Republikanerne
Det er dog ikke et helt ukontroversielt valg, Obama har taget. Rice har været under massiv beskydning fra republikansk side for sin indsats i forbindelse med terrorangrebet på den amerikanske ambassade i Libyen den 11.september 2012. Republikanerne beskylder Rice, for at have underspillet motiverne for angrebet for at undgå at angrebet kunne svække Obamas chancer i valget. I stedet for at vedgå at angrebet var et planlagt terrorangreb, så mener republikanerne at Rice bevidst gik ud og vildledte befolkningen og Kongressen, ved at sige at angrebet var spontant opstået som del af en demonstration mod en islam kritisk film på YouTube.

Denne angivelige vildledning betød, at Rice måtte opgive at kunne overtage posten som udenrigsminister, da Hillary Clinton trådte tilbage. Det ville simpelthen have været for besværligt og beskidt at få hende bekræftet i Kongressen. Hvis man ser det slagsmål, som opstod ved Chuck Hagels bekræftelse som forsvarsminister, så kan man kun konkludere at en bekræftelsesproces for Rice, ville have været utrolig beskidt, hvis ikke umulig.

Fordelen for Obama ved denne udnævnelse er, at posten som national sikkerhedsrådgiver skal ikke godkendes af Kongressen, så han kan vælge hvem han vil.
Desuden er der også den bonus, at udnævnelsen af Rice kan provokere og irritere republikanerne, mens Obama får en stærk national sikkerhedsrådgiver, som kan støtte ham i kampene mod de selvsamme republikanere.

Massive udfordringer venter
Det er dog ikke noget nemt tidspunkt Rice overtager posten. Der er i øjeblikket massive politiske udfordringer for Obama administrationen.

Situationen om angrebet på den amerikanske ambassade i Libyen spøger stadig i kulisserne og er et kapitel som republikanerne ikke vil tillade går i sig selv. Skandalen om det amerikanske skattevæsens uretfærdigt hårde behandling af Tea Party relaterede partier, har for så vidt ikke sikkerhedspolitiske implikationer, men er med til at presse Obama administrationen og trække fokus væk fra Obamas politiske dagsorden. Samme er tilfældet med aflytningen af journalister fra Associated Press som blev udført af det amerikanske justitsministerium.
Sidst men absolut ikke mindst så er de seneste overvågningssager med til at presse administrationen. Her er det Rice kommer på banen. Disse overvågningssager er en del af en ny fase i USA’s krig mod terror. Derfor vil det være Rice der skal være med til at stå på mål for dette.

Men Obama har valgt en stærk kandidat til posten, og Rice vil helt sikkert være en stabil målvogter og eventuel lynafleder – og i øjeblikket er der mange lyn.