Rigtig god sommer fra alle os på Kongressen.com
5. juli 2018  //  Af:   //  Nyheder  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Sommerferien står for døren efter et halvt 2018, der har været helt igennem turbulent. Både indenrigs- og udenrigspolitisk har bølgerne gået højt og det fortsætter til efteråret, hvor midtvejsvalget venter.

Jeg kunne godt begynde denne sidste artikel inden sommerferien med at remse nogle af de mange begivenheder op, der har præget amerikansk politik det første halve år af 2018. Når det ikke sker, er det dels fordi jeg vil være i overhængende fare for ikke at være nået i mål før mit og familiens fly går syd på mandag formiddag og dels fordi I som læsere ville skulle afsætte både halve og hele uger af ferien for at læse jer igennem det.

Derfor vil jeg nøjes med at opsummere således: det har været et fuldstændig hæsblæsende, kaotisk og turbulent første halvår af 2018. Og der er al mulig grund til at forvente, at det fortsætter efter sommerferien.

For det første, fordi der ikke er noget, der tyder på, at Trump har tænkt sig at skrue ned for blusset, hverken nationalt eller globalt. Og for det andet, så vil midtvejsvalget til november blive en begivenhed, der vil dominere dagsordenen lige indtil den sidste stemme er talt op.

Her på Kongressen.com ser vi frem til at følge de mange begivenheder tæt. Vi har kort før sommerferien fået et par nye stærke folk med ombord, og jeg allerede nu løfte sløret for, at endnu et par solide kapaciteter slutter sig til os efter sommerferien.

Efter sommerferien glæder jeg mig desuden til at kunne præsentere et nyt og yderst spændende tiltag på tv-fronten. De nærmere detaljer må I vente med til efter ferien, men I kan roligt glæde jer. Det gør jeg i hvert fald.

På vegne af hele holdet, vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige jer alle sammen tak. Tak fordi I hver dag læser vores artikler og analyser. Tak for alle de mange henvendelser, spørgsmål og kommentarer I sender. Og tak for jeres deltagelse i forbindelse med de forskellige events, vi i de forgangne måneder har arrangeret.

I særdeleshed vil jeg gerne sige jer alle sammen tak for deltagelse i forbindelse med de forskellige begivenheder, der fandt sted i midten af april, da vi her på Kongressen.com i samarbejde med Amnesty International var værter for Kerry Kennedys besøg her i Danmark. Det var nogle helt igennem forrygende dage, som jeg stadig tænker tilbage på med stor glæde.
Jeg er både glad og stolt over, at vi som medie var med til at bringe en kapacitet som Kerry Kennedy her til landet og jeg glæder mig til at vi i fremtiden vil gentage succesen og invitere andre dygtige mennesker hertil.

Hermed er der kun tilbage at sige foreløbig tak for nu. Vi er tilbage igen mandag den 13. august.

På vegne af hele holdet her på Kongressen.com ønsker jeg jer alle sammen en rigtig god sommer!

Alt godt

Anders Agner Pedersen
Chefredaktør

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Har tidligere boet, studeret og arbejdet i New York, Sydney, Amsterdam og senest Washington D.C., hvor han blandt andet skrev for RealClearPolitics. Var den ene del af duoen bag showet 'The Speeches Of President Kennedy', som senere blev til dokumentarfilmen 'The Danish JFK Guys'. Forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg', 'JFK100' og senest 'Modet Til Visioner'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i sommeren 2018.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.