Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Tema

“Snowdens lækager er de vigtigste i historien”

Han var med til at dække Wikileaks-lækagerne tilbage i 2010 for The Guardian, og har ligeledes været helt tæt på NSA-skandalen det seneste år. I dette interview med Kongressen.com fortæller Luke Harding, der netop nu er aktuelt med bogen ’The Snowden Files’ hvordan han ser hele situationen omkring Snowden

Havde man spurgt Luke Harding for et år siden, om han gik med planer om en ny whistleblowerbog, i kølvandet på bestselleren ’Wikileaks: Inside Julian Assange’s War On Secrecy’ fra 2011, havde svaret formentlig været nej. For på det tidspunkt havde ingen hørt om en ung fyr sidst i 20’erne ved navn Edward Snowden. I hvert fald ingen i den brede offentlighed. Og heller ikke Harding.
Men alt det ændrede sig i begyndelsen af juni sidste år, hvor Edward Snowden trådte ind på verdensscenen og har stået der lige siden. Over for Hardings to Guardian-kolleger, Glenn Greenwald og Laura Poitras, fremlagde Snowden tusindvis af dokumenter, der i detaljer afslørede omfattende amerikansk overvågning, såvel nationalt som globalt.
Og selv om Wikileaks havde været en stor historie, stod det hurtigt klart for både Harding og hans kolleger, at denne lækage var uden sidestykke. Og ville blive et centralt omdrejningspunkt, både i den diplomatiske verden og i hverdagen på The Guardian et godt stykke ud i fremtiden.
Den gribende insiderberetning om Snowdens lækager og relationen mellem The Guardian og verdens mest jagede mand, er netop udkommet i bogform med titlen ’The Snowden Files: The Inside Story Of The World’s Most Wanted Man’. I dette eksklusive interview med Kongressen.com fortæller Luke Harding om et dramatisk år på The Guardian og om arbejdet med manden, der står øverst på præsident Obamas ’Most Wanted’-liste.

Den berømte whistleblower Daniel Ellsberg, der stod bag offentliggørelsen af ’The Pentagon Papers’ har kaldt Snowdens lækager er de vigtigste i historien. Er du enig i den betragtning?
Ja, det mener jeg, at han har ret i. Snowden er whistleblower, og ikke en forræder eller hvad nogen ellers har foreslået. Ser man på, hvad hans afsløringer har haft af konsekvenser, mener jeg, at det giver god mening at drage parallellen til situationen omkring Wikileaks tilbage i 2010. Jeg har været med til at dække begge dele. Den gang stod vi med over 200.000 dokumenter, hvilket var stort på det tidspunkt. Men så kom Snowden, og det er uden tvivl endnu større. Tænk bare på, hvor meget mere vi ved om lang række forhold, sammenlignet med hvad vi vidste for et år siden.

Har Snowden opnået det han ville med sine lækager eller har det foreløbig kun medført en masse turbulens uden ret mange reelle forandringer?
Han fortalte mine kolleger, Glenn Greenwald og Laura Poitras, at hans mål var at starte en debat. Og det er han uden tvivl lykkedes med. Det her har i den grad været et emne, der er blevet flittigt debatteret. Så som jeg ser det, har han udrettet meget mere end bare skabe turbulens. Helt afgjort.

Glenn Greenwald og Laura Poitras er blevet hædret med den prestigefyldte journalistpris ’The George Polk Award’ for deres Snowden-historier. Det er dog fortsat tvivlsomt om de møder op på Long Island i New York, da de er bekymrede for deres sikkerhed hvis de rejser ind i USA. Hvordan ser du på hele den situation?
De er uden tvivl kommet under massivt pres. Men som jeg ser det, så har de gjort deres arbejde som journalister, og ikke udført en terrorhandling. Men generelt har Obama administrationen været i clinch med flere undersøgende journalister, inklusiv mine to kolleger. Og det mener jeg bestemt er en bekymrende trend.

I et interview med tysk tv for nylig, talte Snowden selv om en måde at ’afslutte’ den nuværende situation. Blandt andet talte han om, at han selvfølgelig gerne ville hjem til USA igen. Hvordan ser du det fremadrettede scenario udforme sig?
Det er tydeligt, at der generelt er brug for en større grad af transparens end vi har i øjeblikket. Og det er i høj grad blevet synliggjort af Snowden. Og så er det også tydeligt, at der er behov for en bedre beskyttelse af journalister.

Og det mest sandsynlige er vel, at Snowden bliver siddende i Rusland?
Det er et ganske kompliceret spørgsmål. Men ja, beklageligvis er det nok det mest sandsynlige. Han har ikke lyst til at være der. Han ville jo hellere være i enten et andet europæisk land eller hjemme i USA. Men det virker ikke så sandsynligt lige i øjeblikket. Så ja, der er mest der taler for, at han bliver i Rusland. Og man må så også tilføje, at alle de ting, der lige nu finder steder i Ukraine heller ikke gør hans situation lettere. Men det er i sandhed en meget uheldig situation for ham at befinde sig i.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen