“Trump agerer ligesom romerne”
19. april 2017  //  Af:   //  Perspektiv, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

I de seneste uger har præsident Trump anvendt militær magt for at sende et signal til omverdenen om at USA er tilbage i en ledende rolle efter otte års passivitet under præsident Obama. Villigheden til at anvende magt for at dominere er dog langt fra noget nyt i international politik. Man så det samme i antikken. I dette interview med Kongressen.com fortæller Dr. Adrian Goldsworthy om den historiske rolle militær magt har haft. 

Præsident Trump har de seneste uger ønsket at sende et klart signal til resten af verden: USA er tilbage, og er villige til at anvende militær magt. Det skal være med til at lægge pres på aktører som Nordkorea, Iran og Syrien for at opføre sig ”ordentligt”. Symbolikken har altså været klar fra Trumps side, når han har beordret bombningen af Al Shayrat basen i Syrien eller når der smides en Massive Ordnance Air Blast Bomb i Afghanistan. Man spiller med de militære muskler for at få andre aktører til at makke ret.

Den måde som militær magt kan bruges til at understrege sin overlegenhed, enten gennem direkte anvendelse eller ”show of force” er dog langt fra ny. Tilbage i Antikken regerede romerne over den kendte verden med hård hånd, og militær magt var fundamentet for deres overlegenhed.
Som vores alle sammens yndlings fiktive præsident Josiah Bartlet pointerer i et afsnit af serien ”West Wing”, så kunne en romersk borger gå i fred på tværs af imperiet, hvis blot han sagde ordene ”Civis Romanus sum” (”Jeg er en romersk borger”). Visheden om brutal romersk gengældelse skabte det man kalder ”Pax Romana” – den romerske fred.

Dr. Adrian Goldsworthy har skrevet bøger om det romerske imperium, samt været konsulent på en række dokumentarer for bl.a. BBC og Discovery Channel. Kongressen.com har været i kontakt med ham for at høre ham om, hvilken rolle militær magt spillede i Romerriget.

Hvornår var perioden kendt under begrebet ”Pax Romana” og hvad karakteriserede den?
“Mange mennesker har tendens til at tænke højdepunktet af Pax Romana som det første og andet århundrede efter vor tidsregning, begyndende med kejser Augustus’ styre efter hans sejr over Marcus Antonius. Det er en forsimplet måde at se det på, fordi romerne begyndte allerede tidligere end det, at tale om deres pligt til at skabe fred og sikkerhed for deres allierede og provinser. Samtidig var Augustus ansvarlig for den sidste længere fase af ekspansion. Skabelsen af imperiet og erobring kom først. Da de først kontrollerede de store landområder opstod der en følelse blandt den romerske elite af at man burde sikre stabilitet og sikkerhed i de nyerhvervede områder.”

Hvilken rolle spillede militær magt i opretholdelsen af det romerske imperium?
“Militær magt understøttede imperiet, men almindeligvis på afstand. Hæren var ikke særlig stor i forhold til den geografiske størrelse af imperiet og dets befolkning, og det meste af den var stationeret ved grænserne. Mange provinser havde små garnisoner, som primært tjente som administratorer og politistyrke.
Oprør i provinserne skete som regel indenfor en generation af romersk erobring, hvorefter det stoppede. Sådanne oprør blev nedkæmpet med stor brutalitet, selvom man også prøvede at overtale oprørere fredeligt til at vende tilbage til romersk styre. Denne indsats fulgte militære operationer.
Det er let at glemme, over hvor lang tid det romerske imperium strakte sig, men erindringen om en tid, hvor man var uafhængig af Rom var generelt falmet. Da det romerske imperium kollapsede i den vestlige del i det femte århundrede efter vor tidsregning, er det interessant at bemærke, at der ikke var nogen frihedsbevægelser, som dem man så i Asien og Afrika i den anden halvdel af det 20. århundrede. Ingen ønskede at blive f.eks. briter eller spaniere. Oprør var generelt mod den lokale romerske administrator eller kejser, fordi man ønskede en anden person til de poster, men man ønskede generelt at forblive romere.”

Romerne endte med at dominere den kendte verden, var det resultatet af en plan eller ”en fejl”?
“Romerne var aggressive og krigeriske. Dette var ikke ualmindeligt i Antikken, hvor andre folkeslag var lige så krigeriske. Det var en tid, hvor krig og ikke fred blev set som den naturlige tilstand mellem samfund. ”Imperium” hvorfra vi får ordet ”empire” betyder ”magt” og ikke territorial kontrol. Romerne ønskede generelt at styrke deres magt, fordi det blev set som vitalt for overlevelse og velstand. Dog havde de ikke nogen systematisk plan for erobringer, og ind i mellem var man meget tilbageholdende med at tage nye provinser. Den romerske republik blev ledt af folkevalgte magistrater, som kun sad på deres post i ét år, og der var ikke nogen partier eller permanente fraktioner eller grupper. Dette betød at der var meget lidt langtidsplanlægning. Dette ændrer sig til en hvis grad, da man fik kejsere, men disse var også tilbageholdende i forhold til at indlede erobringskrige, da en succesfuld general ville kunne ende som en konkurrent til kejseren. Hvis de selv tog kommandoen over militære kampagner, så betød det flere år væk fra Rom, hvilket gjorde det svært at administrere riget.
Den store forskel mellem romerne og andre folkeslag i den periode var at romerne søgte at gøre hver sejr permanent. Romerske krige endte ideelt set med fjernelsen af fjenden som en trussel, enten fordi de blev allierede med Rom eller blev en romersk provins, eller simpelthen ophørte med at eksistere som politisk enhed. Det geniale ved romernes politik var evnen til at optage andre og gøre dem til romere. De var unikke i deres generøsitet med borgerskab, så tidligere fjender blev allierede og så fuldkomment romerske. Over tid var meget af senatet og endda flere kejsere ikke etniske romere eller italienere.”

Hvad gjorde romerne så militært overlegne?
“Det varierer fra periode til periode. Milits og værnepligtshæren som stod overfor Hannibal blev først udkonkurreret, men havde mandkraft 10 eller 20 gange større end nogen rivaler – inklusiv Karthago. Det går tilbage til villigheden til at gøre tidligere fjender til allierede og borgere. De led grusomme nederlag, men lærte af deres fejltagelser. Enhver anden stat i antikken ville have overgivet sig efter nederlaget ved i 216 f.v.t. – efter en kampagne hvor man mistede en syvende- eller ottendedel af hæren og en tredjedel af senatet. Romerne overgav sig ikke, og denne stædige modstand mod at give op gjorde dem meget svære at besejre.
Senere udviklede man en professionel hær, og blev bedre i stand til at give lektier videre til næste generation af soldater. I forhold til træning, udstyr, logistisk støtte og organisation havde den romerske hær ikke en lige i Antikken. Hæren var også utrolig fleksibel og villig til at lære fra sine fejl. Dog havde den, i modsætning til de tidligere militshære, ikke den samme dybde i form af reserver af mandskab, så det tog længere tid at komme sig efter større tab.”

Mod slutningen af Romerrigets historie var der til tider flere kejsere. Endte den romerske hær med at være en mere destabiliserende end stabiliserende faktor?
“Den romerske hær var del af statsmagten. Augustus og hans efterfølgere overlevede som kejsere, så længe de havde loyaliteten fra hæren. Fra det tredje århundrede e.v.t. og fremefter, spildte den romerske hær sin styrke ved at kæmpe mod sig selv. Det var primært resultatet af en politisk fiasko, men den tætte forbindelse mellem politik og hæren betød, at magtkampene som regel var meget voldelige. Når én romersk hær kæmpede mod en anden var der ikke nogen taktisk fordel til nogen af dem, eftersom hærene var stort set ens. Derfor kom sejre ofte an på overlegenhed i antal, som derfor betød at alle som ønskede at være kejsere måtte have en større hær end sin rival. Udgifterne til at støtte militæret steg efterhånden som økonomien og samfundet gentagende gange blev rystet af borgerkrige. I sidste ende kollapsede imperiet, men det tog lang tid, fordi der ikke var nogen sammenhængende ekstern magt til at ødelægge imperiet udefra.”

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.