Trump mener han vandt i Singapore, meen…
13. juni 2018  //  Af:   //  Analyse, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Det var et historisk topmøde vi var vidner til tirsdag nat mellem præsident Trump og Kim Jong-un. Det historiske vingesus var ikke til at tage fejl af. Vi må blot konstatere, at den nordkoreanske diktator kom bedst fra topmødet – målt på substansen. Der var nemlig ikke nogen. Alligevel erklærer PR-manden Trump en historisk sejr.

Det er utrolig positivt, at der er begyndt en dialog mellem USA og Nordkorea, det er der ingen tvivl om. De to lande bragte sidste år verden til kanten af stolene med deres hårde ordudvekslinger, som i sidste ende fik truslen om krig til at virke meget reel.

Nu er der igangsat en dialog mellem de to lande med topmødet i Singapore mellem Donald Trump og Kim Jong-un. Trods manglen på konkrete løfter eller tilkendegivelser fra nordkoreansk side, så har Donald Trump og hans støtter i de amerikanske medier allerede udråbt det til en stor sejr for ham. De gør klart, at Nordkorea har lovet at afvikle deres atomvåben. Strengt taget så er det et løfte om at arbejde hen imod ”denuclearization”, som den nordkoreanske diktator i dag skrev under på.

For det meget vage løfte har det nordkoreanske styre fået international legitimitet i kraft af et en-til-en topmøde med den amerikanske præsident, og Trump har allerede beordret de store fælles øvelser med Sydkorea standset – noget som kom bag på den sydlige allierede.

Fra et vestligt perspektiv er det bekymrende, at de amerikanske præsident tager til topmøde med Nordkorea og giver indrømmelser uden reelle modydelse, lige efter han er kommet fra et topmøde i Canada, hvor han igen sparkede ud efter knæhaserne på det allerede anstrengte transatlantiske forhold.

 

Aftalen

Hvad er det så der står i aftalen. De to statsledere forpligtede sig til disse fire punkter:

  1. The United States and the DPRK commit to establish new U.S.–DPRK relations in accordance with the desire of the peoples of the two countries for peace and prosperity.
  2. The United States and the DPRK will join their efforts to build a lasting and stable peace regime on the Korean Peninsula.
  3. Reaffirming the April 27, 2018 Panmunjom Declaration, the DPRK commits to work toward complete denuclearization of the Korean Peninsula.
  4. The United States and the DPRK commit to recovering POW/MIA remains, including the immediate repatriation of those already identified.

Alt i alt er erklæringen en gang vag diplomatisk snak. Faktisk som man forventet, da ingen af de to parter ville gå med til at begrænse sit manøvrerum i de kommende møder, som også aftaltes i erklæringen. Ligeledes havde begge ledere en klar interesse i, at dette møde blev en succes, og derfor skulle man ikke slås om for ømtålelige formuleringer. Mission accomplished.

Og det er altså værd at bemærke, at Nordkorea ikke her lover at afvikle deres atomvåben. De lover at arbejde hen imod – hvad det så end betyder. Så alle meningshaverne og kommentatorerne som er ude og tale om en sikrere verden må lige slå koldt vand i blodet. Der er ikke noget konkret her.
Præsident Trump har tilsyneladende heller ikke fået nogen tilkendegivelser eller andet om, hvordan en sådan aftale skulle håndhæves. Skulle amerikanske eller internationale observatører sikre afviklingen, eller hvad? Det ville/kunne præsidenten ikke svare på til sit pressemøde bagefter.
Det kunne yderligere være interessant at høre, hvordan præsidenten vil forklare, hvordan en sådan aftale med Nordkorea vil adskille sig markant fra den aftale præsident Obama indgik med Iran i 2015, og som Trump for nylig trak USA ud af.

Trods de vage løfter og vendinger så har Trump altså som nævnt valgt allerede at aflyse fælles øvelser med Sydkorea – noget som bør få øjenbrynene til at hæve sig rundt omkring både i regionen, men også i Europa.

Man må ligeledes stille sig skeptisk overfor, at USA’s præsident på denne måde legitimerer Nordkorea og reelt accepterer dem som en stormagt på verdensscenen. Ingen snak om menneskerettigheder (det havde været en deal breaker for Nordkorea), ikke nogen konkrete løfter om overvågning af afviklingen af atomvåben (hvis det går i gang snart) og ikke nogen tidsramme.

I den kommende tid skal vi også til at se på, hvordan de øvrige aktører i regionen reagerer og søger at påvirke processen. Gårsdagens aftale var en bilateral aftale mellem USA og Nordkorea. Meen, der er jo flere aktører, såsom Kina, Japan, Sydkorea og Rusland, som alle på den ene eller anden måde kunne tænkes at ville spille med. Især i tilfældet med Kina kan man ikke komme udenom dem. Sydkorea er sværere at komme udenom, men fra sydkoreansk side frygter man faktisk lidt, at præsident Trump sætter tempoet op for en proces, hvor Sydkorea ikke er del af den.
Det er samme frygt som Japan sidder med, da de ikke er glade for at blive kørt ud på et sidespor i amerikansk Asien-diplomati.

Så der er mange andre end bare USA og Nordkorea, som har interesser i den her proces. Men for de to hovedpersoner var det her personlige succeser. Det var bare kun for den nordkoreanske leder, at hans personlige succes hang tydeligt sammen med hans lands.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og hovedforfatter til 'Commander-of-Tweets'. Han har også skrevet og bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.