Trump skader sig selv ved at kritisere McConnell
16. august 2017  //  Af:   //  Analyse  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Striden mellem præsident Trump og flertalslederen i Senatet, Mitch McConnell, kan få fatale konsekvenser for Republikanerne. For hvis først de to for alvor ryger i totterne på hinanden, bliver det endnu vanskeligere end før at se for sig, hvordan partiet skal få nogle af de store reformer igennem de næste par år

Man kan vel dårligt påstå, at det var overraskende. På et eller andet tidspunkt måtte låget jo ryge af og twittertrangen blive så stor hos præsidenten, at eder og forbandelser måtte regne ned over Mitch McConnell. Hvorfor? Fordi sådan plejer det at gå, når der er folk, der ikke gør som Trump vil have det. Og i det her tilfælde har McConnell som senatsleder ikke formået at opfylde Trumps ønske om at afskaffe Obamacare og erstatte det med noget andet. Nøjagtig som han heller ikke har formået at få vedtaget en stor infrastrukturreform eller for den sags skyld en stor skattereform.

Det er ikke godt nok, ifølge Trump, og derfor har McConnell de seneste dage stået for skud, når præsidenten har følt trang til at ventilere frustrationer kogt ned til 140 tegn.

Skulle McConnell ligefrem fyres som senatsleder, spurgte amerikanske kolleger den anden dag præsidenten. Det ville Trump ikke sige, men omvendt ville han heller ikke afvise det.

Det er sådan, vi efterhånden har lært præsident Trump at kende. Som en mand, der offentligt hænger sine folk til tørre, hvis ikke han mener, at de leverer varen. Oftest krydres kritikken med en trussel om fyring. Spørg bare Sean Spicer, Reince Priebus eller Jeff Sessions.

Og nu er turen så kommet til McConnell. Forventeligt? Ja, det var det vel egentlig. Klogt? På ingen måde. Hvorfor? Fordi McConnell er en af de afgørende personer for at Trump kan leve op til bare nogle af sine mange valgløfter. Heriblandt skattereform, infrastrukturreform og måske en dag ændringer af Obamacare.

Derfor tjener det lige nøjagtig intet formål, når Trump nu finder det store bat frem og langer ud efter manden, der burde være en af hans tætteste samarbejdspartnere.

Det er velkendt, at det langt fra er alle på Capitol Hill, der er lige begejstrede for præsidenten. Og det handler ikke om Demokraterne. Det handler om præsidentens egne republikanske partifæller i både Senatet og Huset. Formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har det mere end almindelig vanskeligt med præsidenten. Husk på, hvordan Ryan en måned før valgdagen hældte Trump ned af brættet i kølvandet på offentliggørelsen af videoen, hvor Trump udtalte sig stærkt nedsættende om kvinder. Trumps udtalelser gav ifølge Ryan en kvalmende fornemmelse, og Ryan ville hverken forsvare Trump eller føre valgkamp sammen med ham. I dag er de to tvunget til at sameksistere, om end ingen af dem er glade for det. Hvilket ingen af dem i øvrigt skjuler ret godt.

Men nu har Trump så også rettet kanonen mod McConnell, som ellers har formået at spille med lidt mere skjulte kort end Ryan. Jeg må ærligt tilstå, at jeg tog mig til hovedet, da jeg så det. For selv om Trump tydeligvis er af den opfattelse at det vil gavne processen at kritisere McConnell, så er det lige præcis det modsatte, der er tilfældet. For det gavner ikke den lovgivende proces, at Trump kritiserer McConnell. Eller truer ham med fyring, for den sags skyld.

Tværtimod forværrer det kun et i forvejen anstrengt forhold mellem Trump og partiledelsen og forringer dermed også mulighederne for at Trump kan indfri bare nogle af sine valgløfter.

Når selv en loyal Trump-støtte som Newt Gingrich kritiserer præsidentens relation til Senatet og McConnell, så bør det give anledning til eftertanke hos præsidenten. Det gør det imidlertid næppe, hvilket også er grunden til, at striden mellem Trump og ledelsen formentlig vil eskalere yderligere de kommende måneder. For der ligger ikke nogen stor republikansk lovgivningssejr lige om hjørnet. Det bliver mere end almindelig vanskeligt at lave en infrastrukturreform. Og endnu vanskeligere at lave en skattereform. Bliver Trump glad for det? Næppe. Vil han føle trang til at kritisere McConnell igen? Sandsynligvis.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der i den kommende tid vil blive langet adskillige bredsider ud fra præsidentens side i retning af Capitol Hill. Hvor ofte McConnell – og Ryan – så gider stå model til det, det er så en anden sag. Ret meget – hvis overhovedet nogen – tålmodighed, har ledelsen ikke tilbage med Trump. Hvordan det udvikler sig derfra, det er endnu oppe i luften. Men at det fører til store reformer og et generelt konstruktivt politisk arbejdsklima i Washington, det er omtrent lige så sandsynligt som at Trump møder op til næste års White House Correspondents Dinner.

Om forfatteren:

Anders Agner Pedersen er redaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Dækkede gennem flere år dansk politik og international politik, blandt andet for Altinget i Danmark, Reportage Online i Sydney og The Holland Times i Amsterdam. Har foruden New York, boet i Sydney og Amsterdam som en del af Erasmus Mundus internationale masteruddannelse i medier, politik og globalisering. Er forfatter til bøgerne 'Kennedybrødrene', 'Da Spin Erobrede Danmark', 'Kennedys Største Taler - Fred Til Alle Tider', 'Fem År Med Obama - Forandring Vi Kunne Tro På?', 'Det Konservative Kollaps', 'Glimt Af Amerika', 'FN - Vores Sidste, Bedste Håb', 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og senest 'JFK100'. Har desuden bidraget med kapitler til bøgerne ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i foråret 2018.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.