Trump vil gerne gå mod sine generaler
9. april 2018  //  Af:   //  Analyse, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

I disse dage og uger udspiller der sig en diskussion mellem USA’s præsident og hans generaler. Trumps holdning er at USA skal trække sine styrker ud af Syrien – kampen mod Islamisk Stat er slut. Overfor ham står en generation af officerer som belært af 17 års krig er modstandere af en sådan tilbagetrækning. De ved at risikoen er, at man bliver nødt til at komme tilbage og rydde op senere. Dette foruden de geostrategiske implikationer af en amerikansk tilbagetrækning.

Det er et sammenstød vi har set før i Washington D.C. Præsidenten vil have USA til at trække sine væbnede styrker ud af en konfliktzone, mens militæret vil blive der længere tid af hensyn til post-konflitk stabiliseringsoperationer. Her er endnu et udenrigspolitisk sammenfald mellem præsident Trump og præsident Obama. I 2009 diskuterede militæret og Det Hvide Hus heftigt om den militære tilstedeværelse i Afghanistan, en diskussion som endte med fortsat militær tilstedeværelse, og i 2011 besluttede Det Hvide Hus, at USA skulle trække sig ud af Irak.

I sin debat med Pentagon står præsident Trump overfor en generation af officerer som, belært af de seneste 17 års krig, argumenterer for en fortsat amerikansk tilstedeværelse i Syrien, mens præsidenten ved et vælgermøde i Ohio lovede at troppede snart kom hjem.

Ud over at være en diskussion om USA’s rolle i stabiliseringsoperationer, så er der potentielt store geopolitiske konsekvenser på spil ved en tilbagetrækning. Ved en tilbagetrækning fra Syrien vil USA efterlade et magtvakuum, som andre magter som Rusland, Iran eller Tyrkiet står klar til at fylde. Ligesom i 2011 er der altså et potentielt vakuum i sigte ved en amerikansk tilbagetrækning, og militærets erfaring er, at sådanne vakuums ikke nødvendigvis udfyldes af folk man kan arbejde med.

En uventet debat

Det kom bag på de fleste, da præsident Trump ved et vælgermøde pludselig annoncerede, at fordi Islamisk Stat nu snart var nedkæmpet, så ville amerikanske tropper snart komme hjem fra Syrien.
Udmeldingen rendte næsten med det samme offentligt sammen med udmeldinger fra Pentagon, hvor forventningen var og er, at man er nødt til at blive i Syrien i længere tid fremover. Indtil videre har præsident Trump trukket følehornene til sig, og beskeden fra Det Hvide Hus er, at USA bliver i Syrien indtil Islamisk Stat er helt udryddet – og det ved vi jo af gode grunde ikke hvornår bliver. Men givet præsidentens modvilje mod en fortsat tilstedeværelse i Afghanistan, så er det meget sandsynligt at diskussionen fortsætter bag lukkede døre.

Men i diskussionen står præsidenten overfor et militær, som har lært af 17 års krig. Fokus på stabiliseringsoperationer og oprørsbekæmpelse var altafgørende for at USA kunne trækkes tilbage fra randen af nederlag i 2007, da general Petraeus overtog kommandoen i Irak. Siden er det fokus svundet markant ind, men erfaringerne ligger stadig i militæret. Man vil ikke begå samme fejl, som man gjorde efter Vietnam-krigen, og som mange officerer (og politikere) mener man gjorde i 2011 i Irak. Man vil ikke glemme lektierne om stabiliseringsoperationer, og man vil ikke trække sig for tidligt ud.

En del af risikoen er, at USA ikke bliver længe nok til at sikre at den grobund som eksisterede for Islamisk Stat ikke bliver grobund for en Islamisk Stat 2.0. I Irak i 2011 trak man sig ud, og det gav plads til at de sekteriske spændinger, som den amerikanske tilstedeværelse havde holdt låg på, blussede op igen og gav plads til Islamisk Stat. Så militæret tænker, om man så skal tilbage i 2021 og generobre de områder man nu har fået tilkæmpet sig sammen med de allierede på jorden.

Vi ser samtidig den debat, som var del af begrundelsen for H.R. McMasters udskiftning som national sikkerhedsrådgiver. Han og præsidenten så meget forskelligt på USA’s militære engagementer, som en af dem som har været klarest i deres overbevisning om behovet for fokus på stabiliseringsoperationer. At McMaster var Petraeus’ protegé fornægtede sig ikke.

Præsident Trump er nemlig overbevist om, at USA’s militære styrker og USA er bedst tjent ved at militæret ikke er engageret i langvarige stabiliseringsoperationer, som koster umådelige ressourcer, både økonomiske og militære. Ressourcer som bedre kunne bruges hjemme i USA, og således at militæret ikke slides op på sådanne missioner, men i stedet er klar til at udkæmpe og vinde USA’s krige.

På den måde er det pudsigt at se, hvor godt præsident Trump egentlig ville have passet ind i George W. Bushs første administration – sammen med typer som Donald Rumsfeld og John Bolton (som jo fra i dag er Trumps nationale sikkerhedsrådgiver). Her var opfattelsen nemlig meget lig Trumps, nemlig at USA’s militær ikke skulle bruges på ting som stabiliseringsoperationer. Det måtte FN tage sig af – hvem det så end skulle være. Sådan var udgangspunktet inden invasionen af Afghanistan, og før invasionen af Irak var antagelsen, at man kunne overdrage ansvaret til militæret (det man så fyrede bagefter). Amerikanske styrker skulle i hvert fald højst være i landene i 18 måneder før man trak dem hjem. 17 ÅR senere er amerikanske styrker stadig i begge lande, og man forsøger at håndtere de geopolitiske dynamikker, som man satte i gang med invasionerne.

De geopolitiske problemer

Og netop geopolitiske problemer er det andet aspekt af diskussionen. Hvis USA trækker sig ud af Syrien vil man miste muligheden for direkte at påvirke begivenhederne i landet ud over ved hjælp af luftstyrker. Man mister sin plads ved bordet.

Det vil give plads til aktører som Iran, Tyrkiet og ikke mindst Rusland som ved våbenmagt har tilkæmpet sig sin plads allerede, og samtidig en plads i international politik, hvor andre lande er nødt til at tale med Rusland trods et generelt ønske især fra Vesten at straffe Rusland ved isolation.

Dette er en anden lektie, som man militærfolk og politikere tog fra tilbagetrækningen fra Irak i 2011: En amerikansk tilbagetrækning efterlader et vakuum, og en eller flere står klar til at udfylde det.

Det vi derudover kan observere ved den aktuelle situation, er problematikken ved USA’s opdeling af håndteringen af Syrien. Fra amerikansk side har man understreget, at man er del af bekæmpelsen af Islamisk Stat i Syrien, men det har man søgt at holde adskilt fra at blive engageret i den syriske borgerkrig. Det har været det offentlige budskab.

Men ved kun at vedkende sig engagement i kampen mod Islamisk Stat, så åbner det for at en præsident som Trump kan blæse til tilbagetrækning, så snart den kamp vurderes at være færdig – uden hensyn til større strategiske betragtninger om borgerkrigen i Syrien for den er man jo ikke del af. Problemet er bare for USA, at Iran, Tyrkiet, Rusland, Saudi Arabien og sikkert andre er aktører i Syrien, som uden tvivl er en krigsskueplads for en større geopolitisk konflikt. Ved sin vage udmelding om at det udelukkende var som del af kampen mod Islamisk Stat, at man gik ind i Syrien, så står man hele tiden med det ene ben inde og det andet ben ude. De øvrige aktører er i med begge ben.

Dette er ikke noget man kun kan lægge Obama-administrationen og dens ”røde linje” til last, som Trump ellers forsøgte i et tweet søndag. Trump-administrationen fik sidste år ros for sin militære aktion mod Assad-regimet efter et kemisk angreb. Tomahawk missilerne blev bare aldrig fulgt op af andet, og dermed kan Trump-administrationen bestemt ikke kræve det moralske højdedrag.

Den centrale problematik i denne sag er sammenstødet mellem en tankegang om ”aldrig igen” (aldrig en gentagelse af Irak-krigen) overfor lektierne fra de seneste 17 års krig. Hvilken kurs skal USA følge? Med udnævnelsen af John Bolton som national sikkerhedsrådgiver får præsident Trump endnu et medlem af sit nationale sikkerhedsråd, som vil være tilbøjelig til at give ham ret i sine ”aldrig igen” overvejelser. Så er det spørgsmålet hvor længe Pentagon med Mattis i spidsen kan holde stand mod sin Commander-in-Chief.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og hovedforfatter til 'Commander-of-Tweets'. Han har også skrevet og bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.