Trumps Arpaio benådning udfordrer amerikansk retssikkerhed

Siden Donald Trump i fredags offentliggjorde beslutningen om at benåde den dømte sherif, Joe Arpaio fra delstaten Arizona, er kritikken haglet ned over præsidenten. Dét er på trods af, at Trumps benådning af Arpaio i mange henseender ligner så mange andre præsidentielle benådninger. Alligevel indeholder netop denne sag elementer, der har fået kritikere over hele USA til igen at sætte spørgsmålstegn ved præsidentens beføjelser, og ikke mindst landets retssikkerhed.

Imens orkanen Harvey passerede de amerikanske sydstater og efterlod dele af landet hærget af stormflod og ødelæggelser foretog Donald Trump, endnu et kontroversielt valg som præsident. I et nyt juridisk drama gjorde Trump brug af sin forfatningsmæssige ret til at benåde dømte kriminelle, da han benådede sheriffen, Joe Arpaio, 85, fra delstaten Arizona. Beslutningen, der blev offentliggjort ved et pressemøde i fredags, har vakt røre i både amerikanske medier og i Kongressen, hvor formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Paul Ryan, har fordømt beslutningen. Spørgsmålet er dog, om benådningen adskiller sig særligt fra tidligere præsidenters brug af samme beføjelse, eller om den massive kritik af Trump blot er blevet en fast reaktion på alt, hvad han foretager sig.

Anklagerne mod sheriffen Joe Arpaio begyndte tilbage i 2007, men historier om sheriffen er blevet fulgt af de amerikanske medier i endnu flere år. Arpaio har været berømt, eller berygtet om man vil, for brug af kontroversielle metoder i kampen mod illegale indvandrere, for magtmisbrug, og for beretninger om voldsomme forhold i det fængsel, som Arpaio var ansvarlig for i distriktet Maricopa County i delstaten Arizona. Her var Arpaio sherif fra 1993 til 2016, og han blev hurtigt kendt som “America’s toughest sheriff” – en titel som han tog på sig med stolthed.

I 2007, under Bush administrationen, blev der startet et massesøgsmål imod sheriffen, da en gruppe latinamerikanske borgere anklagede Arpaio for bevidst at gå efter latinamerikanere når der blev afholdt razziaer mod trafikforseelser. Året efter, i 2008, begyndte en føderal undersøgelse af sheriffen og hans metoder i distriktet Maricopa County. I 2011 ledte det til, at den konservative distriktsdommer G. Murray Snow, der var blevet udpeget af George Bush, udstede en ordre om, at Arpaios afdeling skulle stoppe med at tilbageholde personer, der udelukkende var mistænkt for at være udokumenterede indvandrere. I øvrigt krævede Snow, at der skulle ske alvorlige ændringer i Arpaios metoder og politik som sherif.

Arpaio gik imod begge Snows ordrer og fortsatte systematisk raceprofilering. I et interview med PBS Newshour i 2012 udtalte sheriffen “I am still going to do what I’m doing. I’m still going to arrest illegal aliens coming into this country.” Tre år senere, i 2015, gik justitsministeriet ind i sagen og krævede, at sheriffen skulle indrette sig ordren fra domstolen. Der gik dog kun få måneder før Snow fandt Arpaio i foragt for retten, og i august 2016 blev han overdraget til justitsministeriet, hvor han skulle retsforfølges efter den amerikanske strafferet.

Det er i dette virvar af anklager og forskellige sagsparter, at Arpaio nu er blevet dømt. Helt enkelt er han dømt for ikke at overholde de retslige ordrer, der blev udstedt i forbindelse med massesøgsmålet om raceprofilering af latinamerikanske personer i distriktet Maricopa County.

Kritikken af Trumps benådning af Arpaio bygger dog ikke udelukkende på den mest åbenlyse årsag; at Arpaio er kendt som en usympatisk offentlig person, der er gået i mod én af byggestenene i det amerikanske samfund, nemlig retssystemet.

Som tidligere nævnt er der i princippet ikke noget særligt i, at en præsident vælger at benåde en kontroversiel person i USA. Tænk bare på Obama, der benådede whistle-bloweren Chelsea Manning, kort før Obamas præsidentperiode sluttede. Der er heller ikke nødvendigvis noget ekstremt i, at en præsident vælger at benåde en person, der gået imod en amerikansk domstols ordre. I en kommentar, der blev bragt i avisen The Washington Post, beskriver juraprofessor Josh Chafetz, hvordan han sagtens kan forestille sig situationer, hvor det forfatningsmæssigt kan retfærdiggøres at modsige sig en dom. Han bruger et eksempel fra sydstaternes raceopgør i 1960’erne, hvor en vælgerregistrant valgte at gå imod en racistisk, føderal dommers ordre om at “rense” vælgerlisterne for sorte amerikanere. Vælgerregistranten blev dengang dømt for sin forseelse af en udelukkende “hvid” jury. Ifølge Chafetz kunne der her have været argumenteret for, at en benådning ville have været retfærdig.

Årsagen til Trumps problemer med benådningen af Arpaio skal derfor findes andre steder. Man fristes igen til at spørge, om det blot er blevet et fast reaktionsmønster at kritisere Trump for alt, hvad han foretager sig, og afbillede ham som en politisk katastrofe, eller orkan, som undertegnede selv har valgt i denne artikel. Svaret er nej. Der er klare problemer med Trumps benådning af Arpaio, der både sætter spørgsmålstegn ved den amerikanske retssikkerhed og præsidentens beføjelser. Det, som ovenstående gennemgang af Arpaios forseelser nemlig ikke beretter om, er Arpaios sideløbende intense støtte til Donald Trump. Først i forbindelse med Arpaios ledende rolle i Birth Right bevægelsen, der efterforskede Obamas fødselsattest i forsøget på at finde bevis for, at Obama ikke er født i USA, og dermed ikke havde ret til at være præsident. Senere, blev Arpaio én af Trumps første og mest udtalte støtter, da Trump valgte at stille op som kandidat til præsidentembedet. Her var det især Trumps hårde tone over for illegale immigranter, som Arpaio bifaldt.

Her når vi til ét af de første store problemer med Trumps benådning af Arpaio. Trump har valgt at benåde en bekendt, som han har haft et personligt forhold til. Det har fået en række kommentatorer i USA til at stille spørgsmålstegn ved retssikkerheden i USA. Især set i forhold til det mulige scenarie, at efterforskningen af forbindelsen mellem Trumps kampagne og Rusland ender i eventuelle retssager imod Trumps bekendte og familiemedlemmer. Selvom det er svært at spå om udfaldet af undersøgelsen og dens eventuelle retslige efterspil, vækker det bekymring, at Trump vælger at benåde en person, der i en årrække har været en af hans faste støtter. I et brev til The Washington Post skriver en amerikansk borger, at han frygter, at de personer, der lige nu er under føderal efterforskning, kan læne sig tilbage og trygt modsige sig ordrer fra domstolene, eller endda lyve under høringer. De vil jo blot blive benådet af præsidenten, hvis de bliver opdaget i deres foragt og løgne. Det lyder en smule overdrevet, at fremtidige retssager imod Trumps nærmeste kan ende i sådanne ekstremer, men den amerikanske borgers bekymring er et tydeligt billede på, hvad Trumps benådning af Arpaio kan gøre ved mange amerikaneres følelse af retssikkerhed og tillid til præsidenten.

Et andet problem med Trumps benådning af Arpaio er selve processen. Trump har ikke ladet retssystemet gå sin gang i denne sag. Allerede under retssagen tidligere på året adspurgte Trump justitsminister Jeff Sessions, om der var nogen mulighed for at stoppe sagen. Svaret var på det tidspunkt nej, men Trump blev informeret om, at han var i sin fulde ret til at gøre bruge af benådningsretten efter retssagen. Det valgte Trump at gøre allerede i fredags – kun få uger efter domsafsigelsen, og endda inden strafudmålingen er blevet afsagt af sagens dommer. Det får ikke bare benådningen til at virke som en personlig beslutning fra Trumps side, men også som noget, Trump har planlagt længe før det amerikanske retssystem har fået lov til at færdiggøre bevisførelsen for Arpaios forbrydelser.

Endeligt er det et problem, at Trump har valgt at argumentere for, at benådningen af Arpaio er et opgør imod en uretfærdig anklage imod sheriffen. Det Hvide Hus udsendte i fredags en pressemeddelelse, der begrundede benådningen med, at Arpaio, igennem sit virke, beskyttede offentligheden imod kriminalitet og illegal immigration. En udtalelse, som Trump fulgte op med et tweet, hvor han kalde Arpaio en “Amerikansk patriot”, der har “holdt Arizona sikker”. Dermed går Trumps udtalelser direkte imod det, som domstolene har dømt Arpaio for. Det viser, at Trump ikke bare støtter Arpaios metoder og holdninger, men også at præsidenten er uenig i retssystemets undersøgelser og konklusioner i denne sag. Dette angreb på det amerikanske retssystem er med til at øge befolkningens bekymring for Trumps bevæggrunde for sine handlinger i præsidentembedet.

Samtidig kan det dog også betragtes som et bevidst vælgertaktisk valg fra Trumps side, når han støtter Arpaios kontroversielle metoder. Det er ingen hemmelighed at store dele af Trumps vælgerbase hører til det hvide højreorienterede USA, og at Trump gør en dyd ud af at bevare denne støtte. Det sås for et par uger siden, da Trump kommenterede urolighederne i Charlottesville, hvor en højreekstremistisk demonstrant kørte en mod-demonstrant ihjel. Her valgte Trump ikke at udtrykke sin modstand imod højreekstremisterne, men blot at udtrykke sin medfølelse for den afdøde og hendes efterladte. Det kan ses som et lignende træk, når Trump åbenlyst vælger at støtte Arpaio. På den måde formår Trump at bevare og måske endda styrke sin vælgerbase bland hvide højreorienterede amerikanere, der deler en af Trumps politiske mærkesager, at få illegale immigranter ud af USA.

Der er altså, som altid med Trump, flere elementer i denne sag, der gør benådningen af Arpaio ekstra kontroversiel. Selvom en benådning af en dømt person fuldt ud ligger inden for en præsidents forfatningsmæssige ret, har Trump endnu engang formået at blæse op til orkanstyrke, da han valgte at hans første benådning skulle gå til en personlig støtte, der er kendt som en højreorienteret og racistisk person i offentligheden. Med benådningen har Trump slået skår i troen på den amerikanske retssikkerhed og de præsidentielle beføjelser der givet i den amerikanske forfatning. Det har skabt utryghed i flere dele af befolkningen, som frygter at tilliden til både systemet og præsidenten er ved at forsvinde. På den anden side har benådningen skabt grundlag for et styrket forhold til Trumps faste vælgerbase blandt hvide højreorienterede amerikanere. Lige meget hvad, så har Trump igen formået at gøre en benådning, der for os udenforstående i forvejen synes en smule overdrevet amerikansk, endnu mere ekstrem og atypisk. Alligevel tyder alt på, at Trump også vil overleve denne sag, og fortsætte sin noget kontroversielle kurs. Også på retsområdet.