Trumps yndlingsgeneral fylder år
11. november 2016  //  Af:   //  Portrætter, Sikkerhedsrådet  //  Ingen kommentarer
Print Friendly

Flere gange i sin valgkamp har Donald Trump sagt at USA’s strategi for kampen mod Islamisk Stat er så dårlig, at ”George Patton is spinning in his grave”. I dag er det general George Smith Pattons fødselsdag, og Trumps yndlingsgeneral ville være fyldt 131 år. Men hvem var han, og hvorfor beundrer Trump ham?

George Smith Patton Jr. var en af de mest kendte amerikanske generaler under Anden Verdenskrig, og i eftertiden. Han var kendt for sine farverige og markante udtalelser, sin anderledes fremtoning og aggressive stil på slagmarken. Flere gange i den netop overståede valgkamp har Donald Trump henvist til general Patton, som nærmest en idealtype indenfor militært lederskab. Som general var Patton nemlig kontroversiel og frembrusende, men højt respekteret – noget som Trump ser op til.

Men hvem var denne farverige general, og hvorfor appeller han til Trump?

Den farverige general er primært kendt i eftertiden fra storfilmen ”Patton” fra 1970 med George C. Scott i hovedrollen. Billedet af Patton i den film er utrolig ensidigt, og har skabt et særligt billede af generalen for eftertiden, som præger hans eftermæle.

George Smith Patton Jr. blev født i 1895 i en gammel sydstatsfamilie bosat i Californien. Som ung voksede han op til historier om familiens forfædre, som havde kæmpet i amerikanske krige – især familiens deltagelse for Sydstaterne fascinerede Patton. Han så sine forfædre som gentleman-krigere, som kæmpede for deres frihed, slaveri blev der ikke talt om. Som lille dreng havde Patton et brændende ønske om at følge i sine forfædres fodspor og vinde hæder og ære på slagmarken.
Den helt store forhindring for hans ambitioner om at komme på militærskole var, at han var ordblind. Uden en forståelse for hans situation fra videnskaben knoklede han sig igennem sine studier, ofte uden at nå de høje resultater, som han gerne ville. Men gennem sit hårde arbejde og tæt støtte fra sin altid tilstedeværende mor kom Patton ind på officersskolen West Point, og gennemførte uddannelsen som kavaleriofficer i den amerikanske hær.

Hans modgang ledte til, at han udviklede en meget frembrusende personlighed, for at kompensere for hans manglende akademiske evner, og for at håndtere det mindreværd som han langt hen ad vejen også følte i forhold til hans familiearv. Det ledte ligefrem til, at han stillede sig foran sit spejl både på officersskolen og efter, og øvede sit ”war face”. Han øvede en personlighed, som han kunne bruge overfor sine omgivelser. Det var den personlighed, som Patton blev kendt for.
Et bramfrit sprog var et af de kendetegn, som han dyrkede, og det kom f.eks. til udtryk i en tale til hans styrker efter invasionen af Normandiet. Her sagde han om kampen mod tyskerne: ”We’re gonna hold on to him by the balls, and kick him in the ass!” Den tale blev foreviget i filmen ”Patton”, hvor ”balls” er udskiftet med ”nose”, fordi sådan blev talen refereret i breve hjem fra fronten af de menige. De kunne ikke gengive de rigtige ord til deres mødre og koner.
En anden del af hans image var de to revolvere, som altid hang på hans hofter. Adspurgt om skæfterne var lavet af perlemor svarede generalen: ”Only a cheap pimp from a new orleans whore house would carry pearl handled revolvers, these are ivory.”
Patton fortsatte sine kontroversielle kommentarer mod slutningen af krigen, da han argumenterede for at USA burde fortsætte fremmarchen mod Moskva, og få besejret kommunismen, da han så det som den næste store trussel for USA. Disse udtalelser skabte ham mange fjender i de øverste kredse i den allierede ledelse.

Hans militære erfaring begyndte ved en straffeekspedition mod Mexico i 1916, og dernæst Første Verdenskrig, hvor Patton kæmpede på Vestfronten, og var blandt de første officerer, som indså potentialet i brugen af kampvogne. De appellerede til hans aggressive stil og hans filosofi om altid at angribe og tage chancer.
Hans gennembrud kom dog i Anden Verdenskrig, hvor Patton blev en ledende figur i de første amerikanske operationer. Han ledte de amerikanske styrker i Nordafrika, og bagefter i Sicilien.
Her tog hans karriere et dyk. Ved et besøg på et militærhospital slog Patton en soldat, som var indlagt med granatchok. Patton accepterede ikke at soldater knækkede sammen på den måde, og mente det var kujonagtig opførsel. Den allierede chef, general Eisenhower valgte at afskedige Patton og sende ud på et sidespor.

Efter invasionen af Normandiet 6. juni 1944 blev Patton taget til nåde igen, og ledte efterfølgende den 3. armé gennem Frankrig, videre til Tyskland og endte krigen i Tjekkiet.
General Patton døde af sine kvæstelser fra et trafikuheld i december 1945.

Den bemærkelsesværdige karriere som Patton havde, den kontroversielle person han viste verden, og den respekt han samtidig nød er alt sammen ting, som er oplagte for Trump at beundre. Der er åbenlyse træk ved Patton, som vi kan se hos Trump.

Trump har også udtalt, at han vil lede efter en ny Patton til at lede det amerikanske militær. Det giver god mening i den snævre forståelse af Patton som en krigshelt, som passer til Trumps idealbillede af en rigtig kriger. Men realiteten er nok, at det amerikanske militær mere har brug for en Eisenhower, Bradley eller Marshall end en Patton, men de personligheder passer ikke til Trumps eget temperament.

Om forfatteren:

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'Obama Doktrinen' og blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Fiktionens Magt’ og ‘Den Amerikanske Drøm’.

Skriv et svar

Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.