Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Uanfægtet af kritik – dronekrigen vil fortsætte

En skarp kritik har haglet ned over USA’s droneprogram i den seneste tid. Kritikken er blevet skærpet til anklager om krigsforbrydelser, hvilket må siges at være en alvorlig anklage at rette. Specielt når fingeren i sidste ende peger på Det Hvide Hus og præsident Obama.

I maj måned lovede præsident Obama i en meget omtalt tale ved National Defense University, at USA’s dronekrig ville blive dæmpet. Ikke afsluttet – dæmpet.
Det holdt dog ikke rigtig. Siden maj har vi set bølger af droneangreb i lande som Pakistan, Yemen og Somalia.

Droneprogrammet har været et ømt punkt for Obama-administrationens image, især blandt Obamas liberale støtter på den politiske venstrefløj, som har været stærkt kritisk overfor anvendelsen af droner til angreb på bl.a. amerikanske statsborgere.
På den anden side er anvendelsen af droner, en af Obama-administrationens styrker, når det kommer til håndtering af USA sikkerhed set i forhold til vælgerne. Man kan blot prøve at mindes hvordan Republikanerne prøvede at skyde huller i Obama-administrationens sikkerhedspolitik under valgkampen i 2012. Det førte til mere eller mindre absurde angreb, for man var nødt til at opfinde beskyldninger – man var simpelthen for enige.

Skarpe anklager
En fælles rapport lavet af Amnesty International og Human Rights Watch retter en meget kontant anklage af sted mod USA. Man siger, at de ansvarlige for USA’s droneprogram kan have været skyldige i krigsforbrydelser.

Rapporten analyserer droneangreb i både Yemen og Pakistan, og beskriver de civile tab, som har været konsekvensen af disse angreb. Man mener, at USA’s droneprogram for ofte rammer uskyldige civile, og at angrebene er for tilfældige i deres karakter, da angrebene ofte ifølge rapporten ikke rammer nogen som helst militante, men kun uskyldige civile.
Som konsekvens af disse mange civile tab, udtrykker rapporten bekymring for at USA har brudt forbuddet mod ”arbitrary deprivation of life”, og kan derfor i værste fald være tilfælde af krigsforbrydelser.
Dette er et af de skarpeste internationale angreb på Obama-administrationens droneprogram, man indtil nu har set.

Tidligere har American Civil Liberties Union (ACLU) rettet skarpe angreb på anvendelsen af droner mod amerikanske statsborgere, som Anwar al-Awlaki som blev dræbt i Yemen i 2011, uden forudgående rettergang.
Der har hele tiden været international kritik af droneprogrammet, men nu har den fået en ekstra skarp dimension.

Timet med pakistansk besøg
Rapportens udgivelse faldt sammen med et besøg af Pakistans præsident Nawaz Sharif i Washington. Rapporten gav ammunition til hans fortsatte, officielle, krav om at USA stopper deres droneprogram i Pakistan. Der er dog grund til at understrege, at det er et officielt krav, der ikke nødvendigvis bakkes 100 procent op bag lukkede døre. Droneprogrammet er en enorm krænkelse af Pakistans suverænitet, og en torn i øjet på det pakistanske militær, som ser ud som om, de ikke en gang kan holde kontrol i deres eget land.
På den anden side så har Pakistan et stort problem med militante i de nordøstlige regioner, et problem som USA’s droneprogram også hjælper til at rydde lidt op i.

Så på droneområdet, som på så mange andre områder, er Pakistan splittet mellem at skulle holde en facade overfor USA, mens man internt måske ikke er helt så interesseret i at gå for hårdt frem.

Obama-administrationens svar?
På den daglige pressekonference i Det Hvide Hus, afholdt samme dag som rapporten kom ud, blev Det Hvide Hus’ pressesekretær, Jay Carney, selvfølgelig spurgt ind til sagen.

Her var svaret basalt set: ”Det har vi allerede svaret på, og forklaret”.

Carney henviste til Obamas tale den 23.maj ved National Defense University, og svarede at præsidenten her havde forklaret det juridiske grundlag for USA’s droneangreb, samt spørgsmålet om civile tab.

Obama-administrationens juridiske argument er, at USA blev angrebet den 11.september 2001. Derfor er USA i en krigstilstand imod al Qaeda og organisationens allierede, og man er derfor berettiget til at angribe medlemmer af al Qaeda, hvor end man må finde dem, samt deres allierede.

I forhold til spørgsmålet om civile tab fastholder man en meget pragmatisk linje. Man gør alt hvad man kan for at undgå civile tab, men det er umuligt fuldstændig at undgå civile tab. Det er en sørgelig men uundgåelig ting, at man ind i mellem rammer civile, siger Obama-administrationen.
Desuden fastholder man også, at der er forskellige måder at opgøre civile tab, så derfor er man ikke enige om omfanget af civile tab som følge af droneangreb. Derfor er det en svær debat at tage, når man som udgangspunkt ikke er enige om omfanget af problemet.

Dronerne flyver videre
På trods af de skarpe anklager og den udbredte internationale kritik, så vil USA’s droneprogram fortsætte.

Programmet er populært i den amerikanske befolkning, som ser det som en billig og risikobegrænset måde at føre krigen mod terrorister videre. Og i en tid hvor personer som Ted Cruz er med til at stoppe statsapparatet, når der skal forhandles husholdningsbudget, så er der bred politisk opbakning til droneprogrammet som en hjørnesten i USA’s anti-terror indsats.

Ligeledes så ser Obama-administrationen programmet som en stor succes. Man har decimeret al Qaedas ledelse, med en minimal amerikansk ressourcemæssig indsats, og uden tab af amerikanske soldaters liv som følge af droneangrebene.

Opfattelsen af succes og politisk enighed i USA vil være nok til, at Obama-administrationen vil fortsætte sit droneprogram, alt imens man prøver at berolige de internationale kritikere ved at love at holde skarpt opsyn med programmet og sætte faste rammer for anvendelsen af disse droner.

Men dronerne vil fortsætte med at flyve – alt andet er de for stor en succes til.

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen