Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Unge hvide mænd for Trump

I en tid hvor USA’s politiske tektonik er i bevægelse er Donald Trump blevet en lederskikkelse for unge hvide mænd der føler sig belejret af den moderne virkelighed. Om det er en skyggefuld globalistisk agenda, politisk korrekthed, snigende islamisering eller snærende feminisme der bekymrer dem står det klart at Trumps budskab har ramt en nerve med denne gruppes ængstelige verdenssyn.

CLEVELAND, OHIO: Donald Trumps kandidatur har fra starten tiltrukket en bred vifte af typer til sin lejr. Men til alle hans arrangementer, fra de første taler til det Republikanske konvent i Cleveland, har der altid været en særlig gruppe af unge støtter der har fulgt ham.

De er teenagere eller i starten af 20’erne, næsten altid hvide, med dunede overskæg, iklædt en uniform af enten sportstrøjer eller for store jakkesæt, fulde af iver over Trumps befriende selviscenesættelse og altid bærende den røde kavaleri-kasket med sloganet ’Make America Great Again’.

De bevæger sig oftest i grupper men kaster deres usikkerhed af sig når de får lov til at tale om vigtigheden af Trumps kandidatur og hvordan deres bevægelse vil forandre USA.

De er kommet fra søvnige forstæder og udkantsbyer i Midtvesten og Syden for at deltage i Trumps endelig nominering til Republikansk kandidat. Ingen af dem har adgang til konventhandlingerne inde i det tæt bevogtede Quicken Loans Arena men de er stadig fulde af begejstring udenfor og føler at det er afgørende at de er her for at vise deres støtte og give fredelig modstand til Trumps allestedsnærværende modstandere.

Conrad Schultz er kommet fra Michigan for at vise sin støtte, og er rystet over den aggressivitet han har mødt fra anti-Trump demonstranter. I en drævende dialekt beskriver han hvordan venstreorienterede bøller og professionelle uromagere er kommet til byen og skaber unødig konflikt. Han ser det som del af det større sæt af problemer der plager

”Det er den social-liberale agenda der presser os. Det er der ikke mange der er klar over. De ønsker åbne grænser og at udbrede globalisme. Hvor jeg er fra forsvandt vores fædres jobs fordi den politiske elite fik deres vilje. Det vil Trump gøre op med”

I den moderne globale økonomi det økonomiske grundlag der tidligere ville have givet stabilitet til de hvide drenge gradvist blevet eroderet.

Hvor denne gruppe engang var garanteret livslang beskæftigelse i et fagforeningsbeskyttet fabriksjob med kun en gymnasiebaggrund, er deres jobudsigter i dag væsentligt mere usikre.

Denne prækære situation kombineret med den robuste diskurs for kvinders og minoriteters rettigheder gør at de unge hvide mænd føler sig under angreb fra alle sider. Under moderne konventioner stipuleret af ’politisk korrekthed’ kan gruppen ikke engang få lov at hævde sine prioriteter.

Donald Trump fungerer som en ventil for deres akkumulerede ængstelighed. Trump siger det som det er.
I et valgår hvor kvinders ligestilling, institutionel racisme og immigration er store debatemner og mobiliserer politisk engagement, føler disse drenge sig truet.

De mener at være ekskluderet af sprogbruget der forbindes som BlackLivesMatter og Hillary Clinton-kampagnens fokus på ligestilling. Italesættelsen af andre gruppers interesser og kamp for inklusion synes at komme på bekostning af disse drenges position i samfundet.

At sige ’Black Lives Matter’ betragtes som racistisk og opdelende hvorfor de insisterer på ’All Lives Matter’ og efter de seneste angreb på politibetjente i Dallas og Baton Rouge er sloganet i solidaritet blevet ’Blue Lives Matter’.

Godt halvdelen af hvide amerikanere mener at racisme mod hvide borgere er et lige så stort problem som racisme mod andre grupper. Dertil mener over halvdelen at tingenes tilstand var bedre før 1980. Verden er gået af lave.
Mange vil muligvis indvende at de unge hvide drenge er blive forfordelt en masse ressourcer og privilegier ved fødslen, men det er de selv og deres mødre uenige i.

Én af de mange midtvestlige mødre der har ageret Uber-chauffør for mig i Cleveland, fastslår at hvis man er en ung hvid mand i USA har man væsentlige hindringer foran sig.

Efter at i detaljer at have forklaret hvorfor Hillary Clinton er en landsforræder på baggrund af hendes håndtering af angrebet på den amerikanske ambassade i Benghazi i Libyen i 2011, slår hun over i at fortælle om hendes søn.

Han er ved at afslutte sine første fire år på universitetet og vil gerne studere medicin, men hans udsigter til at blive optaget på et studie er snævre mener moren.

Hans ansøgning vil være nederst i bunken fordi universiteterne favoriserer kvinder, minoriteter og udlændinge. Hun insisterer også på det tvivlsomme udsagn at amerikanske universiteter betaler for udenlandske studerende men ignorerer hvide drenge som hendes søn.

Andrew Smith fra Myrtle Beach, South Carolina er sikker på at en skyggefuld kabale af globale interesser strategisk udspiller sorte borgere, muslimer og immigranter imod hvide konservative som ham selv for at dække for deres egen magtakkumulation.

”Jeg plejede at være Republikaner, men det gik op for mig at de førte os bag lyset. De er alle en del af det [konspirationen], begge partier. De bruger muslimsk indvandring og økonomiske kriser til at svække os, og anklager os for at være racister. … Trump er ærlig.”

Donald Trumps Republikanske konvent er et sted for disse hvide unge mænd at udtrykke deres frustration. Her er det en selvfølgelighed at den hvide mand har brug for en hjælpende hånd, og er blevet kuet og ignoreret i Obamas Amerika.

De unge hvide mænd er ikke gamle nok til at huske ’de gode gamle dage’, men de har sat deres lid til at Trump vil bringe dem tilbage til en lykkelig tilstand af stabilitet som de aldrig selv har kendt.

Written By

Johan Wizan er bachelor i litteraturvidenskab med speciale i amerikanske samfundsforhold. Forfatter til 'Scener Fra Et Primærvalg' og blandt bidragyderne til 'PræsidentPortrætter' og 'Glimt Af Et Præsidentvalg'. Bor til daglig i New York og er tilknyttet Kongressen.com som indenrigsskribent. Mail: Johanwizan@gmail.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen