Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

“Vesten er bedøvende ligeglade med os i Ukraine”

Krigen i det østlige Ukraine er yderst fastlåst, og der er ikke meget håb om en fredelig afslutning i den umiddelbare fremtid. Så dystert er budskabet fra de tre ukrainske hovedpersoner i Matilde Kimers nye bog ”Krigen Indeni. Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine”. I dette interview med Kongressen.com taler de tre hovedpersoner om den aktuelle situation i landet.

I Matilde Kimers nye bog ”Krigen Indeni. Skæbnefortællinger fra revolutionen i Ukraine” følger man både den danske journalists arbejde med at rapportere fra en konflikt som mange i vesten har glemt, men også tre lokale som på hver deres måde har krigen som en fast del af deres hverdag.

Husmoren Anna, journalisten Vova og soldaten Grizlo er de tre ukrainske hovedpersoner, som man følger meget tæt i den utrolig velskrevne og interessante fortælling om et land som er fastlåst i en krig, som de ikke har ressourcerne til endegyldigt at vinde, men som de for alt i verden heller ikke vil tabe.

I forbindelse med udgivelsen af bogen var de tre ukrainere på besøg i København. I dette interview med Kongressen.com fortæller de tre om hvordan de ser konflikten, og Ukraines plads i det internationale spil som de ser foregå omkring krigen i det østlige Ukraine. Det er et meget dystert billede der bliver tegnet af den internationale situation.

Rusland er klart til stede i Ukraine
Ingen af de tre er i tvivl om, at russiske soldater er aktive i den østlige del af landet, hvor de støtter separatistbevægelser. Som journalisten Vova fortæller: ”Jeg har set russiske soldater ved fronten. Man kan mærke på intensiteten af kampene, når der er russiske soldater i nærheden, og ikke bare russisk-støttede separatister.”
Soldaten Grizlo, som har kæmpet ved fronten i tre år, støtter den observation: ”Man kan mærke når russerne er i nærheden. Modstanden er meget mere professionel og effektiv, når det er russere vi står overfor.”

I begyndelsen af august blev Ukraine meget pludseligt en del af den amerikanske valgkamp. Her udtalte den republikanske præsidentkandidat Donald Trump nemlig, at Rusland ikke var militært til stede i Ukraine. Vi spurgte hvad de tre ukraineres holdning var til de udtalelser. Her var soldaten Grizlo meget klar: ”Det er lige meget hvad Trump siger, for det er kun politik, og politikere siger alt muligt. I dag siger de en ting, i morgen siger de det stik modsatte.”

Så let får Trump ikke lov til at slippe hos journalisten Vova: ”Jeg vil gerne have Donald Trump til at se moren til en dræbt 19-årig soldat i øjnene, og fortælle hende personligt, at der ikke er russiske soldater i Ukraine.”

Kritik af Vesten
Netop støtten fra eksterne aktører spiller en stor rolle. Her er der ikke mange forhåbninger til hjælp fra EU og USA. Som Anna siger: ”Ingen af de europæiske lande eller USA havde drømt om at konflikten ville blive så stor, som den er blevet. De havde selvfølgelig håbet at de bare kunne nøjes med at stå på sidelinjen og observere.”
Journalisten Vova er mere direkte: ”Vesten forfølger helt åbenlyst deres egne interesser. EU er skide ligeglade med hvad der sker i Ukraine, så længe det ikke spreder sig.”

På den anden side så er den russiske støtte til separatisterne helt central. Den betyder nemlig at en fredelig løsning på konflikten er umulig ifølge soldaten Grizlo: ”Konflikten kan ikke løses i den nærmeste fremtid. Så længe Rusland er i stand til at handle med omverdenen, så vil de kunne sende ressourcer, materiale og finansiel støtte til separatisterne. Dermed kan de fortsætte kampen. Det eneste der kan ændre det, er hvis der sker noget dramatisk, som truer resten af verden.”

Netop fordi der er en opfattelse af, at konflikten kan få lov at brænde i meget lang tid er der ikke pæne ord om den indgåede Minsk-aftale. Faktisk svares det med en joke: ”Hvad er ligheden mellem Lenin, Budapest-aftalen og Minsk-aftalen? De er alle døde, men ikke begravede.” Budapest-aftalen blev indgået i 1994, hvor Ukraine overgav de atomvåben, som var i landet til Rusland mod sikkerhedsgarantier fra Rusland og USA.

Soldaten Grizlo supplerer: ”Den fredelige løsning som alle plaprer løs om, er ineffektiv fordi alle bare lader som om Minsk-aftalen virker. OSCE missionen er også kunstig – den er til et show. Den hjælper på ingen måde. Imens er Ukraine nødt til at stå imod sine fjender alene.”

De langsigtede konsekvenser for Ukraine og landets befolkning er markante, hvis man spørger Vova: ”flere og flere ukrainere fødes i konfliktzoner, som ikke hører til noget land. De har aldrig oplevet andet end krig. Disse unge fyre [siger han og peger på Bogdan] vil aldrig kunne glemme hvad de har set og oplevet. De vil aldrig kunne leve et normalt liv igen.”

Written By

Philip Chr. Ulrich er udenrigsredaktør på Kongressen.com og har ansvaret for 'Sikkerhedsrådet'. Han er cand.mag. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet med studieophold i Amsterdam. Han har tidligere arbejdet som fuldmægtig ved Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet, og ved Civil-Military Cooperation Centre of Excellence i Holland. Forfatter til 'I Nationens Tjeneste. David H. Petraeus og USA i krig fra Vietnam til Islamisk Stat' som udkom ved Syddansk Universitetsforlag. Desuden har han skrevet udgivelsen 'Velkommen til Trumps verden' og været redaktør på bogen 'Præsidenter - fra Washington til Trump' fra Lindhardt & Ringhof. Han har også bidraget til en række andre udgivelser og bøger om amerikansk politik og historie.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen