Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

VP-kandidaterne har minimal betydning ved valget

Der spekuleres lige nu flittigt i, hvem der kunne ende som nummer to på stemmesedlen i november, og hvad vicepræsidentkandidaterne får af betydning for valgets dynamik. Der er et simpelt svar: stort set ingenting.

Skal Hillary vælge en latino for at mobilisere den demokratiske base? Er det en god ide for Trump at vælge en minoritet for at appellere til en af hans svageste vælgerkoalitioner? Eller bør de fremtidige kandidater vælge en VP, der kan vinde en vigtig svingstat som Florida eller Ohio?

Det er nærmest en regel blandt journalister og kommentatorer, at vicepræsidenter kan have en betydning for, hvordan vælgerne sætter deres kryds i november. Og du kommer med garanti til at høre talrige analyser om, hvad forskellige kandidater kan tilføre til den republikanske og demokratiske aspirant. Om de politiske strategier og tanker bag forskellige navne.

Men her er sandheden: Der er ingen beviser for, at nummer to på stemmesedlen har den store betydning for det overordnede valgresultat.

Under et procentpoint
Lad os starte på landsplan. Et studie fra 2010 viser, at vicepræsidentkandidater kun har en minimal effekt blandt vælgerne. Forfatterne Bernard Grofman og Reuben Kline analyserede vælgerdata fra 1968-2008 og konkluderede, at 0,6 procent af vælgerne i gennemsnit skiftede deres stemme på grund af vicepræsidenten ved et valg. Dette hænger sammen med, at det kun var en ud af ti, der var såkaldte konfliktvælgere. De har forskellige holdninger til kandidaterne på tværs af partierne — altså, hvor en vælger foretrak den republikanske præsidentkandidat, men den demokratiske vicepræsidentkandidat og omvendt.

I de seneste 12 præsidentvalg var den gennemsnitlige margen for den vindende præsidentkandidat 7,48 procentpoint. Og går du tilbage og kigger på de 25 præsidentvalg siden 1916, så er forskellen endnu højere: 10,99 procentpoint.

Men hvad med en af moderne tids mere kontroversielle vicepræsidentkandidater, Sarah Palin? Den tidligere guvernør fra Alaska gik fra spirende superstjerne i det republikanske parti til en af de største belastninger for John McCain in 2008.

Grofman og Klines resultater viser, at Palin rykkede omkring 0,5 procentpoint af stemmerne, en smule under det historiske gennemsnit. Og et studie fra 2009, der kun fokuserer på valget i 2008 bekræfter det resultat. Valget af Palin havde ingen statistisk signifikant betydning for, hvordan vælgerne satte deres kryds.

Hjemmebanefavorit
Et andet argument, du kommer til at høre, er, at en vicepræsidentkandidat kan levere sin hjemstat. Skal den republikanske kandidat vælge en politiker fra Florida i håbet om, at vedkommende kan garantere de 29 stemmer i valgmandskollegiet? Kan en senator fra Ohio eller Virginia være nøglen til sejr i deres hjemstat i november?

Igen taler forskningen sit tydelige sprog.

I deres nye bog ”The VP Advantage: How Running Mates Influence Home State Voting in Presidential Elections” gennemgår Kyle Kopko og Christopher Devine valgresultater på statsniveau fra 1884 – 2012 og individuelle stemmer fra 1952 – 2008. Præsidentkandidater klarer sig typisk bedre i deres hjemstater, men vicepræsidentkandidater har ingen effekt på vælgeradfærd.

Vælgerne fra vicepræsidentkandidatens hjemstat går mere op i, hvem der vinder, men når det drejer sig om at stemme, donere penge og andre former for politisk deltagelse er effekten lig nul.

En af de historiske myter i amerikansk politik var det tætte valg i 1960, der blev afgjort med sølle 0,17 procentpoint på landsplan. John Kennedy valgte Lyndon Johnson fra Texas som sin medkandidat i håbet om, at han kunne levere staten. Kennedy vandt Texas lidt over 46.000 stemmer, 2 procentpoint, og den tidligere præsident har selv tilskrevet den sejr til valget af Johnson. Problemet er bare, at alle beviserne peger i den modsatte retning.

I kampagnens interne meningsmålinger var Johnson mere upopulær i Texas end i de andre stater i syden. Samtidig var holdningen til Johnson mere negativ blandt sydstatsvælgere end i norden. Faktisk viser data fra ANES, at det kun var 2 ud af 972 vælgere, der havde skiftet deres holdning til Kennedy på grund af valget af Johnson. Og de stemte begge på den republikanske modkandidat Richard Nixon.

En vigtig undtagelse
Den overordnede forskning viser dog én undtagelse, som er værd at nævne. Der er eksempler, hvor en vicepræsidents hjemstat kan være en fordel. Og det kræver to ting. At staten er relativt lille rent befolkningsmæssigt, og at politikeren er universalt kendt blandt vælgerne. Joe Biden i 2008 er et godt eksempel. Der bor mindre end en million i hans hjemstat Delaware, og Biden havde været statens senator i 35 år, da han blev Barack Obamas medkandidat.

Det er altså ikke sandsynligt, at en vicepræsidentkandidat kan levere de vigtige svingstater som Florida, Ohio eller Virginia. De er simpelthen for store. Derimod er der en kandidat, der måske kunne have draget fordel af en anden medkandidat: Al Gore i 2000.

Gore valgte dengang Joe Lieberman fra Connecticut, en stat som de siden hen vandt markant, og som altid er blevet antaget som en klar demokratisk stat. Han tabte derimod New Hampshire, der ellers havde stemt demokratisk siden 1992. Hvorfor er det vigtigt? Fordi Jeanne Shaheen, der dengang havde været the Granite States guvernør i fire år, var en af Gores finalister til pladsen som nummer to. Shaheen blev i stedet genvalgt til sit tredje valgperiode som guvernør i 2000. Havde Gore vundet New Hampshires tre stemmer havde det sikret ham pladsen i Det Hvide Hus. I stedet tabte han valgmandskollegiet 271 mod 266.

Det er også værd at nævne, at valget af en vicepræsident kan have direkte betydning for, hvordan vælgerne tænker om præsidentkandidaten. Det er en faktor, som forskningen ikke kan tage direkte højde for. Der er heller ikke nok studier, der har undersøgt, hvilken effekt vicepræsidenter har på at mobilisere partiets kernevælgere eller hjælpe med fundraising.

Men det ændrer stadig ikke på, at VPs ikke har den store indflydelse på, hvor vælgerne sætter deres kryds i november.

Politisk polarisering og såkaldt sorting har reduceret antallet af konfliktvælgere. I 2004 og 2008 var det kun hver 15. vælger, der havde forskellige holdninger til kandidaterne, og det gør effekten af vicepræsidenten endnu mindre.

Samtidig gør omstændighederne i 2016 det endnu mere sandsynligt, at vicepræsidentkandidaten flyder i baggrunden. Hillary Clinton er en af de mest kendte politikere, og holdningerne til hende er allerede fasttømret. Desuden ligner det, at det bliver Donald Trump, der er den republikanske kandidat. Hans kandidatur vil være historisk og overskygge nummer to på stemmesedlen, ligegyldigt hvem det er.

Så selvom spekulationerne er sjove, så er der ikke meget, der tyder på, at valget af vicepræsidentkandidater kommer til at spille den store rolle. I stedet bør de to fremtidige nominerede lede efter en medkandidat, der er kvalificeret til at styre landet og som kan hjælpe dem med at regere.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen