Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Litteratur

“Yeah, mr. White! Yeah, science!”

Walter Whites forvandling fra kræftsyg kemilærer til nedrig narkobaron holdt i fem sæsoner seerne klistret til skærmen. Læs uddrag af Breaking Bad-kapitlet fra Fiktionens Magt her.

I første afsnit af ”Breaking Bad” forsøger Walter White at begå selvmord. Han står midt i New Mexicos ørken i hvide gammelmandsunderbukser og sin bedste irgrønne skjorte. Han har to halvdøde narkohandlere liggende i den autocamper, han har kørt i grøften. Sirenerne nærmer sig. Walter White retter pistolen mod den tomme horisont på grusvejen, men ombestemmer sig. Han placerer pistolløbet under hagen og trykker på aftrækkeren. Men den urutinerede familiefar har glemt at slå sikkerheden fra. Selvmordsforsøget lykkedes ikke, og Walt og hans evige sidekick Jesse Pinkman slipper væk. Derfra går det galt. Mere og mere galt.

I en verden med et gratis sundhedssystem, sygedagpenge og socialt sikkerhedsnet spændt ud uden det frie fald, var ”Breaking Bad” blevet en kort omgang: Midaldrende mand bliver behandlet for lungekræft. Han dør efter et par år. Efterlader sig søgende familie. Men i under den nådesløse sol i New Mexicos ørken, træffer anti-helten Walter White i stedet en beslutning om at blive narkohandler. I første omgang med, om ikke ædle, så sympatiske motiver. Hans familie kæmper som så mange andre i den amerikanske middelklasse med regningerne. Han har ikke råd til at betale for sin kræftbehandling og han frygter for sin kone og sine børn i en verden uden ham som forsørger. Men i en samfundsstruktur, hvor velfærdsstaten ikke holder sin varme hånd under Walter White, takker han alligevel nej til andre tilbud fra velmenende venner og familie.

Han får tilbud om økonomisk hjælp, men Walter White tager ikke imod almisser. Han har smagt på friheden og på magten. Det første skud er gratis, lyder en kliche om narkomaners første oplevelse med stoffernes forførende evner. Men derfra koster det. Det gør det også for Walt, der er endegyldigt fanget efter sit første skud af magt. Det er ikke systemet – eller mangel på samme, der gør ham til skurk. Han træffer selv sine valg. Men tanken om, hvordan seriens præmis ville falde til jorden med et brag, er flere gange blevet bragt på bane i læsninger af serien. Den amerikanske Professorer i medievidenskab David P. Pierson peger på seriens kritik af det neoliberalistiske USA. Det amerikanske sydvest er et sted med lave skatter, dårlig social sikkerhed og enorm forskel på rig og fattig.

I bedste liberalistiske go-getter ånd forvandler vores protagonist sig til entreprenør. Han tager ansvar og skipper et rædsomt job i den offentlige sektor som underviser for en luddoven ungdom til en løn han ikke engang kan leve af. I stedet hiver han millioner hjem på at sælge stoffer til de tåbelige masser, der er bukket under for deres egen afhængighed. Hans kræftsygdommen bliver det skub, der starter en bizar transformation. En årsag til forvandling på samme måde som karakteren Rick Grimes, i et andet AMC-show ”The Walking Dead”, der forvandles af ydre omstændigheder. Men her i New Mexico er det ikke verdens undergang. Det er en personlig undergang. Walter White opsluges af sit eget magtbegær.

Læs hele Mette Kjærsgaards Breaking Bad-kapitel i Fiktionens Magt, der udkommer onsdag den 29. april på Forlaget Rosenkilde.

Written By

Mette Kjærsgaard er uddannet Cand.comm. i journalistik fra Roskilde Universitet. Hun har arbejdet som både tv- og avisjournalist og har rejst meget i USA, blandt andet under valget i 2008, hvor hun lavede en dokumentarfilm om tredjepartikandidaten Ralph Nader. Mette er freelancejournalist og underviser blandt andet i Journalistik på Roskilde Universitet og på Krogerup Højskole. Redaktør på bogen ‘Fiktionens Magt’ og desuden blandt bidragyderne til ‘Fem År Med Obama – Forandring Vi Kunne Tro På?’, ‘Glimt Af Amerika’ og senest ‘Den Amerikanske Drøm’. Dækker amerikansk kultur for Kongressen.com

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen