Kongressen.com
  • Forside
  • Analyse
  • Skal Trump spørge Senatet om at trække sig fra NATO? Næh
Analyse Sikkerhedsrådet

Skal Trump spørge Senatet om at trække sig fra NATO? Næh

New York Times bragte i denne uge en historie om, at præsident Trump flere gange har ønsket at trække USA ud af NATO. Kan præsidenten bare trække USA ud af sin vigtigste sikkerhedspolitiske alliance? I Danmark har mange den opfattelse, at han skal have lov af Senatet. Men det behøver han faktisk ikke. De kan efterfølgende lægge forhindringer i vejen for ham, men standse ham kan de ikke.

Som allerede beskrevet her på Kongressen, så er præsidentens beføjelser overfor Kongressens ikke altid særlig godt defineret i amerikansk lovgivning. Det er tilfældet med erklæringen af en ”national emergency”, og det gælder faktisk også noget så centralt som spørgsmålet om USA’s medlemskab af den største sikkerhedspolitiske alliance nogensinde, NATO.

I den forgangne uge kunne New York Times fortælle, at præsident Trump flere gange i løbet af sine to år som præsident, har sagt at han ønsker USA ud af NATO. Hans rådgivere og ministre har været meget imod det, ligesom der er stor opbakning til alliancen i Kongressen – og blandt den amerikanske befolkning generelt.

Men med en præsident som Donald Trump, så er man også nødt til at stille sig spørgsmålet: Kunne han trække USA ud af NATO, hvis han fik et sådan indfald? Svaret blandt juridiske eksperter i USA virker ret klart, ja det burde der ikke være noget til hinder for.

Ifølge Forfatningens Article Two, Section Two, så skal præsidenten, “have Power, by and with the Advice and Consent of the Senate, to make Treaties, provided two thirds of the Senators present concur”. Her star der altså kun noget om, at præsidenten skal spørge Senatet for at tiltræde en traktat – ikke noget om at træde ud af en.

Andre præsidenter har prøvet, og det giver et indblik i, hvilke muligheder tilhængere af NATO har for at bevare amerikansk medlemskab af alliancen.

Historiske fortilfælde og mulighederne

Da Jimmy Carter i 1979 trak USA ud af sin forsvarsalliance med Taiwan, så vakte det stor modstand i Kongressen, men man kunne ikke gennemtvinge at USA blev i alliancen. I stedet vedtog man den såkaldte Taiwan Relations Act. Her bliver der ikke garanteret amerikansk militær støtte til Taiwan i tilfælde af en invasion fra fastlandet, men det udelukkes heller ikke. Dette er altså en mulighed for Kongressen, nemlig at skabe et lovgivningsmæssigt fundament for fortsat støtte til Europa og NATO. Men det vil altså først komme efter en eventuel amerikansk udtræden af NATO.

Et andet scenarie stammer fra 2002, da præsident Bush trak USA ud af Anti-Ballistic Missile Treaty (ABM) fra 1972. Her lagde politikere fra Kongressen sag an mod præsidenten, men sagen blev afvist af domstolene, som sagde at det var et politisk spørgsmål. Så Kongressen vil altså efter al sandsynlighed ikke have held med at tage sagen gennem retssystemet.

Vi er altså endnu en gang ude i en situation, hvor præsident Trumps forgængere har sat en præcedens, og hvor de juridiske rammer for præsidenten er meget bredde, og derfor giver ham et enormt råderum.

I de to år præsident Trump har siddet ved magten, har vi set Kongressen forsøge at påvirke den amerikanske udenrigspolitik ved at sætte lovgivningsmæssige begrænsninger for, hvad han må.

Det så man bl.a. ved Defense Authorization Act fra 2018, som sætter rammerne for Pentagon. Her vedtog Kongressen f.eks. at der ikke umiddelbart måtte bruges penge fra forsvarsbudgettet til at trække amerikanske soldater ud af Japan og Sydkorea. Det måtte først ske efter omfattende konsultationer i USA og med de regionale allierede. Dermed søgte man at afværge en præsidentiel unilateral beslutning om tilbagetrækning.
Der har været spæde forsøg på at sikre amerikansk medlemskab af NATO under præsident Trump også, men der har kun været tale om vedtagelse af ”non-binding resolutions”, hvor Kongressen udtrykker sin fortsatte støtte til alliancen.

Skal vi være bange for amerikansk udmelding?

Umiddelbart så har præsident Trump, i kølvandet på New York Times’ historie, meddelt at USA selvfølgelig støtter NATO 100%. Så langt så godt. Men vi ved også, at præsidenten er voldsomt kritisk overfor NATO og de europæiske allierede, som han ser som en flok snyltere.

De europæiske allierede har ikke investeret nok i deres forsvarsbudgetter i mange år, men i stedet søgt at nyde en ”fredsdividende” efter afslutningen af Den Kolde Krig. Langt hen ad vejen har man gjort det, for ”der var nogle andre som tog sig af sikkerheden” (amerikanerne). Men nu har USA’s præsident skruet bissen på. Hans forgængere var også voldsomt kritiske overfor de europæiske allieredes investeringer i forsvarsbudgetterne, men præsident Trump har tidligere vist sig villig til at stille spørgsmålstegn ved Artikel Fem, altså den gensidige sikkerhedsgaranti i NATO.

Som det ses af ovenstående er der altså ikke meget for Kongressen at stille op, hvis det er, at præsident Trump endegyldigt bliver træt af at Tyskland kun vil bruge 1% af deres BNP på forsvarsbudgettet. Eller af at Danmark kun vil bruge 1,3% (om en del år) på sit forsvarsbudget – i modsætning til de 2% man er enige om i NATO.
Set fra Det Hvide Hus er løsningen meget klar: der er ingen problemer eller tvivl om USA’s støtte til NATO, hvis bare de europæiske allierede kommer til lommerne. Og det er her kæden begynder at hoppe af for flere europæiske lande. Man taler om en styrkelse af det europæiske sikkerhedssamarbejde, men lader til, i iveren efter at lægge afstand til Trump, at glemme, at et sådan projekt også vil kræve yderligere investeringer. Flere landes nationale forsvar er ikke duelige på egen hånd – noget der også er krav om i NATO traktaten. Her dikterer Artikel Tre nemlig, at medlemslandene skal være i stand til at kunne forsvare sig selv. Lande som Danmark har behændigt valgt at glemme at læse Artikel Tre, for der var jo storebror på den anden side af Atlanten, som garanterede vores sikkerhed, og derfor behøvede vi jo ikke kunne selv. Men det skal vi jo kunne i en europæisk kontekst, så derfor må der også i den sammenhæng flere penge på bordet, og hvorfor så ikke bruge flere penge i en NATO-ramme.

Sagen udstiller altså endnu en gang de meget vage lovgivningsmæssige rammer, som eksisterer for præsidentens magt, når det kommer til sikkerhedspolitik, men den udstiller også det europæiske hykleri og hysteri, når det kommer til vores sikkerhed.

Læs også

Arbejdet for at undgå militær konfrontation mellem stormagterne

Philip Chr. Ulrich

Stormagtskonkurrence er tilbage på det afrikanske kontinent

Philip Chr. Ulrich

Lige på & Trump: Hvad har Chuck Norris, Ronald Reagan og “Daisy” til fælles?

Kongressen

Den russiske forbindelse i Latinamerika

Frederik Wrist

Lige på & Trump: Det sikre kort, vi kommer til at tale om de næste to år

Lindsey Grahams transformation

Mads Høeg-Mikkelsen