Kongressen.com
Analyse

Trumps aflysning belaster det dansk amerikanske forhold

Præsident Trumps aflysning af statsbesøget i Danmark om mindre end to uger markerer et lavpunkt i det ellers gode forhold mellem USA og Danmark. Der skal klinkes nogle diplomatiske skår for at genoprette relationen og det kommer til at tage tid

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør

Der er ingen grund til at pakke det ind i vat: Det er helt uden for nummer, det den amerikanske præsident med sin aflysning af statsbesøget i Danmark, har gang i. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så er der tale om en diplomatisk krise mellem vores lille land og supermagten.

Allerede i mandags så vi de første tegn på, at et afbud lå og lurede. Trumps ide om at købe Grønland blev blankt afvist af Mette Frederiksen, og så var det lige pludselig kun måske, at han ville komme forbi Danmark, lød det fra Trump. Det siger man normalt ikke om et officielt statsbesøg, der ligger et par uger ude i fremtiden, med mindre der er noget galt. Og det viste der sig da også at være, da Trump natten til onsdag dansk tid tweetede at han nu afblæste besøget, med direkte henvisning til at Mette Frederiksen havde afvist at tale om et salg af Grønland.

At der er tale om et lavpunkt i det ellers gode forhold mellem USA og Danmark er der ingen tvivl om. Nøjagtig som der heller ingen tvivl er om, at der er mere end et par diplomatiske skår, der skal klinkes, før forholdet igen er tilbage på skinner.

Nu er spørgsmålet så, hvad der kommer til at ske herfra. Lige nu vælter kritikken ned over Trump, både her fra Danmark, men også fra amerikanske politikere og medier over hele kloden. Det er sandsynligt, at Trump føler trang til at forsvare sig. Det plejer han at gøre, når han bliver angrebet. Og det må man sige, at han bliver lige nu.

Den helt store ubekendte er dog, om sagen er lukket nu, eller om Trump har set sig så glad for ideen om at købe Grønland at han fortsætter sine kampagne for at få det til at ske. Mette Frederiksen har konsekvent afvist at Trump kan købe Grønland og henvist til at Grønland er grønlændernes. Set i det lys, vil det ikke være overraskende, hvis Trump begynder at komme med konkrete tilbud, rettet mod grønlænderne. Husk på, at han for få dage siden beskrev ideen om en stor ejendomshandel, så det kan bestemt ikke udelukkes, at han kunne være fristet af at se, hvad der sker, hvis han kommer med et konkret bud.

Det er ikke nogen helt enkel øvelse ,den danske statsminister skal igennem, hvad denne sag angår herfra. For selv om Trumps ageren med rette bliver kritiseret, så er denne sag her et langt større problem for Danmark, end det er for USA. Selv om begge lande selvfølgelig har interesser i at have et godt forhold, så er interesserne langt større for Danmark end de er for USA. Både politisk og økonomisk. Det er man helt på det rene med i det danske diplomati, og derfor er den lidt svære øvelse for Mette Frederiksen at hun både skal stå fast i forhold til meldingen om Grønland, men samtidig signalere at man fra dansk side stadig gerne vil have et tæt og godt forhold til USA.

Det sidste ord er derfra langt fra sagt i denne sag. Men at det belaster det ellers gode forhold mellem USA og Danmark at Trump nu brænder os af med så kort varsel, kan der ikke være to meninger om.

Læs også

USA, Kina, Rusland, SoMe, sikkerhedspolitik, valgkamp…

Kongressen

Kan nogen stoppe Joe Biden?

Anders Agner Pedersen

Pence og Haley i republikansk positionskamp

Mads Høeg-Mikkelsen

John Bolton ude: En af de mindst overraskende Trump-fyringer

Philip Chr. Ulrich

Hvordan glemmer et land, at man er i krig?

Philip Chr. Ulrich

“America First” dagsordenen aflivede fredsmøde med Taleban

Philip Chr. Ulrich