I en tale ved Hoover Institution fremlagde udenrigsminister Mike Pompeo for nyligt administrationens tanker bag drabet på general Suleimani i begyndelsen af januar. Det endegyldige formål var ”afskrækkelse”, og dette falder ind under en lang tradition blandt stormagter, og er dermed også udtryk for interaktionen mellem stormagter som vi ser i den nye type verdensorden, som er ved tage form i disse år.
Det er et begreb, som har været ret fraværende fra den offentlige debat om international politik, og det lader til tider til at føre til overfortolkninger af diverse begivenheder. ”afskrækkelse” var et centralt begreb under Den Kolde Krig, hvor frygten for udfaldet af en militær konfrontation mellem de to supermagter afholdt dem fra at gå i krig. Dette er essensen af ”afskrækkelse”. Man skal gøre det klart for modstanderen at omkostningerne ved en handling langt overstiger gevinsten.
I en tale ved Hoover Institution gjorde udenrigsminister Mike Pompeo det klart, at dette er grundtanken i administrationens håndtering af krisen med Iran. Det skal gøres klart for styret i Teheran, at en fortsættelse af deres handlinger, vil have langt større omkostninger for styret end den gevinst de kan opnå ved fortsat støtte til militsgrupper i Irak, Hizbollah eller houthierne i Yemen. Mellem linjerne gøres det dermed klart, at drabet på general Suleimani – manden bag Irans omfattende operationer i regionen – kunne være en indikation på den risiko som styrets topfolk vil løbe ved at fortsætte det, amerikanerne kalder ”destabiliserende adfærd”.
At vise styrke har fra
begyndelsen af Trump-administrationen været centralt i den sikkerhedspolitiske
linje, eller i hvert fald gøre italesættelsen af USA’s styrke som et centralt
element i administrationens retorik.
Dette er en forandring ift. de seneste mange års amerikansk retorik. Man har
ikke haft behov for at tale om USA’s militære styrke, for ingen har været i
tvivl om, at den var der og at ingen kunne måle sig med den. Det er ikke den
virkelighed man lever i i dag, og man er også nødt til at se både
Trump-administrationens og Obama-administrationens udenrigspolitiske ageren ud
fra, at de har stået i spidsen for en relativt svækket stormagt i forhold til
konkurrenter som Kina.
Denne situation har krævet, at supermagten har trukket sig tilbage fra verdensscenen
i et vist omfang for at sikre sine ressourcer.
Obama-administrationens håndtering af dette var at arbejde igennem multilaterale organisationer og større krav til allierede om byrdedeling. Man erkendte, at USA ikke var stærkt nok til at løfte den meget aktive rolle man havde spillet tidligere. Løsningen på dette var en mere tilbagetrukken rolle, fokus på amerikanske interesser, forsøg på at trække USA militært ud af Europa og Mellemøsten for at kunne skabe bedre balance i amerikansk udenrigspolitik.
I modsætning til denne
håndtering har Trump-administrationens tilgang været mere fokuseret på at
udvise styrke og genopbygning af militære kapaciteter. Siden 2017 har præsident
Trump ved flere lejligheder fulgt en strategi, hvor han har pustet sig op overfor
en modstander for at bruge USA’s åbenbare militære styrke som pressionsmiddel
og tvinge modparten til at give efter.
Dette fokus på styrke ligger naturligt for en præsident, som har levet sin
karriere i New Yorks ejendomsbranche, hvor styrke – eller i hvert fald
opfattelsen af styrken – er afgørende for at få sin vilje i en hård branche.
En bredere historisk tendens
Men magtpolitik er også
på vej tilbage i international politik efter et par årtiers fravær. Nye magter
er på vej til dominerende positioner i det internationale system – magter som i
højere grad tænker i gammeldags magtrelationer, end vi f.eks. i Europa har
gjort i mange år (heldigvis).
Afskrækkelse spiller en central rolle i et internationalt system, hvor
magtpolitik sætter spillereglerne. Det gælder om at vise styrke overfor
konkurrenter, så det gøres klart at gevinsten ved en uønsket handling vil være
markant mindre end de omkostninger, som handlingen vil have. Det var denne
dagsorden, som udenrigsminister Mike Pompeo præsenterede som værende en del af
fundamentet for den amerikanske kurs overfor Iran.
Det er forandringerne i den internationale magtbalance hvor USA ikke længere er ubetinget almægtig, der har fordret disse reaktioner under de to seneste præsidenter. Og på denne måde passer amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de seneste 10 år ind i en langt større historisk kontekst. Igennem historien har man tidligere set stormagter opleve relative fald overfor andre nye eller etablerede stormagter. Det har fordret forskellige reaktioner, som nogle historikere opsummerer som muligheden for præventiv krig eller såkaldt ”retrenchment”.
Eksemplet med præventiv
krig går tilbage til Spartas krig med Athen i det antikke Grækenland, hvor
Sparta indleder en krig med Athen for at fastholde sin dominerende position.
Det er det som kaldes ”Thukydids Fælde”, opkaldt efter den græske historiker,
som skrev historien om den voldsomme konflikt mellem bystaterne. Denne idé om den
eksisterende stormagts frygt for den nye magt og en deraf følgende præventiv
krig er meget diskuteret i relation til forholdet mellem USA og Kina.
Men den nok mest udbredte reaktion blandt stormagter i de seneste par hundrede
år har ikke været præventiv krig men ”retrenchment”. Dette dækker over, at
stormagten i højere grad trækker sig tilbage eller i hvert fald søger at bevare
sine mere begrænsede ressourcer fokuseret på egne interesser tættere på
hjemlandet. Det er samme tendens vi har set under præsident Trump og præsident Obama,
og hvor den siddende administration altså i højere grad har fokus på magt og
afskrækkelse for at håndtere USA’s forandrede magtposition i verden, og de nye
magter på verdensscenen.
