Kongressen.com
Analyse Sikkerhedsrådet

Afskrækkelse er tilbage på dagsordenen

I en tale ved Hoover Institution fremlagde udenrigsminister Mike Pompeo for nyligt administrationens tanker bag drabet på general Suleimani i begyndelsen af januar. Det endegyldige formål var ”afskrækkelse”, og dette falder ind under en lang tradition blandt stormagter, og er dermed også udtryk for interaktionen mellem stormagter som vi ser i den nye type verdensorden, som er ved tage form i disse år.

Det er et begreb, som har været ret fraværende fra den offentlige debat om international politik, og det lader til tider til at føre til overfortolkninger af diverse begivenheder. ”afskrækkelse” var et centralt begreb under Den Kolde Krig, hvor frygten for udfaldet af en militær konfrontation mellem de to supermagter afholdt dem fra at gå i krig. Dette er essensen af ”afskrækkelse”. Man skal gøre det klart for modstanderen at omkostningerne ved en handling langt overstiger gevinsten.

I en tale ved Hoover Institution gjorde udenrigsminister Mike Pompeo det klart, at dette er grundtanken i administrationens håndtering af krisen med Iran. Det skal gøres klart for styret i Teheran, at en fortsættelse af deres handlinger, vil have langt større omkostninger for styret end den gevinst de kan opnå ved fortsat støtte til militsgrupper i Irak, Hizbollah eller houthierne i Yemen. Mellem linjerne gøres det dermed klart, at drabet på general Suleimani – manden bag Irans omfattende operationer i regionen – kunne være en indikation på den risiko som styrets topfolk vil løbe ved at fortsætte det, amerikanerne kalder ”destabiliserende adfærd”.

At vise styrke har fra begyndelsen af Trump-administrationen været centralt i den sikkerhedspolitiske linje, eller i hvert fald gøre italesættelsen af USA’s styrke som et centralt element i administrationens retorik.
Dette er en forandring ift. de seneste mange års amerikansk retorik. Man har ikke haft behov for at tale om USA’s militære styrke, for ingen har været i tvivl om, at den var der og at ingen kunne måle sig med den. Det er ikke den virkelighed man lever i i dag, og man er også nødt til at se både Trump-administrationens og Obama-administrationens udenrigspolitiske ageren ud fra, at de har stået i spidsen for en relativt svækket stormagt i forhold til konkurrenter som Kina.
Denne situation har krævet, at supermagten har trukket sig tilbage fra verdensscenen i et vist omfang for at sikre sine ressourcer.

Obama-administrationens håndtering af dette var at arbejde igennem multilaterale organisationer og større krav til allierede om byrdedeling. Man erkendte, at USA ikke var stærkt nok til at løfte den meget aktive rolle man havde spillet tidligere. Løsningen på dette var en mere tilbagetrukken rolle, fokus på amerikanske interesser, forsøg på at trække USA militært ud af Europa og Mellemøsten for at kunne skabe bedre balance i amerikansk udenrigspolitik.

I modsætning til denne håndtering har Trump-administrationens tilgang været mere fokuseret på at udvise styrke og genopbygning af militære kapaciteter. Siden 2017 har præsident Trump ved flere lejligheder fulgt en strategi, hvor han har pustet sig op overfor en modstander for at bruge USA’s åbenbare militære styrke som pressionsmiddel og tvinge modparten til at give efter.
Dette fokus på styrke ligger naturligt for en præsident, som har levet sin karriere i New Yorks ejendomsbranche, hvor styrke – eller i hvert fald opfattelsen af styrken – er afgørende for at få sin vilje i en hård branche.

En bredere historisk tendens

Men magtpolitik er også på vej tilbage i international politik efter et par årtiers fravær. Nye magter er på vej til dominerende positioner i det internationale system – magter som i højere grad tænker i gammeldags magtrelationer, end vi f.eks. i Europa har gjort i mange år (heldigvis).
Afskrækkelse spiller en central rolle i et internationalt system, hvor magtpolitik sætter spillereglerne. Det gælder om at vise styrke overfor konkurrenter, så det gøres klart at gevinsten ved en uønsket handling vil være markant mindre end de omkostninger, som handlingen vil have. Det var denne dagsorden, som udenrigsminister Mike Pompeo præsenterede som værende en del af fundamentet for den amerikanske kurs overfor Iran.

Det er forandringerne i den internationale magtbalance hvor USA ikke længere er ubetinget almægtig, der har fordret disse reaktioner under de to seneste præsidenter. Og på denne måde passer amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i de seneste 10 år ind i en langt større historisk kontekst. Igennem historien har man tidligere set stormagter opleve relative fald overfor andre nye eller etablerede stormagter. Det har fordret forskellige reaktioner, som nogle historikere opsummerer som muligheden for præventiv krig eller såkaldt ”retrenchment”.

Eksemplet med præventiv krig går tilbage til Spartas krig med Athen i det antikke Grækenland, hvor Sparta indleder en krig med Athen for at fastholde sin dominerende position. Det er det som kaldes ”Thukydids Fælde”, opkaldt efter den græske historiker, som skrev historien om den voldsomme konflikt mellem bystaterne. Denne idé om den eksisterende stormagts frygt for den nye magt og en deraf følgende præventiv krig er meget diskuteret i relation til forholdet mellem USA og Kina.
Men den nok mest udbredte reaktion blandt stormagter i de seneste par hundrede år har ikke været præventiv krig men ”retrenchment”. Dette dækker over, at stormagten i højere grad trækker sig tilbage eller i hvert fald søger at bevare sine mere begrænsede ressourcer fokuseret på egne interesser tættere på hjemlandet. Det er samme tendens vi har set under præsident Trump og præsident Obama, og hvor den siddende administration altså i højere grad har fokus på magt og afskrækkelse for at håndtere USA’s forandrede magtposition i verden, og de nye magter på verdensscenen.

Læs også

“På mange måder går det bedre end før corona”

Kongressen

Det betyder Højesterets dramaet for din virksomhed

Anders Agner Pedersen

Kampen om Amerika: Ginsburgs død genopliver striden om abort

Kongressen

Topmøde: Tommy Ahlers

Anders Agner Pedersen

Trump hamrer på den blå mur

Mads Høeg-Mikkelsen

Jon Stewart kaster sig ind i veteraners kamp for hjælp

Philip Chr. Ulrich