George Floyds død har sat gang i omfattende uroligheder over hele USA. Desværre er Floyds eksempel langt fra enestående, hvilket er en del af grundlaget for at bølgerne nu går så højt rundt om i USA
Den sidste uge har USA oplevet voldsomme uroligheder i kølvandet på George Floyds død med demonstrationer og oprør i flere amerikanske byer. Det er langt fra første gang, det amerikanske samfund oplever konfrontationer mellem ordensmagten og demonstranter med afsæt i politivold, men som før handler oprørerne om meget mere end den enkelte episode.
På Memorial Day i sidste uge, filmede frustrerede omkringstående i Minneapolis, Minnesota, den 46-årige sorte mand George Floyd, mens han under en anholdelse for en forfalsket 20-dollarseddel, lå fastholdt på asfalten, med politibetjenten Derek Chauvins knæ på halsen. Først efter næsten 9 minutter, hvor Floyd kontinuerligt fik fremstammet ”I can’t breathe” – jeg kan ikke trække vejret – blev Floyd hentet af en ambulance og efterfølgende erklæret død.
Episoden er over de sidste 7 dage eskaleret fra lokal forfærdelse til nationalt kaos med demonstrationer, oprør, afbrændinger, vandaliseringer og voldelige konfrontationer imellem demonstranter og ordensmagten – i mere end 75 byer. Udgangsforbud efter mørkets frembrud er udstedt i mindst 40 byer og nationalgarden er indsat i 26 stater – heriblandt i sin fulde styrke i Minnesota. Enkelte demonstranter og medlemmer af politistyrken er døde under konfrontationerne, mange sårede og endnu flere arresterede.
Men reaktionerne tager ikke udelukkende afsæt i Floyds død. I løbet af årets første måneder har to andre sager vakt forargelse – dog har Covid-19 pandemien overskygget mediernes dækning samt besværliggjort demonstrationer.
Ahmaud Arbery og Breonna Taylor
I februar blev den 25-årige sorte mand Ahmaud Arbery skudt og dræbt efter en konfrontation med to civile hvide mænd i staten Georgia, mens han var ude og løbe en tur. De to mænd Gregory McMichael og Travis McMichael, far og søn, mente at Arbery lignede en indbrudstyv, der havde hærget nabolaget Satilla Shores. De to mænd blev først anklaget for mordet på Arbery efter en video af episoden blev offentliggjort. Sagen er stadig under efterforskning.
En måned senere, den 13. marts, blev den 26-årige sorte ambulanceredder Breonna Taylor skudt og dræbt af civilklædte politibetjente, i hendes eget hjem i Louisville, Kentucky, under en narko-relateret razzia. Ingen stoffer blev fundet i hjemmet.
Selvom de to sager øjensynligt er forskellige – Arbery dræbt af to selvtægtsmænd og Taylor dræbt under voldsom magtudøvelse, under dække af den snart 50 år lange ”War on Drugs” – spiller de ind i en større amerikansk kontekst, hvor uforholdsmæssigt mange afroamerikanere samt ’ikke-hvide’ er ofre for politivold og generel ulighed – ifølge mappingpoliceviolence.org blev 1099 amerikanere dræbt af politiet i 2019. Selvom sorte kun udgør 13 % af den amerikanske befolkning, udgjorde de 24 % af de dræbte.
Med George Floyds død har frustrationerne nået et bristepunkt. Demonstranternes vrede skal dog ikke kun forstås i sammenhæng med antipatien imod politivold. Flere samfundsmæssige faktorer er med til at forklare, hvorfor konfrontationerne, vi ser nu, er af den voldsomhed de er.
Oprørets anatomi
Historisk er raceuroligheder i USA oftest udløst af en enkeltstående situation – men med baggrund i langt mere komplekse forudsætninger. I 1965 under det 6 dage lange oprør i den sorte ghetto Watts, i Los Angeles, startede urolighederne efter en sort bilist blev stoppet af politiet for mulig påvirkning samt at have overtrådt fartgrænsen. En konflikt brød ud, flere og flere blandede sig – og et oprør fødtes.
I Los Angeles i 1992, efter at 4 betjente, der havde udøvet politivold mod afroamerikaneren Rodney King, blev frikendt, udbrød der også voldsomme uroligheder. 52 mennesker døde og over 2000 mennesker blev såret. Ødelæggelserne havde en efterregning på næsten 1 milliard dollars.
I begge tilfælde bundede de bagvedliggende grunde – og den eksplosive vrede – i de diskriminerende og dårlige leveforhold, den sorte befolkning havde i Los Angeles’ ghettoer. I 1965 var borgerrettighedsbevægelsens indflydelse ikke nået ind i den fattige californiske bymidte, og i 1992 havde over 20 års systematisk konflikt imellem ordensmagten og farvede lokalsamfund – som et led i ”The War on Drugs” – skabt dyb ulighed og kriminaliserede især farvede mænd og forstærkede mistilliden imellem politi og sorte, og med hjælp af mediernes 24-timers dækning af ’samfundsproblemet’, forstærkede stereotypen om både sorte og latinoer som farlige, stofpåvirkede, voldelige og kriminelle.
Urolighederne i Ferguson, Missouri, i 2014, er en af de senere års største episoder med voldsomme optøjer. Disse opstod efter den 18-årige ubevæbnede sorte mand Michael Brown, blev skudt og dræbt, i en konfrontation med den hvide betjent Darren Wilson – og efterfølgende blussede op igen efter et nævningeting i november 2014 afgjorde at Wilson ikke skulle sigtes for Browns død. Demonstranterne krævede retfærdighed for Brown, men optøjerne tog afsæt i en nu blotlagt dyb frustration, over en årelang systemisk udøvelse af magtmisbrug overfor byens afroamerikanske borgere af Fergusons primært hvide politi, hvilket blev påpeget i en rapport udført af Justitsministeriet i 2015.
Med George Floyds død afdækkes den stadigt eksisterende ulighed imellem sorte og hvide i det amerikanske samfund, ikke blot på grund af kontinuerlig politivold, men blandt andet også yderligere understreget af den aktuelle disproportionale store andel af afroamerikanere, der de seneste måneder er ramt af Covid-19 pandemien – både af sygdommen, men også af pandemiens store samfundsmæssige omkostninger, herunder en stigning i arbejdsløshed.
Dog er det bemærkelsesværdigt, at protesterne imod Floyds død synes at udgøres af deltagere fra alle befolkningsgrupper. Dette er i sig selv ikke overraskende – borgerrettighedsbevægelsen har alle dage haft synlige og vokale ikke-sorte allierede, især i de senere år. Men størrelsen på den ’multi-kulturelle’ deltagelse vi ser nu i 2020, antyder at spørgsmålet om ’Black Lives Matter’ – ikke nødvendigvis længere er en værdi- og menneskerettighedskamp, der tager afsæt i en flere hundredårig systemisk og kompleks amerikansk racisme, men rager (endnu mere end i forvejen) over i den endnu dybere kløft imellem de to politiske fløje, der kun er streget endnu hårdere op de sidste 4 år siden Donald Trump blev valgt til præsident.
Respons og symbolretorik med afsæt i 1960erne
Reaktionerne, vi har set den sidste uge, er ikke udelukkende et oprør imod politivold og racisme. Rettere, i dette tilfælde, er Floyds død katalysatoren for et decideret oprør mod Trumps Amerika.
Trump har dog ikke gjort meget for at gyde olie på vandende, men rettere i form at hans velkendte ’dog whistle politics’ anvendt retorik, der trækker konnotationer tilbage til 1960ernes mest åbent-mundede racistiske offentlige skikkelser og datidens voldelige konfrontationer imellem borgerrettighedsbevægelses frontkæmpere og de, der var imod disse progressive strømninger.
I et tweet d. 29. maj skriver Trump bl.a. ”When the looting starts, the shooting starts” – altså når plyndringen starter, begynder skyderiet. Tweetet, der blev anført med en notits fra Twitter, der sagde at det glorificerede vold, modtog yderligere kritik, da det blev påpeget af flere medier, at sætningen er et citat – oprindeligt sagt af den nu afdøde politichef i Miami, Walter Headley, i 1967. Headley var kendt for sin overordentligt hårde tilgang overfor demonstranter i sin tid, og udtalte bl.a. i samme omgang; ”We don’t mind being accused of police brutality. They haven’t seen anything yet” – altså; vi har ikke noget imod at blive anklaget for politibrutalitet. De har ikke set det værste endnu.
Yderligere skrev Trump i et tweet dagen efter d. 30. maj, at skulle demonstranter forsøge at nå over hegnet ved det Hvide Hus, vil de blive mødt af ”the most vicious dogs, and most ominous weapons, I have ever seen.” – de mest bidske hunde og de mest ildevarslende våben, han nogensinde havde set. Bemærkningen kan synes ubetydelig, om end grandios, men drager også truende konnotationer tilbage til et klassisk billede taget af fotografen Bill Hudson under optøjer i Birmingham, i 1963, hvor den kun 15-årige sorte dreng Walter Gadsden fastholdes i sin skjorte af en hvid politibetjent, mens en politihund angriber hans overkrop. Vi har før set hvor effektiv den subtilt racistiske retorik og strategi har virket for Trump, når han taler til både den generelle befolkning og sin base på den politiske ydre højrefløj, bl.a. da han hentydede i 2017, at der under demonstrationer i Charlottesville, Virginia, imellem bl.a. nynazister og anti-fascister, var ”fine mennesker, på begge sider af konflikten” – en kommentar der vakte stor begejstring hos tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke.
Men Trump er ikke alene om at bruge symbolik og citater fra 1960’erne. Minnesotas guvernør Tim Walz sagde under et pressemøde fredag; ”[G]enerations of pain is manifesting itself in front of the world. The world is watching” – Generationers smerte manifesterer sig foran verden. Verden ser med. ’The whole world is watching’ er hvad demonstranter imod Vietnam krigen råbte under optøjer i august 1968 i Chicago. Udsagnet er siden blevet et symbol på protest imod undertrykkelse og politivold mod demonstranter.
Er George Floyds død forgæves?
At vi i 2020 kan spejle den nationale krise, i et ekko af 1960ernes begivenheder, er tankevækkende, men med de samfundsmæssige og politiske omstændigheder er det ikke overraskende. Som under Watts- Rodney King-, Ferguson og nu George Floyd-urolighederne er mismodet over status quo – synliggjort af de katalyserende voldsepisoder, samt desperation efter reform og forbedring, de mest vigtige faktorer, til optøjernes massive kaliber.
For hvert oprør, loves der forbedring og indsats – mod strukturel politivold, mod manglende domme mod de voldsudøvende betjente, mod dårlige boligforhold, mod ulighed i rets- og fængselssystemet, mod den socio-økonomiske ulighed i de amerikanske urbane ghettoer, mod ulighed i uddannelsessystemet, mod den fortsatte dehumanisering af minoriteter – mod flere hundrede års strukturel racisme og dens stadige enorme indflydelse i det amerikanske samfund.
For hvert oprør, ses det, at vi ikke er nået langt. Med Trump i rollen som landets forenende mægler, er det svært at skønne, hvornår og hvordan konflikten dysses ned. Enkelte staters guvernører, byers borgmestre og andre offentlige personer – som for eksempel Kamala Harris, Killer Mike og Colin Kaepernick – kan mane til forsoning samt fordømme plyndring og vandalisering.
Men når landets præsident forsømmer sit lederskab, og blandt andet står for en konservativ ’lov og orden’ politik, samt et regeringsapparat med Republikanere og Demokrater ude af stand til at samarbejde, endda i et valgår, hvor de politiske kontraster streges endnu hårdere op, er forholdende næppe gunstige nok til, at de frustrerede demonstranter har forhåbninger om kommende lov- og samfundsmæssige forbedringer. Derfor er det meget forventeligt, at vi ikke ser enden på optøjerne foreløbigt – slet ikke hvis den anklagede Chauvin bliver frikendt.
